Bondo er enig med KL om ledelse

KL og Danmarks Lærerforening må sammen tage ansvaret for at skabe en overordnet ramme, så der kan frigøres tid til moderne skoleledelse, siger DLFs formand

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Derfor må Danmarks Lærerforening komme tilbage til forhandlingsbordet med et mere nutidigt syn på ledelse«, står der i slutningen i en leder i KLs blad »Danske Kommuner«.

»Jeg er dybt forundret«, siger Anders Bondo Christensen. »Intet er ændret, siden vi forhandlede i efteråret, og Kjeld Hansen (KLs politiske chefforhandler. Redaktionen) har bekræftet, at han selvfølgelig står ved den fælleserklæring, vi udsendte sidste år, og de udtalelser, han dengang kom med til Folkeskolen«.

Forhandlingerne om lærernes arbejdstid blev afbrudt i november, og i en pressemeddelelse slog parterne fast, at der skal forhandles igen til foråret. Man konstaterede, »at der er brug for mere tid til en dialog om blandt andet de opgaver, der har direkte sammenhæng med undervisningen, og om ledelse i forhold til undervisningen«. Og parterne var »enige om, at det er en vigtig forudsætning for den videre proces, at der også på disse områder nås frem til et fælles udgangspunkt«.

Men lederen i »Danske Kommuner« kunne tyde på, at nogen har villet kæntre processen, allerede inden drøftelserne er begyndt. Hvad er der galt? Hvad er »skoleejerne« og DLF uenige om?

Enighed om ledelse

I en spritny pjece fra KL (se artiklen side 6) står der i et afsnit om ledelse:

»En rummelig skole bygger på overensstemmelse mellem mål, kompetencer, strukturer og resurser. Det er ledelsens opgave at lede samspillet herimellem med henblik på synergi og målopfyldelse. I en rummelig skole arbejder medarbejderne i team, og på et stigende antal skoler organiserer ledelsen sig ligeledes i ­team. Samarbejde, dialog samt udnyttelse og udvikling af viden og handleberedskab er afgørende på alle niveauer«.

Er DLF uenig i det ledelsessyn?

»Jeg er utrolig enig i mange af de ledelsesovervejelser, der står i det hæfte. KL siger oven i købet, at det skal være afdelingsteam, der skal have ansvaret for resurseanvendelsen. Jeg er helt enig. I Danske Kommuner bruger man en dobbeltside til at beskrive KLs opfattelse af skoleledelse. Igen kan jeg sige, at jeg er fuldstændig enig«, svarer Anders Bondo.

»Jeg har hele tiden sagt, at når vi skal indgå en aftale, skal vi tage udgangspunkt i det, vi er enige om, i stedet for at tillægge hinanden holdninger, som vi ikke har. Det er meget lidt fremmende for at nå et resultat. Når jeg går ind i en forhandling, så er det 100 procent for at nå en aftale«, fortsætter han.

I sidste uge talte både Kjeld Hansen og Anders Bondo på en konference i Odense.

»Kjeld kom med en række meget positive signaler. Og så var der en deltager, der sagde, at han var helt bekymret over at høre, hvor enige KL og DLF er. Jeg svarede, at han skulle glæde dig over, at der er enighed om, hvor det er, at problemerne ligger, for det er forudsætningen for at blive enige. Derfor bliver jeg dybt forundret, når Danske Kommuner under overskriften KL mener tillægger os et ledelsessyn, som jeg aldrig nogensinde har givet udtryk for«.

Ifølge bladet mener DLF, at »lederne alene skal stå for administrative opgaver, personaleadministration og måske mødeledelse«. Men, siger Anders Bondo, virkeligheden er, at DLF prøver at minimere alt det, der hedder administration.

»Jeg har inviteret Danske Kommuner ud på nogle skoler, som ledes efter de principper, vi foreslår. Der kan man se, hvordan man har frigjort ledelsesresurser ved at indgå aftaler, hvor der ikke bruges tid på administration af lærernes arbejdstimer«.

Tid til ledelse

Men det betyder bestemt ikke, at der ikke er brug for ledelse. Der skal ledes i forhold til opgaveløsningen og ikke bruges tid på den enkelte lærers timeresurser. Ledelsen skal kunne koncentrere sig om visioner, pædagogik og udvikling af kvalitet. Anders Bondo er sikker på, at KL og Lærerforeningen er enige om, at det er en væsentlig kvalitet ved den danske folkeskole, at den professionelle lærer tager ansvaret for undervisningen.

»Det er en utrolig spændende diskussion, hvad god ledelse er, og vi har blandt andet hentet inspiration fra Dansk Industri, da vi holdt en fælles konference om ledelse i en vidensinstitution som folkeskolen. Det gælder om at skabe inspiration, udvikling, både for den enkelte og for helheden. Derfor må KL og Danmarks Lærerforening sammen tage ansvaret for at skabe den overordnede ramme, så vi frigør tid til den moderne ledelse, skolen har brug for«.

Hvad er det så, I er uenige om? Udefra kunne man få den mistanke, at uenigheden reelt handler om resurser. Men i »Danske Kommuner« understreger Alexander Aagaard, som jo sammen med Kjeld Hansen har ansvaret for forhandlingerne, at KL »ingen intentioner har om at få flere timer ud af den enkelte lærer«.

»Jeg har hele vejen understreget, at vi forhandler inden for en resurseneutral model, og jeg har ikke foregøglet nogen, at vi får færre undervisningstimer gennem en ny arbejdstidsaftale. Men den ledelsesfilosofi, der ligger bag den gældende aftale, har i høj grad lagt kampen om resurserne ud på den enkelte skole. Netop fordi begge parter har sagt, at det ikke er det, det drejer sig om, har vi et godt udgangspunkt for at tale både om ledelse og om lærernes arbejde«.

thejsen@dlf.org

Læs også side 22

På www.folkeskolen.dk til højre for dette interview kan man finde KLs nye pjece, »Danske Kommuner«s beskrivelse af KLs ledelsessyn og fælleserklæringen.