Som ung lærer og skoleleder tog Eyvind Hogstad tit eleverne med på natlige fugleture, på weekendture i sin motorsejler, og så spillede han hvert år skolekomedie med eleverne. Alt sammen i fritiden. 

Helt umuligt at realisere i nutidens folkeskole. For forældrene ville dø af skræk over, om deres poder kunne komme noget til, lærerne skulle tildeles ekstra timer, og Søfartsstyrelsens regler ville ikke være opfyldt, siger Eyvind Hogstad. 

Han er 82 år, gik på pension i 2005 efter 42 års tjeneste i folkeskolen. Og han begræder folkeskolens deroute – ikke mindst forvandlingen af læreren – fra idealist til ganske almindelig lønarbejder. 

”Måske er jeg for pessimistisk, men jeg tror, at idealismen for en stor dels vedkommende er gået fløjten. Det begyndte at gå ned ad bakke allerede i 1993 med de i mine øjne tåbelige arbejdstidsregler med UFØ-tid, der overnight forvandlede læreren til lønarbejder, og det blev endnu værre med Lov409 i kølvandet på folkeskolereformen”, mener han. 

Stop timetælleriet 

Eyvind Hogstad nåede i sin tid i folkeskolen at have fire år som menig lærer, et år som førstelærer, 10 som skoledirektør og i alt 28 år som skoleleder.

Med den erfaring i rygsækken og et stadigt bankende hjerte for folkets skole, mener han, der er brug for at få idealismen tilbage. Det kræver en helt ny arbejdstidsaftale, hvor lærernes timetal automatisk dækker aktiviteter i fritiden, og hvor der sættes en stopper for timetælleriet. 

”Tælleri er ødelæggende for idealisterne, og idealisme er afgørende for lærergerningen, fordi idealisme er smittende, og fordi idealister skaber noget”, mener Eyvind Hogstad. 

Selv har han aldrig talt timer. Hverken i sit første job som lærer på Dalby Kommune- og Realskole eller i sit efterfølgende lederjob på samme skole ej heller i lederstillingerne i Assens, Løgstør og Hirtshals kommuner.

Grundløn på 1.200 kroner 

Eyvind Hogstad er født på Frederiksberg, opvokset i Hvidovre, og vejen til lærerjobbet gik forbi tanker om at blive forstkandidat og et smut på tyskstudiet på Københavns Universitet. 

Men i 1963 i en alder af 23 år stod han med sit eksamensbevis fra Frederiksberg Seminarium – med linjefag i tysk. 

”Dengang kunne vi nyuddannede lærere vælge og vrage, og stillingsopslag lokkede med embedsbolig med væg-til-væg-tæppe, og skoleledere portrætteret i badebukser under overskriften ’din skoleleder venter dig”, fortæller Eyvind Hogstad. 

Selv valgte han at forlade Sjælland til fordel for Fyn. For på Dalby Kommune- og Realskole – i dag Hindsholmskolen - kunne han få et lovende skema med timer i tysk, engelsk, dansk og biologi, og året efter skulle han føre en klasse op til afgangseksamen efter 3. real. 

”Så der var noget at rive i, og samtidig har jeg altid været ornitologisk interesseret, og området omkring Kerteminde har en skøn natur”, fortæller han. 

Den første grundløn var 1.200 kroner om måneden. Med overtimer blev indtjeningen tit fordoblet. Tjenesteboligen - inklusive garage kostede 96 kroner månedligt. Heraf de 30 kroner for garagen.

Kongelig udnævnt skoleinspektør 

I 1966 blev Dalby kommune en del af Kerteminde storkommune. Det betød, at skolens leder H.U. Rosseau søgte væk, da han nødig ville underlægges stadsskoleinspektøren i Kerteminde. 

Som lærerrådsformand så Eyvind Hogstad ansøgerne til lederjobbet og blev bekymret.

”Jeg gik hjem til min kone og sagde; det er nogle sløje afløsere, så jeg må hellere selv søge jobbet. Så jeg tog en tur rundt til skolekommissionens medlemmer og endte med at få stillingen, der havde betegnelsen førstelærer, da skolen var landsbyordnet”. 

Året efter blev skolen købstadsordnet, og titlen blev i stedet skoleinspektør – kongeligt udnævnt af kong Frederik 9. I en alder af bare 28 år. 

"I alt blev det til 16 år på skolen i Dalby, men på det tidspunkt fik jeg honnette ambitioner”, siger Eyvind Hogstad. 

Assens, Løgstør og Hirtshals 

Derfra gik karrieren videre til Assens Kommune, først som ledende skoleinspektør, hvor han både agerede skoledirektør og skoleleder for Borgerskolen. Efter et år blev det dog en ren skoledirektør-stilling, og Eyvind Hogstad blev derfor flyttet ind på rådhuset. 

Det blev i alt til 10 år i Assens, og derefter rykkede han mod Nordjylland – først to et halvt år som skoleleder på Bakkeskolen uden for Løgstør. 

”Jeg havde mistet min kone i 1985, hun døde af lungekræft som kun 44-årig. På et kursus i Hirtshals havde jeg mødt en morderlig sød lærerinde, som jeg gjorde kur til, så jeg havde en grund til at søge mod nord”, fortæller Eyvind Hogstad. 

