Som lærerstuderende var livet fedt. Eller vent... som lærerstuderende i praktik, var livet fedt! Det var absolut fantastisk og samtidigt frustrerende, angstprovokerende og nervepirrende. Jeg skulle planlægge undervisningsforløb til en klasse, jeg kun lige havde mødt en enkelt gang og blive overvåget af en eller flere lærere med mange års erfaring. Det var i praktikken, at ens evne til at tænke kreativt og innovativt, når det kommer til undervisningsforløb, virkelig blev udfordret. Jeg husker at sidde oppe sent om aftenen med ligegyldigt tv-støj kørende i baggrunden, på en hård spisebordsstol, imens hjernen arbejdede på højtryk med at opfinde og forkaste ideer til undervisning.  Enhver lærer ved, at undervisning ikke er noget man bare lige gør. Der ligger et hav af pædagogiske, faglige og didaktiske overvejelser samt finesser bag. Har jeg nu styr på den rigtige teori? Vil dette emne interesserer de unge mennesker i 8. klasse? Hvordan hjælper jeg den fagligt udfordrede elev? Eller eleven med diverse diagnoser?  Dengang havde jeg al den tid i verden, som jeg selv ønskede at bruge på forberedelsen, til min undervisning. I dag er tiden en ganske anden... 

Jeg ville ønske, at jeg havde brugt min studietid på at udvikle endnu flere undervisningsforløb end jeg gjorde. 

Hvorfor? 

Jo, fordi - når man går fra lærerstuderende til lærer er tiden og virkeligheden anderledes. Jeg underviser i dansk, samtlige kulturfag + tre timers madlinje om ugen. Og jeg elsker det (jeg har selv ønsket det). Men jeg drømmer mig stadig tilbage til studietiden, hvor jeg havde tiden til at opfinde alle mine undervisningsforløb selv. Hvor jeg plukkede kritisk fra diverse lærebøger og multimodale tekster, hvor jeg tegnede egne modeller, lavede læringsvideoer, hjemmesider og meget mere.  Nogle ting er selvfølgelig lettere som lærer end studerende. Nu kender jeg rent faktisk mine elever og ved hvilke pædagogiske værktøjer, jeg skal gøre brug af i forskellige situationer. Jeg er også blevet mere bevist om egne grænser.  Men jeg er ikke tilfreds med, at min undervisning i højere grad bliver bestemt af Clio Online end mig selv.

Fair skal være fair, jeg synes Clio er en god portal med meget at byde på, men jeg er selvfølgelig ikke enig i alt, hvad de foreslår. Nogle gange er materialet ikke uddybende nok til mine elever og andre gange er det alt for prætentiøst for mine elever.  Mine to seneste ottende klasser er uden sammenligning. Materiale, der har virket i den ene klasse virker overhovedet ikke i den anden. Derfor kan undervisning og dannelse ikke overdrages til standardiserede portaler. Der er nødt til at være en lærer, der sorterer og formidler, tænker kreativt og innovativt. Men hvad gør man så, når man ikke har tiden?

Hvorfor er tiden en anden nu, end den var før? Vil en udestående nok spørge om. 

Jo, fordi - der er pludselig noget, som hedder en arbejdstidsaftale. Og hvis du ikke overholder den, er du en morakker. Jeg har fantastiske, hjælpsomme og elskværdige kollegaer, som jeg er nødt til at være rimelig over for. Samtidig med, at jeg er nødt til at være rimelig over for mig selv. Hvis jeg vil arbejde gratis, kan jeg melde mig ind i Red Barnet eller en af de mange andre gode frivillige organisationer.  Jeg underviser 24 lektioner om ugen, har 2 lektioner som klasselærer i to klasser. Mine klasser er på henholdsvis 28 og 24 elever (det bliver til mange stile samt læse- og retskrivningsprøver, der skal rettes i løbet af året) og jeg har 11 lektioner til forberedelse, hvor flere bortfalder til diverse møder, og resten skal så bruges til at planlægge 5 fag samt rette diverse opgaver.

Jeg elsker mit arbejde imens jeg tænker velkommen til virkeligheden og farvel til studietiden. Jeg er ked af, at politikerne og en stor del af befolkningen ikke havde tiltro til lærergerningen. Tiltro til, at læreren faktisk brugte tid på at tilpasse, differentiere og justere samt tænke kreativt og innovativt, når det kom til at undervise Danmarks fremtid - nemlig børnene.