Formand for lærerne i Mariagerfjord Dorte Carstens - her ved en demonstration i forbindelse med Erik Schmidt-sagen - er glad for den måde, lærernes forberedelsestid sikres, når det ikke har været muligt at tilføre ekstra resurser.

Mariagerfjord-lærere sikres professionelt råderum

Den 28. februar skal byrådet i nordjyske Mariagerfjord tage stilling til en lokal arbejdstidsaftale, som sikrer lærerne et professionelt råderum svarende til halvdelen af den tid, de skal undervise.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter OK18 fik skolechefen i Mariagerfjord mandat til at indgå en arbejdstidsaftale med lærerne i kommunen. Efter en turne rundt til de faglige klubber på kommunens skoler i efteråret, har Mariagerfjord Lærerkreds og skolechefen forhandlet en aftale på plads. Øverst på ønskelisten stod en bedre sikring af lærernes forberedelsestid, men samtidig har Mariagerfjord Kommune en presset økonomi, så der har ikke været åbnet for tilførsel af ekstra resurser. Men ud fra det udgangspunkt er formand for lærerne Dorte Carstens rigtig godt tilfreds med resultatet:

"I lang tid diskuterede vi muligheden for en pulje til forberedelse, men problemet er, at så ville den jo blive ens for alle, og vi ville jo også gerne have, at den afhang af, hvor meget undervisning, man har. Jeg synes, det er lykkedes at få løst rigtig mange af de temaer, der var på skoleklubmøderne".

Skolechef skal forhandle arbejdstidsaftale i Mariagerfjord 

Nettoarbejdstiden deles op

Modellen er blevet, at man som udgangspunkt maksimalt kan tildeles undervisning svarende til halvdelen af sin nettoarbejdstid på 1680 timer (dog max. 800 timer det første år efter lærereksamen og max. 820 det andet år). Den anden halvdel af arbejdstiden deles i to lige store dele til henholdsvis samarbejde med de øvrige ansatte og til lærerens eget professionelle råderum. Har man så andre opgaver som for eksempel vejleder, klasselærer, MED-udvalgsmedlem mv. trækkes timerne til de opgaver fra nettoarbejdstiden på forhånd. På den måde reduceres både undervisningstid, tid til forberedelse og tid til møder med kollegerne afhængig af, hvor mange ekstra opgaver, man har.

I den sidste tid af de langvarige forhandlinger har Mariagerfjord Lærerkreds og flere af de andre kommunalt ansattes fagforeninger været i konflikt med kommunen, fordi den i en fyringsrunde har varslet afskedigelse af seks tillidsrepræsentanter. Den sag ender formentlig i en faglig voldgift.

Sag i Mariagerfjord har kurs mod voldgift

"Det har heldigvis ikke påvirket forhandlingerne", siger Dorte Carstens. "Det har begge parter været rigtig gode til ikke at lade sig påvirke af".

Pædagoger og medhjælpere har også forhandlet arbejdstid

Samtidig med lærerforhandlingerne har Mariagerfjord også forhandlet arbejdstiden på plads for pædagoger og medhjælpere på skolerne med BUPL og FOA.

I en pressemeddelelse udtrykker konstitueret skolechef Arne Omar Sørensen tilfredshed med de aftaler, som nu skal i byrådet:

"Aftalerne viser, at vi har viljen til at finde løsninger. Jeg vil gerne kvittere for et godt samarbejde i hele processen. Vi har haft mange konstruktive drøftelser og alle parter har insisteret på ordentlighed, fællesskab og tillid, som er de bærende værdier for vores samarbejde", siger skolechefen.

"Med aftalerne understøtter vi elevernes læring og trivsel gennem et godt arbejdsmiljø for lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. Aftalerne skal holdes indenfor de budgetmæssige rammer. Derfor er der særligt fokus på omfordeling af opgaverne. Det sker blandt andet ved at fordele tiden mellem medarbejderne anderledes og herudover give mere tid til tillidsrepræsentant- og arbejdsmiljøarbejdet".

Udvalget for Børn og Familie har indstillet aftalerne til godkendelse i byrådet.

Mariagerfjord Byråd har godkendt arbejdstidsaftale

 

Læs mere

Arbejdstidsaftalen (pdf)