Anne-Marie Rasmussen har i dag forladt stillingen som direktør i Arbejdsskadestyrelsen efter voldsom kritik af styrelsens sagsbehandling

Kraftig kritik af Arbejdsskadestyrelsen - direktør forflyttes

Alvorlige fejl i behandlingen af mange sager betyder, at Arbejdsskadestyrelsens direktør i dag er flyttet til et andet job, og at flere sager skal genoptages. Det sker efter en undersøgelse, som Kammeradvokaten har foretaget. Beskæftigelsesministeren kalder de mange fejl for ”dybt bekymrende”.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kritikken af Arbejdsskadestyrelsen er kommet fra en tidligere ansat, flere advokater og fagforbund gennem et stykke tid. Det begyndte rigtigt at rulle, da en tidligere ansat jurist Hans Bøgesvang Riis i oktober 2013 skrev en kronik i Politiken, hvor han kaldte Arbejdsskadestyrelsen for en pølsefabrik. Herefter fulgte kritik fra mange andre sider, og senest har fagbladet Folkeskolen bragt et stort tema om problemerne og konsekvenserne for lærere med arbejdsskader. Her udtalte blandt andre DLF's advokat Søren Kjær Jensen voldsom kritik af  styrelsens sagsbehandling.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser er ofte helt tilfældige

I dag siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: "Det er helt afgørende, at man får den erstatning, man har krav på, hvis man kommer til skade på arbejdet. Derfor er det dybt bekymrende, at Kammeradvokatens undersøgelse viser så alvorlige fejl. Ikke mindst fordi Arbejdsskadestyrelsens afgørelser har stor betydning for mange mennesker og deres familier".

Efter kritikken i efteråret 2013 bad Mette Frederiksen om en redegørelse om sagsbehandlingen i styrelsen og Kammeradvokaten blev sat på sagen.

DLF indbringer ti læreres arbejdsskader for ombudsmanden

Sagsbehandling præget af fejl

Kammeradvokaten har undersøget 98 sager indenfor det område, der handler om tab af erhvervsevne. Kammeradvokaten vurderer at Arbejdsskadestyrelsen i 27 af sagerne ikke ville få medhold i en eventuel retssag. 20 af sagerne mangler væsentlige informationer og skal genoptages og mange begrundelser for afgørelser er mangelfulde og præget af fejl, oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Jeg var bukket under, hvis jeg ikke var født med et godt humør

"Arbejdsskadestyrelsen genoptager de sager, hvor Kammeradvokaten har fundet fejl", lover Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

"Og alle som har mistanke om, at de har fået en forkert afgørelse, skal naturligvis have mulighed for at få genoptaget deres sag. Derfor vil styrelsen også samarbejde med blandt andre fagforbund og advokater om at få identificeret andre sager, hvor der kan være fejl. Arbejdsskadestyrelsen åbner en hotline og opretter en task force, så sagerne kan behandles hurtigst muligt", siger ministeren.

Vi forsøger at hjælpe borgerne på en rettidig, troværdig og effektiv måde

Direktør flyttes

Senere i dag vil der blive konstitueret en ny direktør i Arbejdsskadestyrelsen. Den nuværende direktør Anne-Marie Rasmussen vil overgå til andre ledelsesopgaver i Beskæftigelsesministeriet.

Mette Frederiksen udtaler, at den nye direktørs vigtigste opgave bliver at gennemføre ændringer i Arbejdsskadestyrelsen, som er nødvendige for at genoprette tilliden til arbejdsskadesystemet.

"Vi skal være sikre på, at alle skadelidte får en korrekt behandling og den erstatning, de har ret til", siger ministeren.

Hun har samtidig bedt Kammeradvokaten om igen til efteråret at gennemgå området for at se om de nye initiativer, der kommer, har den ønskede effekt.