De 110 kilometers skolevej fra Hirtshals, hvor den udkårne – og nuværende hustru – Jette boede, blev dog for meget, så efter to et halvt år fik han i stedet job som skoleleder på Ulvkærskolen i Hirtshals. 

”Skolen var kendt for, at lærerne var temmelig autonome og lidt røde i kanten, og jeg er langt fra at være ræverød. Så der blev lidt tumult og trakasserier blandt andet om fagfordelingen, men efter at skolebestyrelsen tydeligt havde slået fast, at de ønskede en leder med de principper, jeg stod for, og efter vi havde talt tingene igennem, faldt der ro over gemytterne”, forklarer Eyvind Hogstad. 

Ro og orden forudsætning for undervisning 

Selv karakteriserer han sig som en lidt gammeldags, konservativ skoleleder, der mener, at ro og orden er en forudsætning for al undervisning. Både når det gælder ro i timerne, men også ro til skolerne. 

”Hirtshals var en meget fremsynet kommune, og det var nogle både lærerige og udviklende år. Nogle af ideerne fra forvaltningen var gode, andre duede ikke, og der var lidt en tendens til, at læreren blot skulle fungere som en art konsulent, der skulle gå ved siden af ’det kompetente barn’ i stedet for at gå foran og vise vejen”, siger han.

Eyvind Hogstad mener, at lærerens rolle er at være elevens vejleder og voksne ven. Ikke elevens konsulent eller bonkammerat. Og han ser folkeskolen som en kultur- og dannelsesinstitution. 

”Folkeskolen skal kultivere og danne folket. Det kan den kun gøre, hvis den har identitet som netop en skole – ikke som hjem, fritidshjem eller pædagogisk supermarked – og hvis den har autoritet som samfundsinstitution”, sagde han blandt andet i sin afskedstale til de ansatte, da han gik på pension i juni 2005 efter 13 år som skoleleder på Ulvkærskolen.

Savner stadig skolen 

At han valgte at gå på pension i en alder af knap 65 år, handler om muligheden for en tredje alder med tid til at lave andre ting. Samtidig gik hustruen på efterløn samme år. 

Tiden er blevet brugt på en masse rejser, på den store familie med i alt fire døtre, syv børnebørn og et enkelt oldebarn. Og på landejendommen i Mygdal mellem Hirtshals og Hjørring. 

”Vi har to en halv hektar jord, så der går meget tid med at passe og pleje ejendommen”, forklarer Eyvind Hogstad. 

Selvom det er 18 år siden, han blev pensionist, savner han stadig skolen. 

”Jeg savner mit publikum, ikke fordi jeg skal stå og blive tiljublet, men jeg savner at samarbejde og samvirke med andre mennesker. Jeg savner at sætte ting i gang, og sommetider savner jeg også at undervise”. 

Hans bror og hustru står bag landsforeningen Skolens Venner, og Eyvind Hogstad har flere gange overvejet, om han skulle blive frivillig hjælpelærer ad den vej. 

”Men jeg tror ikke, jeg kan lade være med at blande mig, så det er nok ikke en god ide”. 

Hug og slag i skolen 

Til gengæld følger han fortsat skolens udvikling nøje. For han nærer en stærk interesse for folkeskolen – i et både nutidigt og historisk perspektiv. 

Derfor tævede lærerne løs

I forhold til det historiske udgav han i marts i år en lille bog om, hvordan små og store skoleelever er blevet straffet og mishandlet fra 1500-tallet til slutningen af 1900-tallet.

Selv kalder han den 88 sider lange bog ’Hug og slag i skolen’ for et essay, fordi han ser det som en personlig beretning. 

Bogen kom i stand, fordi hans gymnasiekammerat og historiker Allan Tønnesen bad ham skrive et indlæg til en bog om rytterskoler. 

”Jeg afleverede 40 sider, men Allan skulle kun bruge halvanden side, så jeg udgav det som bog i stedet. For det er vigtigt, at folk bliver gjort opmærksom på barnesynet gennem tiden”, mener Eyvind Hogstad. 

Folkeskolereformen var et fejlgreb 

I forhold til nutidens skole er han bekymret for den manglende respekt om skolen som institution og om lærerne. For den megen larm og uro i timerne og de manglende kundskaber. 

Han betegner folkeskolereformen som et totalt fejlgreb med de lange skoledage, inklusion, detailstyring og den ødelæggende Lov409. 

Ud over en ny arbejdstidsaftale, der kan bidrage til en højnelse af lærernes selvforståelse og en større respekt for lærergerningen, mener Eyvind Hogstad, at der er brug for blandt andet et løft af læreruddannelsen, kompetente skoleledere, et øget samarbejde med forældrene allerede før skolestart samt øget brug af undervisningsdifferentiering og holddeling. 

Som i et udviklingsprojekt, Ulvkærskolen kørte i starten af 00’erne. Her blev de to yngste årgange slået sammen, og eleverne inddelt i forskellige hold af kortere eller længere varighed i forhold til deres faglige niveau i forskellige fag. 

”Samtidig skal forældrene slippe deres børn og holde op med den ustandselige indblanding i skolens virke. Som jeg altid sagde i mine velkomsttaler: 'Det er helt i orden, at I betragter jeres barn som unikt, men her betragter vi det som et nummer i rækken. Her skal jeres børn opleve at være en del af et fællesskab, fordi det er vigtigt for jeres børns videre liv'”, slutter Eyvind Hogstad.