Debat

Når lærere brænder, tændes der lys i elevernes øjne, skriver Kasper Støvring.

Debat: Hvis man brænder for sit arbejde, risikerer man så at brænde ud?

I stedet for at undervise skal lærere alt for ofte være psykologer, opdragere, terapeuter og socialrådgivere, skriver Kasper Støvring. Han mener, der skal gøres plads til kaldet.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Forestil dig et klasseværelse, hvor elevernes øjne lyser af nysgerrighed. ”Aha!”, lyder det, når noget nyt går op for dem. Det er et klasseværelse, hvor læreren ikke tæller minutterne til frikvarteret, men glemmer tiden i undervisningens flow, og det er et lille glimt af, hvad der kan ske, når lærerfaget bliver et kald.

Selvom ordet kald kan lyde en smule forældet, har de fleste af os nok haft følelsen af et kald på et eller andet tidspunkt i vores undervisning og arbejde. I en tid hvor lærermangel og mistrivsel truer vores uddannelsessystem, er det på tide at genopdage kaldet som nøglen til motivation og arbejdsglæde.

For kaldet er den indre flamme, der oplyser selv de mørkeste hjørner af klasseværelset.

Belønninger truer

Fine ord, ikke sandt? Men hvad med udbrændthed? Risikerer vi ikke at lærere, der altid skal brænde for deres arbejde, ender med at brænde ud?

Det er bestemt en risiko. Et ægte kald handler dog ikke om konstant intensitet, men om en vedvarende følelse af mening. Det kan faktisk beskytte mod netop udbrændthed, når arbejdet forbindes med dybere værdi.

Undersøgelser har vist, at medarbejdere, der anser deres arbejde som meget meningsfuldt, rapporterer højere jobtilfredshed, engagement og har lavere intention om at forlade jobbet. De er også mere tilbøjelige til at yde en ekstra indsats og påtage sig mere ansvar, fordi de ser arbejdet som en integreret del af deres identitet og formål i livet.

En klasselærer gør en forskel for udsatte børn, en geografilærer kan hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer og en idrætslærer kan hjælpe en overvægtig elev til at finde glæde ved bevægelse. Fællesnævneren for disse eksempler er en dybtfølt overbevisning om arbejdets fundamentale vigtighed.

Drukner i bureaukrati

Personer med et arbejdsmæssigt kald ser arbejdet som en værdi i sig selv. De jager ikke ydre belønninger som løn eller karriere. Og de fortsætter, selv når modgangen rammer. Det skyldes, at deres motivation kommer indefra.

En lærer, der derimod primært fokuserer på at opfylde skolens målsætninger og sikre gode testresultater – muligvis fordi disse kan være knyttet til lønbonusser og forfremmelsesmuligheder – er mere sårbar. Ydre belønninger er naturligvis vigtige, men man skal være særdeles varsom med at indføre dem. For de kan, som psykologen Barry Schwartz har vist, ødelægge den indre motivation.

Udbrændthed er ikke en følge af kaldet, men derimod en følge af, at dedikerede lærere netop ikke får lov at udleve deres kald.

En leder skal give lærerne mulighed for at lave det arbejde, de er motiverede til, ikke drukne i bureaukrati eller i udførelsen af opgaver, lærerne ikke er uddannede til. I stedet for at undervise skal lærere alt for ofte være psykologer, opdragere, terapeuter og socialrådgivere.

Mere end blot et job

Et stærkt fokus på kaldet rummer dog den risiko, at lærere kan overskride deres professionelle grænser. Derfor må et sundt arbejdsliv også indebærer integritet. Det handler om at finde balance mellem engagementet og grænser, ikke om grænseløs selvopofrelse. Men så skal der til gengæld også gøres plads til kaldet. For når lærere brænder, tændes der lys i elevernes øjne.

Det er tid til at genfinde den gnist, der gør lærerfaget til mere end blot et job. Så følger arbejdsglæden med.

Kasper Støvring arbejder på en bog med titlen ’Arbejdets kald – vejen til motivation og arbejdsglæde’, hvor han ser på krisen i de traditionelle kaldsfag og foreslår måder at genskabe mening og status i disse fag.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk