Halsted Forskolelærerinde-Emb. (Nyt). (Nordøst for Nakskov). Begyndelsesløn 1710 Kroner. Bolig og Have, hvorfor afkortes 1/12 af Grundlønnen. Lærerinden betaler 2/3 af Brændselet. Personlig Henvendelse ønskes ikke. Ansøgning til Skoledirektoratet for Lollands Nørre Herred inden 27. Juni til Provst Agger Halsted pr. Aunede. Stillingsannonce i Folkeskolen 8. juni 1933

Tjenestebolig, billigere brændsel og mulighed for at sætte eleverne til at hyppe kartofler i sin køkkenhave var nogle af de goder, som lærerne havde op til omkring første verdenskrig og på landet helt op til 1950'erne.

Der var også prestige i lærerjobbet dengang. Læreren var nummer to i lokalsamfundet efter præsten. Desuden havde læreren ofte sin gang i kirken som organist og kirkesanger. Det var simpelt hen en del af jobbet, hvilket fremgik af mange stillingsannoncer.

For eksempel blev Mine Hvid ansat som lærer i Pillemark på Samsø i 1908. Hun havde en begyndelsesløn på 700 kroner, en tjenestebolig med to værelser og køkken samt en halv »Skæppe Land Have«. Mine Hvid var seminarieuddannet lærerinde og blev i 1916 som den første kvinde udnævnt til førstelærer - med en mandlig lærer under sig. Begyndelseslønnen som førstelærer var 1.355 kroner, og hun slap så for de kirkelige forretninger i distriktet.

Mine Hvid var velset i landsbyen Pillemark og blev fejret med 25-års-jubilæum, 60-års-fødselsdag og stor afskedsfest i 1947. Hun blev tit inviteret med til konfirmationer og andre familiefester, og hun blev også inviteret til middag i hjemmene.

»Helt op i 50'erne bygger man lærerboliger, og tidligere endnu blev lærerne aflønnet en del i naturalier. De fik halm til dyrene og brændsel, og de brugte eleverne til at gå til hånde i haven. Men i byerne holdt naturalieøkonomien op omkring første verdenskrig. I dag må lærerne slet ikke modtage noget fra elever og forældre. Vi har fået skilt det ad«, fortæller historikeren Ning de Coninck-Smith, der mener, at fagforeningerne og dermed også DLF har en del af skylden for de manglende ekstra personalegoder.

»Fagforeningerne har sagt, at lønnen er det vigtigste, og at det er lønnen, der skal bankes op. Al debatten om U-Ø-F-tid havde til formål at synliggøre arbejdstiden, men det endte med at få en anden effekt. De har tænkt i løn og tid, men ikke i synliggørelse. I dag føler lærerne sig ikke respekteret, de synes bare, de knokler - og også med problemer, der ikke kan løses inden for skolens rammer og i skolens organisation«.

Samme holdning har museumschef Keld Grinder-Hansen fra Dansk Skolemuseum.

»I 70'erne, hvor hele lønmodtagerstrategien vandt indpas, omsatte arbejdsgiverne alt i løn. Snakken om løn, arbejdstid og struktur var med til at begrænse dem. Lønmodtagerstrategien har været fatal for lærerne. De sagde, at de gerne ville have fri, når de havde fri - men dermed mistede de så meget andet. DLF har været med i denne strategi, men har ændret det, så man nu tænker mere i professionsstrategi. Tidligere var lærernes lange ferier jo et frynsegode, men dem har de heller ikke mere i forhold til andre«, siger Kjeld Grinder-Hansen.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er ikke enig i, at det er fagforeningernes skyld, at lærerne ikke har ret mange personalegoder. Men han mener heller ikke, at det er DLF's opgave at sikre personalegoder.

»Det er noget, kommunerne skal arbejde for. Vi vil gerne problematisere, at lærerne ikke har de nødvendige arbejdsredskaber som bærbar pc og hjemmearbejdspladser. Det er nogle af forudsætningerne for at være lærer i dag. Men vi skal ikke som organisation arbejde for mere fryns«. |