”Det er med tilfredshed, at vi har kunnet forlænge den eksisterende arbejdstidsaftale med Lolland Kommune i skoleåret 2013/14”, lyder det fra formand for Lolland-Falsters Lærerforening Henrik Hansen

Lærere på Lolland får fornyet arbejdstidsaftale

Lolland Kommune og Lolland-Falsters Lærerforening har forlænget den nuværende A08 aftale for næste skoleår. Som noget nyt afsættes der tid til lærerne til inklusion og til et pædagogisk udviklingsprojekt.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er med tilfredshed, at vi har kunnet forlænge den eksisterende arbejdstidsaftale med Lolland Kommune i skoleåret 2013/14", lyder det fra formand for Lolland-Falsters Lærerforening Henrik Hansen i en pressemeddelelse.

Aftalen bygger videre på en A08-aftale, som kun har været i funktion i dette skoleår, og der er derfor tale om få justeringer. Der bliver blandt andet sat 12 timer af til lærerne til møder om inklusion. Derudover får lærerne seks timer til et pædagogisk udviklingsprojekt. Mens lærere, som står for prøver i udskolingen, får lidt færre timer i forhold til sidste år til prøveafvikling og rettelse af skriftlige opgaver.

Kommuner indgår arbejdstidsaftaler med lærerne

 

Positive tilbagemeldinger

I mandags mødtes skoleledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter for at evaluere aftalen med dem, der har forhandlet aftalen fra kommune og kreds. Henrik Hansen oplyser, at kreds og kommune er enige om, at A08-aftalen "giver et solidt og fleksibelt grundlag for arbejdet i folkeskolen".

"Aftalen giver lærerne et professionelt råderum og et selvstændigt ansvar for undervisningsopgaven. Aftalen giver lederne muligheder for pædagogisk ledelse og er samtidig et fleksibelt ledelsesværktøj. Vi er også enige med kommunen om, at arbejdstidsaftalens muligheder kan og skal udforskes, udfordres og udvikles løbende", lyder det fra Henrik Hansen.

Herlev indgår reformforberedende arbejdstidsaftale