Lærer fra 8 til 16

Arbejdstid. Sydfyns Lærerkreds har fået mere frihed i lærerarbejdet. Nu arbejder de på at få fast arbejdstid på skolerne. Kredsen mener, at det vil komme både lærerne og forældrene til gode

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Geografiopgaver i weekenden og forældresamtaler midt i middagsmaden giver mere stress end frihed. Det mener formanden for Sydfyns Lærerkreds, Torben Møller Petersen. Derfor arbejder han sammen med Svendborg Kommune om at finde en ny måde at tænke arbejdstid på. En måde, hvor lærerne i højere grad end tidligere får fast arbejdstid på skolen og dermed også kan fanges på telefonen. 'Det er noget af et opbrud i forhold til den måde, lærerne arbejder på nu. Spørgsmålet er, om medlemmerne vil være med til sådan en model?', spørger Torben Møller Petersen. Han mener, at også forældrene ville nyde godt af, at lærerne på den måde kan have telefontid hele dagen, fordi der altid vil være en lærer fra klassens team på skolen.

'Lærere er en del af et serviceapparat, men vi står ikke til rådighed 24 timer i døgnet. Lærerjobbet skal være et dagjob med en vis fleksibilitet. Lærerne skulle have en stor pulje af timer, som teamene selv skal kunne flekse inden for', mener han.

Foreløbig ligger planerne på forhandlingsbordet. Kort før jul fik fire skoler i Svendborg tilbuddet om at prøve de nye arbejdstidsregler af. 'Det gælder om at få nogle fra virkeligheden til at se, om planerne er fuldstændig håbløse. De mente, der var mange problemer. Jeg håber, der er nogen, der har lyst til at kaste sig ud i at prøve det af, men hvis ingen har lyst, så er der ikke noget at gøre ved det', siger Torben Møller Petersen. Lærerkredsformanden forhandler videre på den positive bølge, som han for tre år siden var med til at blæse i gang sammen med Svendborg Kommune. Dengang fyldte lærernes problemer med den nye centrale arbejdstidsaftale meget på skrivebordene hos Sydfyns Lærerkreds. Sådan er det ikke længere. En ny lokal arbejdstidsaftale har betydet, at lærerne i højere grad end tidligere selv planlægger deres arbejde. 'Nu hører vi næsten intet mere. Det tager vi som et positivt tegn. Lærerne kan nu selv løse langt de fleste af de problemer, der opstår', siger kredsformanden.

Sydfyns Lærerkreds består af fem kommuner, der efter et år med den centrale aftale alle havde lyst til at prøve noget nyt. 'Det handler meget om at få begyndt et positivt samarbejde. KL havde ikke forstået aftalen. Den forsøgte hele tiden at presse flere arbejdstimer ud af lærerne. Vi fandt sammen med kommunen ud af, at vi måtte vende bøtten. I stedet for at bekrige hinanden gik vi sammen om at bruge resurserne på den bedst mulige måde', siger Torben Møller Petersen. Masser af møder For at skabe den nødvendige tillid mellem parterne brugte lærerkredsen og kommunen et halvt år med lukkede møder til at komme frem til en løsning. 'Det tog lang tid, men det gav også en rigtig god stemning mellem kredsen og kommunen. Og den positive stemning smittede af, da aftalen kom ud på skolerne. Der var en følelse af, at det her kan godt lade sig gøre', siger kredsformanden.

Han mener, at tillid mellem parterne er det, der skal til for at få samarbejdet til at flyde.

'En stor del af det handler om at fordele arbejdsbyrden på alle. Det er derfor, vi hos os ikke har lærere med 29 eller 30 ugentlige undervisningstimer', siger Torben Møller Petersen.

maria

Aftalen i Svendborg

Formålet er at skabe en ubureaukratisk, enkel og overskuelig aftale, der bygger på ledelsens tillid til, at lærerne og børnehaveklasselederne udfører et godt stykke arbejde og selv planlægger arbejdet. Lærerne har til gengæld tillid til, at kommunen ikke forsøger at udnytte deres arbejdskraft. Aftalen indebærer, at lærere normalt højst kan komme op på 25 ugentlige undervisningstimer. Før skoleåret udarbejdes et grundskema for alle lærere, som i princippet er de samme i alle 40 uger. Når der planlægges anderledes organiserede dage eller uger, tillægges den tid, der måtte mangle i grundskemaet. Hvis der er overskud af timer i forhold til disse dage eller uger, råder den enkelte lærer selv over timerne. Den enkelte/teamet sørger for, at timerne bruges til undervisning på et andet tids-punkt.