Danmarks Lærerforening har indrykket denne annonce i en række dagblade til morgen.
Bondo: Lærerne kan ikke overholde loven
Fra 2009 til 2014 nedlagde kommunerne 12 procent af lærerstillingerne i folkeskolen. I samme periode faldt elevtallet kun med 4 procent. "Mig bekendt har intet andet område i den offentlige sektor været udsat for tilsvarende besparelser", sagde Anders Bondo i sin beretning på Lærerforeningens kongres i dag og efterlyste skolepolitiske reaktioner på de besparelser, som den nye regering har lagt på kommunerne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"I 2013 lovede KL og regeringen guld og grønne skove: Når bare lederen fik mulighed for at tildele lærerne den forberedelsestid, læreren havde brug for, i stedet for en aftalebaseret tildeling, ja så ville det hele blive meget bedre", sagde Anders Bondo med direkte adresse til politikere i både KL og folketing", sagde han og udstedte et løfte til medlemmerne:
"Vi vil have massivt fokus på arbejdsmiljøet, og vi vil dokumentere det, når der er problemer. Ingen vil se os fjolle rundt med en ja-hat nede over øjnene, så vi bare ignorerer, hvis medlemmerne sundhed og helbred er på spil. Det kan jeg godt garantere jer for".
"Jeg bliver nødt til at gentage mig selv: en lærer med 28, 29 eller 30 undervisningslektioner - eller endnu flere - og med 4-5 timer til at forberede dem, kan umuligt leve op til de krav til undervisningen, der er formuleret i loven".
Invitation til debat: Hvad vi vi med skolen?
"Jeg er godt og grundigt træt at høre fra politikere og embedsmænd, der aldrig har stået med ansvaret for en undervisningsopgave sige, at vi bare skal bare gøre tingene på en anden måde. Vi kan ikke bedrive undervisning ved at bruge en kollegas forberedelse eller ved at hive et færdigt it-baseret undervisningsforløb ned fra nettet. Det er en helt anden undervisning, I har lovet elever og forældre - det er en helt anden undervisning, I fastlagde i den lov, I selv har ansvaret for".
'Omprioritering'
"Og hvad sker der så nu? Ja, uden de store sværdslag har KL på kommunernes vegne accepteret, at der skal findes midler til en såkaldt omprioriteringspulje - endnu et nydansk ord for besparelser. I de budgetter, der forhandles i disse dage, drejer det sig om 500 mio. og fra forhandlingerne næste år drejer det sig om 2,4 milliarder kroner. Hvor er partierne fra folkeskoleforliget i den sammenhæng? Hvorfor står ordførerne ikke på barrikaderne og fortæller, at deres ambitiøse folkeskolelov umuligt kan gennemføres, hvis omprioriteringspuljebesparelserne fedtes af på folkeskolen - der er tværtimod brug for massiv investering i folkeskolen. Med Jakob Mark fra SF som eneste undtagelse er der total tavshed. Der er en alvorlig risiko for, at historien endnu en gang gentager sig: Politikerne på Christiansborg gemmer sig bag det kommunale ansvar, mens kommunalpolitikerne undskylder sig med, at det er Christiansborg, der bestemmer".
Se formiddagens kongres, herunder Anders Bondos beretning
Læs mere
Anders Bondos mundtlige beretning (pdf)