Formand for lærerne i Faxe Mette Brendstrup er glad for den nye lokale arbejdstidsaftale, som kreds og kommune er blevet enige om.

Ny aftale: Loft over undervisningen og sikret tid til forberedelse i Faxe

I går kunne lærerkredsen i Faxe og Faxe Kommune præsentere en arbejdstidsaftale, der sikrer, at lærerne maksimalt får 790 årlige undervisningstimer. Aftalen sikrer også en opblødning af tilstedeværelseskravet, en attraktiv to års ordning til nyuddannede lærere og afsat tid til teamsamarbejde.

Offentliggjort

LOKALAFTALEN I FAXE

  • Klare mål
  • Et styrket professionelt råderum for lærerne
  • Tydelige rammer for det fælles skolevæsen, herunder forteamsamarbejde, opgaveoversigter, undervisning ogforberedelse 
  • Attraktive forhold for nyuddannede og nyansatte lærere
  • Et undervisningsmax for den enkelte lærer ogbørnehaveklasseleder på 790 timer ift. det udvidedeundervisningsbegreb.      
  • En forberedelsesfaktor på 0.475 pr. undervisningstime
  • Præcise aftaler ved efter- og videreuddannelse
  • Aftalt et videre forløb omkring styrket forældresamarbejde,fastholdelse af ansatte lærere og afbureaukratisering.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er den første reelle arbejdstidsaftale i Faxe, som formand for Lærerkredsen Faxe-Vordingborg Mette Brendstrup Laursen og Centerchef for Børn og Undervisning Rikke Westergaard sammen kunne præsentere for lærerne.

"Jeg er ambitiøs på Faxes skolevæsen vegne. Jeg håber, at lærerne også oplever med arbejdstidsaftalen, at de bliver højnet i deres professionelle råderum til gavn for de elever, som vi alle vil det bedste. Jeg forventer, at undervisningen vi giver til eleverne og det miljø vi skaber for eleverne vokser", siger Rikke Westergaard. 

Indtil nu har der været et administrationsgrundlag, som kreds og forvaltning har været enige om, men meget var aftalt på skolerne, fortæller kredsformand Mette Brendstrup Larsen.   

"Der vil stadig være en del, der bliver forhandlet på skolerne, men der er lagt mere ind i en aftale, så det vil blive mere ens på skolerne, end det har været indtil nu. Der sendes et signal om et fælles skolevæsen, det er en god ting".

Arbejdstid: Lærerne i Brønderslev får loft over timetallet 

 

Færre undervisningstimer

Mette Brendstrup er sikker på, at lærerne vil kunne mærke den nye aftale i deres skolehverdag.

"Vi har fået et loft over undervisningen på 790 timer alt inklusiv både for lærere og børnehaveklasseledere. Og det er også i forhold til det udvidede undervisningsbegreb altså inklusiv eksempelvis lejrskoler og skolefester", siger hun og er samtidig glad for, at det er lykkes at beholde den forberedelsesfaktor, som var en del af administrationsgrundlaget.

"Vi har en forberedelsesfaktor på 0,475 per time. Det svarer til 28 ½ minut per time. Den har vi bevaret. Med loftet over undervisningstiden vil der blive skabt luft til lærerne. Det er en vældig transpant måde at gøre det på. Jeg er glad for faktordelen, fordi når man underviser meget, så får man også mere forberedelse. Men før blev de nødt til at løse andre opgaver i forberedelsestiden. Nu håber jeg, at der med et undervisningsmax. bliver mere tid til opgaverne rundt om undervisningen".

Kredsen spurgte før forhandlingerne lærerne, hvad de ønskede mest af en arbejdstidsaftale. Her var svarene tydelige - loft over undervisningstiden og mere fleksibel arbejdstid. Begge dele er blevet en del af aftalen, fortæller Mette Brendstrup Larsen.

"Der bliver reelt opblødning af tilstedeværelsen. Den enkelte lærer vil opleve et større professionelt råderum".

Men den nye aftale kommer også til at betyde noget for de muligheder, der er på skolerne.

"Der er ikke flere penge, så der skal fjernes nogle opgaver og noget skal gøres anderledes. Det bliver en benhård prioritering. Vi vil følge tæt, at aftalen bliver udmøntet, som det var meningen i forhandlingsrummet. Men der har været et meget tillidsfuldt klima, så det har jeg fuld tiltro til".   

Rikke Westergaard er enig: 

"Det hele er ikke løst med aftalen. Nu skal den ud at leve. Men forhandlingsklimaet har været rigtig godt. Og vi har fået en rigtig god aftale". 

Hillerød har fået en arbejdstidsaftale 

Mentor og tid til nye lærere

En del af formålet med den nye aftale er at tiltrække og fastholde lærere til Faxe. Det håber Mette Brendstrup, at en ordning for nyuddannede og nye lærere i kommunen kan være med til.

"Nyuddannede lærere får max. 25 lektioner om ugen i to år. Derudover skal de have 30 timer ekstra til forberedelse og 20 timer til at gå til møder med en mentor, og mentor skal have 20 timer til at gå til møder med de nyuddannede. For nyansatte er der også et e-tårigt mentorforløb, som guider dem ind i kommunen".

Hun sætter også pris på, at aftalen sætter klare rammer for tid til lærernes efter-videre-uddannelse.  

"Der er megatydelige rammer for lærernes efter- videreuddannelse. Jeg tror, vi er en af de eneste kommuner, der helt tydeligt har med i aftalen, hvordan der afregnes for efter-videreuddannelse. Det er rigtig fine rammer, at man bliver afregnet ordentligt ved efter-videreuddannelse", siger Mette Brendstrup.

Rikke Westergaard understreger, at aftalen også forpligter kreds og kommune til at samarbejde om yderligere udvikling i kommunen. 

"Vi har aftalt fire områder, som vi har forpligtet os til at arbejde videre på. Forældresamarbejde, fastholdelse af nuværende lærere, afbureaukratisering og at vi sammen vurdere undervisningstiden - herunder kunne jeg også godt tænke mig at vi kiggede på vikarer".

Arbejdsaftalen er med virkning fra skoleåret 2019/2020.

Læs mere

Arbejdstidsaftale for lærere og børnehaveklasseledere i Faxe2019/2020