»Hvis nogle kritiserer den lokale arbejdstidsaftale i Viborg, så er det, fordi de ikke har forstået den«, siger Søs Staun, lærer og tillidsrepræsentant på Houlkærskolen, med et drillende smil. Hun understreger, at det naturligvis er groft og firkantet stillet op, men hun oplever, at deres lokale arbejdstidsaftale rummer mange muligheder for, at lærerne selv kan tilrettelægge deres arbejdsliv. Der er plads til at planlægge undervisningen mere optimalt ud fra pædagogiske principper, og det tilgodeser både eleverne og lærerne.

Siden 2007 har alle lærere på folkeskolerne i Viborg Kommune arbejdet under en lokal arbejdstidsaftale, som kommunen og lærerkredsen er blevet enige om.

Som et resultat af overenskomsten fra 2008 skal alle kommuner og kredse forsøge at blive enige om en lokal arbejdstidsaftale. Viborg og 16 andre kommuner har allerede en lokal aftale, en såkaldt KTO-aftale, hvor værdigrundlaget meget ligner den centrale aftale, der grundlæggende bygger på, at der skal være mere fokus på opgaven i stedet for tiden.

Aftalen giver plads til skiferie

I Viborg er arbejdstiden delt op i fire kategorier: Undervisningstid (U), undervisningsrelateret tid (UR), tid til samarbejde og udvikling (S) og funktionsbestemt tid (F). En lærer kan maksimalt undervise 25 lektioner om ugen. Hver gang man har en undervisningslektion på 45 minutter, udløser det automatisk også 45 minutter til forberedelse.

Når ledelsen har udmøntet timerne, så udformer hvert team på Houlkærskolen selv en fagfordeling.

»Det betyder, at vi selv bestemmer fagdage, temauger, holddelt undervisning, og hvilke lærere der skal med til skolehjem-samtaler. Vi sidder jo med personlige erfaringer og kan dermed bedre udnytte resurserne«, fortæller Søs Staun, der underviser i udskolingen. Her får eleverne et grundskema med løbende skemaopbrud. Opbruddene bruger de til perioder med holddelt undervisning, fagdage og temauger.

»Så kalder vi lærere ekstra ind i forhold til de emner, vi arbejder med. Men det betyder jo også, at de skal have fri på andre tidspunkter, og så kan man måske lige pludselig få fri for eksempel til en skiferie. Hvad der jo ikke rigtig var muligt tidligere«, siger hun.

Men det kan også giver problemer, når beslutninger, der tidligere lå hos ledelsen, nu ligger blandt kolleger.

»Jeg synes, at det er rigtig svært, for hvem skal bestemme, hvem der skal have fri«, siger Gitte Jørgensen, lærer på mellemtrinet.

Houlkærskolen er bygget i klynger, der opdeler eleverne i indskoling, mellemtrin og udskoling, og for nogle år siden besluttede lærergruppen for udskolingen sig for at udnytte opdelingen til at arbejde med selvstyrende team. Søs Staun beskriver det derfor ikke som en kæmpe omvæltning for dem at skulle være under den nye arbejdstidsaftale, da de havde arbejdet ud fra lignende principper, som den lokale arbejdstidsaftale bygger på.

I begyndelsen syntes lærerne, at de brugte meget tid på administration og optælling af timer for at holde styr på skemaopbrud, fagdage og møder. Men nu har de en koordinator på hver årgang til at have overblik. Det betyder, at de nu synes, at de begynder at kunne bruge tiden til at fokusere på det pædagogiske og faglige arbejde.

Hvor udskolingen har flere erfaringer med teamsamarbejde, så er de på mellemtrinet stadig i gang med implementeringen.

»Det er en hård proces og lidt af et puslespil at få skemaer og møder til at hænge sammen. Og jeg savner pædagogisk ledelse til nogle af teammøderne. Ellers ender det med, at koordinatorerne bliver nogle skrappe mostre, og det har vi ikke lyst til«, siger Gitte Jørgensen, koordinator på 6. årgang.

Fælles forberedelse

Ud over at arbejdstidsaftalen udnytter skolens resurser bedre, så føler Søs Staun også, at lærernes personlige kompetencer bliver bedre udnyttet.

»Hvis jeg for eksempel er god til folkeviser, så planlægger jeg et forløb, som vi kan bruge på hele årgangen. Tidligere planlagde vi hver især, men nu udnytter vi hinandens kompetencer. Men det har også krævet tilvænning at acceptere, at andre kan gøre det lige så godt i ens klasse«, siger hun.

Og så lægger aftalen også mere op til fælles forberedelse end forberedelse i hjemmet. Det har også krævet tilvænning for nogle lærere.

»Nogle har savnet at tage hjem og forberede undervisningen, men det hænger jo bare ikke sammen med den lærerrolle, som der er i dag«, siger Søs Staun.

Gitte Jørgensen synes fordelen er, at lærerne er kommet tættere på hinanden. Det resulterer i en del forløb på tværs af klasserne. Hendes årgang skal for eksempel have kunstdag, hvor de skal skabe udsmykning. Så bytter hun plads med sløjdlæreren den dag og giver ekstra matematik i den klasse, han skulle have undervist i.

Hun oplever, at det er givende at have bedre mulighed for at være sammen med eleverne i længere tid. Hun er også tilknyttet specialundervisning og har derfor undervist de svageste elever i matematik, da de havde niveaudelt undervisning for hele årgangen.

»Det var rart for børnene at se, at der var andre på årgangen med samme problemer som dem selv. Og sådan et forløb rykker meget«, siger hun.

Fravær planlægges med kollega

Teamet for udskoling har valgt selv at stå for vikardækning ved kendt fravær som for eksempel kursusdeltagelse. Her planlægger teamet, at lærere for samme klasse bytter timer, så den ikke går glip af undervisning.

»Vi har fået mange meldinger fra forældrene om, at de oplever, at eleverne får mere undervisning, fordi de sjældent får en tilfældig vikar eller aflyst timer«, siger Søs Staun.

Men ellers har skolen ikke oplevet de store reaktioner fra forældrene. De har holdt et forældremøde for hver årgang, før det hele trådte i kraft, hvor de forklarede om konsekvenser af aftalen.

Skolen har fastlagt, at hver klasse har et forældremøde og to skole-hjem-samtaler om året. Hver lærer har 155 timer (S-tid) årligt til samarbejde og udvikling, som dækker alt samarbejde kollegialt, med forældrene og eksternt. Efter at ledelsen har disponeret over en del af S-tiden, så skal teamene prioritere, hvilke lærere der deltager i forældremøder, og hvor lang tid en skole-hjem-samtale tager, for at få det endelige regnestykke til at gå op.

Sidste år valgte de at skære på tiden ved skole-hjem-samtaler, så hver elev fik ti minutter to gange om året i stedet for to gange 20 minutter som tidligere.

»Nogle lærere kommer ikke naturligt op på 155 timers S-tid, og så påtager de sig andre samarbejds- eller udviklingsopgaver. På den måde hjælper vi hinanden mere organiseret«, siger Gitte Jørgensen.