Som forskere med skolens lærere og børn som forskningsfelt var årets skoleforskningskonference »God undervisning i morgendagens skole« et kærkomment initiativ fra Danmarks Lærerforenings side - for det er vigtigt, at vi får etableret et godt samarbejde mellem praktikere, politikere og skoleforskere.

Når vi alligevel har valgt at skrive denne kronik, skyldes det, at vi er usikre på, om vi - politikere, forskere og praktikere - egentlig har en fælles forståelse af, hvad der skal til, for at undervisningen i morgendagens skole kan blive god. Er vi enige om, at god undervisning ikke blot kræver et fokus på didaktiske værktøjer, interventioner og planlagte løft af lærernes kompetencer, men også kræver en villighed til at se på de organisatoriske rammer for skolen?

Vi må undersøge, hvor det knirker

Forskere: Mere skolepolitik i læreruddannelsen kan mindske lærerflugt   

En underliggende præmis for god undervisning er, at lærerne har mulighed for at forholde sig til det enkelte barn, og at det enkelte barn har mulighed for at indgå i skolens undervisning som elev. Desværre oplever mange lærere i dag, at de ikke kan etablere en undervisning, hvor børnene har gode vilkår for at deltage.

Det knirker i skolen. Nogle lærere forklarer, at de er nødt til at tage til takke med at etablere »den bedst mulige« undervisning i stedet for »den gode« undervisning.

Nogle lærere oplever, at der er for mange børn i klassen, at børnene er for forskellige, eller at børn falder ud af undervisningen, omend de er til stede i klassens fysiske rum. Som en lærer udtrykte det: »Når jeg skal undervise, har jeg 28 børn i klassen. Der er to børn, som slet ikke kan være i klassen, der er to kraftigt ordblinde, og ⅓ af børnene har bare en svær barndom. Så bliver det svært«.

Denne lærers beskrivelse af hverdagen er ikke unik. Det er desværre almindeligt, at lærere oplever ikke at slå til, når klassens mange og meget forskellige børn skal deltage i undervisningen. Eksempelvis peger undersøgelsen »Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?« på, at rigtig mange lærere begrunder deres stop med manglende tid til at forholde sig til børnene - fagligt såvel som socialt.

Det er vigtigt at understrege, at når lærere påpeger det problematiske i, at de ikke har tid til det, de kalder »relationsarbejdet«, så handler det ikke om, at de prioriterer hygge og trivsel på bekostning af, om børnene lærer noget. Som Louise Klinge for nylig har påpeget i sin ph.d.-afhandling, »Lærerens relationskompetence«, er lærerens relation til eleven af afgørende betydning for god undervisning. Trivsel og læring er altså ikke to konkurrerende dagsordener, men to facetter af god undervisning.

God undervisning er en social relation og ikke en leverance eller en ydelse, der bare kan overbringes af hvem som helst, der er i stand til at levere den to procent hurtigere og billigere end sidste år.

Prisvinder: Relationsarbejdet svigtes på læreruddannelsen og i skolen  

Uheldigvis har der fra politisk hold de seneste år været en tendens til at forstå undervisning som en leverance eller en ydelse, der som ethvert andet produkt kan føre til en særlig mængde »læringsudbytte«. I en iver efter at måle på forholdet mellem input og output har man fra politisk side negligeret den helt centrale betydning af de sociale relationer mellem lærere og elever. I den forbindelse savnede vi på årets konference en tydeligere opmærksomhed på samspillet mellem de organisatoriske og politiske rammer for skolen og den måde, hvorpå undervisningen kan komme til udfoldelse som social relation.

Der er nogle forhold i skolen, som knirker så meget, at det forstyrrer lærernes arbejde med at skabe gode relationer til eleverne. Disse organisatoriske forhold må og skal vi ændre, hvis vi ønsker, at morgendagens skole skal lykkes med at skabe det, som vi alle ønsker - nemlig en praksis, hvor alle børn kan deltage i undervisningen på en lærerig måde.

Det handler også om organisering

Det er ikke meningsfuldt at diskutere god undervisning uafhængigt af skolens organisering, og selv om konferencen om skoleforskning var et velkomment skridt på vejen, bar den præg af, at nogle oplæg handlede om politik og organisering, mens andre handlede om didaktik og eksempler på vellykket undervisning - hver for sig.

Vi savner forskning, der beskæftiger sig med, hvordan organiseringen af skolen indvirker på den undervisningsrelation, der udfolder sig mellem lærere og elever.

Skolens organisering holder sig nemlig ikke uden for klasseværelserne som en ekstern og fjern størrelse, som politikere og ledere beskæftiger sig med, mens lærere og pædagoger - helt upåvirket heraf - forholder sig til eleverne og deres læreprocesser.

Når man fra politisk hold betragter undervisning som en leverance og læreren som en flytbar resurse, der kan omplaceres efter behov, betyder det noget for måden, som den gode undervisning kan eller ikke kan komme til udfoldelse på - som relation. Og når man fra politisk hold insisterer på, at lærere skal undervise på den måde, som de ved virker, betyder det noget for, om lærere sammen med deres elever tør udforske nye emneområder og innovative måder at samarbejde på.

Når vi i dag diskuterer, hvordan vi sikrer god undervisning i morgendagens skole, er det tvingende nødvendigt, at vi tager udgangspunkt i det, som ikke fungerer godt nok her og nu - ikke bare didaktisk og med henblik på at sikre lærernes »kompetencer«. Vi må også diskutere skolepolitik og skoleorganisering. Vi må med en saglighed, som undlader quick-fix og introduktionen af endnu flere smarte værktøjer, diskutere undervisning som noget, der er forbundet med skolens rammer.

En ny undersøgelse peger på, at lærere går til lærergerningen med en klar forventning om, at relationen til eleverne skal udgøre kernen i deres fremtidige lærerarbejdsliv. Det er positivt. Men hvis vi skal have lærere, der kan udøve god undervisning i morgendagens skole, må vi ikke stirre os blinde på didaktiske metoder, »der virker« i forhold til et målbart »læringsudbytte«. Vi må også sørge for, at skolens fremtidige organisatoriske rammer tillader, at lærerige relationer mellem lærere og elever kan komme til udfoldelse.