Lærer Bjarne Nielsen er en frostklar januardag i 1993 på den sædvanlige morgentur med sine elever fra centerklassen på Præstegårdsskolen i Esbjerg. Han går med to store elever i hånden, da den ene glider og falder. Uden at give slip på Bjarnes hånd. Den anden elev fortsætter, og Bjarne får et træk i armen og et vrid i ryggen.

To diskusprolapser i lænden og et farvel for altid til et liv som elitecykelrytter og badmintonspiller er konsekvensen af den morgentur. Frem til i dag har det betydet en hverdag med smerter, piller, føleforstyrrelser i begge ben og besvær med at sidde og gå.

»Her tager en to årtier lang og opslidende sagsbehandling sin begyndelse«, fortæller Bjarne Nielsen.

Med alt hvad det medfører af besøg hos læger, fysioterapeuter, speciallægeerklæringer, udfyldelse af skemaer og ikke mindst ventetid.

Den 1. april i år gik han på tilskadekomstpension. Som 63-årig.

»Nu stopper den sag helt. Det har været en lang og sej kamp«.

DLF indbringer ti arbejdskadesager for ombudsmanden

Meget træt efter arbejdsdag

Bjarne Nielsen har oplevet hele arbejdsskadeapparatet folde sig ud. Han henvendte sig til DLF og fik hjælp til at anmelde skaden til Arbejdsskadestyrelsen. Han ventede først halvandet år og fik så tilkendt en méngrad på 15 procent.

Han arbejdede fuld tid efter arbejdsskaden, men i 1997 valgte han selv at betale for en nedsættelse af arbejdstiden på 30 procent. Familien skønnede, at det var dét, de havde råd til.

»Jeg har kravlet på arbejde indimellem, for jeg har aldrig brudt mig om sygedage. Men selv om jeg var dagligt medicineret, har der været perioder, hvor jeg har kapituleret. Jeg har haft et par længere sygemeldinger undervejs. Jeg var så træt, når jeg kom hjem til familien efter en arbejdsdag«.

15 procent mén er meget voldsomt, når det handler om en skade i ryggen. Den slags sager ser DLF kun sjældent. Men først i 1999 fik Bjarne anerkendt et tab af sin erhvervsevne på 30 procent.

Bjarnes sag er igennem Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen flere gange, og tabet af erhvervsevne bliver vurderet frem og tilbage til både 30 og 40 procent.

»Fanø Kommune foreslog pension, da jeg var fyldt 50 år, men det ville jeg ikke. Jeg elsker mit arbejde som lærer, og jeg ville blive ved, til jeg vælter. Men så gav de mig fleksjob i 2004. Jeg arbejdede 12 timer om ugen. Det betød, at jeg kun havde et par arbejdsdage og så flere dage til at komme mig i bagefter. Efter at jeg er gået på fleksjob, har jeg kun haft få sygedage«.

»Fleksaftalen indeholdt også de skånehensyn, der skulle tages i det daglige arbejde. Det var en lettelse, da det indebar færre frustrationer i det kollegiale samarbejde, fordi det for alle parter er tydeliggjort, hvilke forholdsregler der skal tages i dagligdagen«, fortæller Bjarne Nielsen.

Fleksjobbet i centerklassen på Præstegårdsskolen er over nogle år gået fra 12 ugentlige timer til otte en halv time.

Kvatificeret sagsbehandling: Arbejdsskadestyrelsens afgørelser er ofte helt tilfældige

»De læser ikke sagens akter«

»Jeg var bukket under, hvis jeg ikke var født med et godt humør«, siger Bjarne Nielsen.

Da skaden skete, havde han selv mindre børn, og pludselig kunne han ikke længere spille fodbold med sin seksårige søn.

»En arbejdsskade rammer det hele menneske i alle situationer - både arbejdsmæssigt og privat«, understreger han.

I 2010 bliver han tilkendt en forhøjelse af méngraden til 20 procent, og i 2013 bliver hans tab af erhvervsevne sat til 60 procent. Men først efter at DLF har forelagt sagen for en advokat, og der er berammet et retsmøde. Så kommer Ankestyrelsen med en forligsaftale, og sagen ender på 60 procent i tab af erhvervsevne.

»Uden bistand fra DLF ville slaget for længst være tabt. Der har været så mange forhindringer på vejen. Arbejdsskadestyrelsen beder for eksempel om en speciallægeerklæring, men jeg føler ikke, at de nærlæste den. Min kritik er, at de ikke læser de akter, som de selv beder om, og de udskyder de enkelte sagsbehandlinger hele tiden. De overholder ikke deres egne tidsfrister«.'

Vi forsøger at hjælpe borgerne på en rettidig, troværdig og effektiv måde

På et tidspunkt får Bjarne Nielsen et brev fra Arbejdsskadestyrelsen, hvori der står, at man ikke mener, at overgangen til fleksjob skyldes arbejdsskaden.

»Sådan et brev bliver man ked af. Mit ønske er, at både Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens sagsbehandlingstider bliver kortere, end de er nu, og at de bliver overholdt. Så vidt jeg erindrer, er mine altid blevet forlænget. Det har menneskelige omkostninger at stå i en uafklaret venteposition«.

Nu er sagen helt slut for Bjarnes vedkommende, men smerterne og følgerne af arbejdsskaden skal han leve med. Pensioneringen håber han betyder, at han kan nedsætte sit forbrug af smertestillende medicin. Han går rundt med en håndfuld piller i lommen altid.

»Jeg har fået en rimelig erstatning, synes jeg. Og til de kolleger, der befinder sig i en lignende situation med en fra myndigheder uigennemskuelig sagsgang, kan jeg ud fra min erfaring blot sige: Hold hovedet højt og bevar modet. Hos DLF er I i gode hænder«.