Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Lærerens kvalifikationer er den vigtigste enkeltfaktor i forhold til, at eleverne modtager en succesfuld undervisning. Det er der bred forskningsmæssig enighed om.

Hvert år samler OECD og Education International (EI) beslutningstagere og de mest respekterede forskere indenfor uddannelsesverdenen til The International Summit on the Teaching Profession (ISTP).  Her er betydningen af lærernes kvalifikationer gang på gang blevet fremhævet, og jeg har med skiftende danske undervisningsministre flere gange deltaget i drøftelser af, hvordan vi sikrer, at det er de mest kvalificerede lærere, der underviser de elever, der har størst behov.

Alligevel præsenterer regeringen nu et lovforslag, der betyder, at kvalifikationskravene til lærerne i folkeskolen lige præcist ikke skal gælde for undervisningen af de elever, der har de største faglige udfordringer. I stedet risikerer de at blive undervist af pædagoger eller andre, der ikke har de didaktiske kompetencer, der ellers stilles krav om.

Den eneste plausible forklaring er, at økonomisk hensyn prioriteres forud for pædagogiske hensyn. Det økonomiske rationale er, at timeprisen bliver lavere ved at bruge ikke læreruddannede lærere. Og det prioriteres i forhold til at sikre, at eleverne får den bedst mulige undervisning. Historien har imidlertid dokumenteret, at den form for her og nu prioriteringer ender med at have store omkostninger.

Et aktuelt eksempel er skolereformen fra 2013, der nu trin for trin rulles tilbage. Der er en bred politisk erkendelse af, at væsentlige elementer har haft en direkte negativ konsekvens på elevernes udbytte af undervisningen.

Samfundet har spildt svimlende summer

De færreste politikere er den dag i dag klar over, at fundamentet for skolereformen var et hemmeligholdt bilag til en økonomiaftale fra 2011 mellem regeringen og KL. Med aftalen som udgangspunkt blev forslaget til reformen udarbejdet med Finansministeriet som pennefører. Længere skoledage, andre undervisere end læreruddannede og læringsmålstyret undervisning gav god mening i de økonomiske regneark, men tiltagene var helt uden hold i den pædagogiske forskning.

Samfundet har spildt svimlende summer på en misforstået reform, der samtidig har været en stor belastning for mange folkeskoler. Alligevel har politikerne ikke gjort sig den ulejlighed at analysere, hvordan det kunne gå til, at et meget bredt flertal i Folketinget kunne lægge stemmer til en lovgivning, der ikke har indfriet en eneste af de målsætninger, der blev formuleret som den officielle begrundelse for reformen.

Hvis vi ikke lærer af historien, er der stor risiko for, at vi begår de samme fejl igen. Det er regeringens seneste lovudspil på folkeskoleområdet et beklageligt eksempel på. Håbet må nu være, at de klare advarsler fra forskere, lærere og skolefolk kan få politikerne på andre tanker. Men vi har desværre ofte set, at de politiske kompromisser, der går forud for et lovudspil, gør det vanskeligt efterfølgende at ændre det.

Folkeskolen fortjener imidlertid, at politikerne tager den alvorligt og ikke endnu en gang lader misforståede økonomiske hensyn være styrende for lovgivningen. Det har alle partier i folkeskoleforligskredsen et ansvar for.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk