Dette indlæg blev bragt som kronik i Politiken 5. april
2023
”Det her er et stort skuespil. Resultatet har været giver
på forhånd. Så kom nu hurtigt med det indgreb, der allerede ligger klart i
skuffen.”
Ordene blev udtalt af Kristian Thulesen Dahl for 10 år
siden den 2. april 2013. Scenen var TV2’s stort opsat debatmøde på Ålholmskolen
på førstedagen af lockouten af mere end 65.000 lærere.
Regeringen fulgte ikke Thulesen Dahls opfordring.
Lockouten fortsatte i næsten fire uger, inden den blev afsluttet med et
lovindgreb den 26. april. Lovindgrebet flugtede fuldstændigt med
arbejdsgivernes krav.
Forløbet i 2013 kan give os vigtig erfaring og viden i
forhold til flere centrale samfundsanliggender. Det drejer sig ikke mindst om
værdien af den danske forhandlingsmodel, og hvordan vi sikrer kvalitet i den politiske
beslutningsproces. Bruger vi ikke vores historiske erfaringer, forpasser vi
muligheden for at gøre det bedre i fremtiden.
Den danske forhandlingsmodel er værdifuld
Under lockouten deltog tidligere finansminister Claus
Hjort Frederiksen (V) Debatten på DR2 for at drøfte konflikten. Her kom han med
denne markante udtalelse:
”Det er en ekstraordinær situation, at man fremlægger et
lovforslag, der forudsætter et bestemt resultat af en overenskomstforhandling.
Vi har ikke set det før. Jeg ville aldrig have turde gøre det. Det er jo en
kanon manøvre, som socialdemokraterne er i gang med. Jeg er helt misundelig.”
Den dag i dag hører vi politikere give udtryk for, at der
var et beklageligt sammenfald mellem lockouten og skolereformen. Men som Hjort
Frederiksen præcist udtrykte det, forudsatte reformen, at regeringen kom
igennem med en ændring af lærernes arbejdstidsregler. Det fremgår også tydeligt
af det oplæg til skolereform, der blev udarbejdet i Finansministeriet med
assistance fra Undervisningsministeriet dateret 18. oktober 2012. Her står der
gentagne gange, at reformens forskellige elementer skulle finansieres ved at
omlægge lærernes arbejdstid. Uden det politiske indgreb i lærernes overenskomst
kunne reformen ganske enkelt ikke gennemføres.
Den 17. marts 2013 beskrev TV-avisen, hvordan de øverste
politikere i regeringen og KL sammen med deres topembedsmænd mødtes i
Finansministeriet den 13. november 2012. På dagsordenen var kun
folkeskolereformen og de kommende forhandlinger om lærernes arbejdstid.
Thulesen Dahl vidste også, at det hele var planlagt,
længe inden overenskomstforhandlingerne begyndte. I bogen Søren og Mette i
Benlås fortæller han om sit første møde med statsministeren få uger efter, at
han blev valgt som DF-formand i september 2012. Mødet blev kort.
Statsministeren ønskede blot at høre, om DF ville støtte et forventet
regeringsindgreb i lærernes overenskomst til foråret.
Med den viden giver det god mening, at KL, der havde
opsagt arbejdstidsaftalen, aldrig gik ind i reelle forhandlinger om en ny
aftale. KL havde på forhånd en klar forståelse med regeringen om, hvad udfaldet
skulle være. Det kunne de ikke bøje af på, og de vidste, at regeringen ville
gennemføre deres krav, hvis lærerne ikke selv accepterede dem. Den politiske
indblanding betød, at forhandlingsmodellen parterne imellem blev sat ud af
kraft.
Lockouten havde enorme omkostninger
Lockouten, der var en nødvendig forudsætning for, at
regeringen kunne gennemføre indgrebet i overenskomsten, kostede lærerne mere
end to milliarder kroner, og regeringsindgrebet fjernede værdier for adskillige
hundrede millioner fra lærernes overenskomster. Værdier som lærerne går glip af
år efter år.
Men omkostningerne blev endnu større for folkeskolen.
Mere end 18 procent af lærerstillingerne er i dag besat af personer uden
læreruddannelse, heraf udgør personer uden nogen kompetencegivende uddannelse
klart hovedparten. Folkeskolen er dermed den offentlige institution, der står
med de allerstørste rekrutteringsudfordringer. 28.000 uddannede
folkeskolelærere arbejder uden for folkeskolen. Vi mangler altså ikke lærere,
men folkeskolen gør.
Samarbejdet blev demonteret
Forløbet havde endvidere den konsekvens, at det daglige
samarbejde på arbejdspladsen og samarbejde mellem parterne, der også er en del
af den danske model, blev sat på vågeblus. Samarbejdsprojekter blev skrinlagt,
og KL skrev ud til skolelederne, at det ikke nødvendigvis var
tillidsrepræsentanten, de skulle samarbejde med. Det kunne også være en af de
fremmeste blandt medarbejderne.
I dag er vi et andet sted. Med det fælles projekt ”Sammen
om skolen” har parterne givet hinanden håndslag på, at den gode skole kun kan
skabes i fællesskab. Det kommer også til udtryk i den aftale, der i 2020
afløste lovindgrebet fra 2013. Med aftalen er tillidsrepræsentanten og lærerne
sikret en direkte stemme i forhold til de ledelsesmæssige prioriteringer i
kommunen og på skolen.
Samtidig med at vi glæder os over den udvikling, er det
nødvendigt at huske hinanden på de omkostninger, det havde for skolen, at
samarbejdet blev afmonteret. Og så har forløbet understreget, at den danske
forhandlingsmodel er et kolossalt aktiv. Værdien i, at parterne gennem
forhandlingerne og kompromisset tager et fælles ansvar, overstiger langt en
tilsyneladende gevinst ved et ensidigt lovindgreb. Er det ikke en del af vores
fælles hukommelse, risikerer vi, at samme fejl bliver begået igen.
Et fælles retvisende billede
Med mit udgangspunkt er denne kronik et klart
partsindlæg. Vi har brug for, at journalister, historikere og
arbejdsmarkedsforskere laver en grundig analyse af baggrunden for, at vi for ti
år siden endte i en konflikt, der kostede og koster samfundet uhyrlige summer.
Analysen skal bruges til, at vi får et fælles retvisende billede af, hvad der
skete.
Jeg møder fortsat det synspunkt, at hvis lærerne blot
havde vist lidt mere fleksibilitet, kunne konflikten være udgået. Det synspunkt
bygger efter min opfattelse på uvidenhed.
På vej ud til lockoutarrangementer i konfliktens anden
uge var jeg meget tidligt en morgen forbi et borgmesterkontor. Borgmesteren
havde et solidt kendskab til forløbet og havde også fingeren på pulsen i forhold
til, hvad der rørte sig blandt lærerne. Jeg spurgte borgmesteren, om jeg havde
nogen som helst chance for at lande en aftale, som der var et gran af
sandsynlighed for, at lærerne efterfølgende ville godkende. Svaret var et
ærligt og præcist: NEJ!
Journalister og forskere kan kun lykkes med den opgave,
jeg her efterlyser, hvis de har adgang til alt relevant materiale omkring
forløbet. Det er derfor bekymrende, når journalister ti år efter forsat bliver
mødt med afslag på ansøgninger om aktindsigt i Finansministeriet med den
begrundelse, at offentliggørelse ville kunne skade det offentlige område ved
kommende forhandlinger. Det er hemmelighedskræmmeriet, der udgør en trussel.
Lockouten fik betydning for fagbevægelsen
Internt i fagbevægelsen har 2013 sat tydelige spor. I
lærerforeningen var vi alt for lidt opmærksomme på, hvor vigtigt det var at
informere og inddrage de øvrige organisationer. Mange lærere var ved at
eksplodere, da de midt under lockouten hørte Claus Jensen fra Dansk Metal give
udtryk for, at alt kørte efter bogen.
Forud for forhandlingerne i de kommende år var vi derfor
uhyre opmærksomme på at komme rundt til så mange forbund som muligt for at
drøfte de forestående forhandlinger. Vi skulle sikre os, at de øvrige
organisationer vidste, hvad der var på spil.
I 2018 kulminerede samarbejdet mellem organisationerne om
overenskomsterne på det offentlige område under sloganet En for alle – alle for
en! Og samme år sluttede hovedorganisationerne FTF og LO sig sammen i FH.
Erfaringerne fra 2013 var katalysator for denne udvikling.
Da lærerne og KL i 2020 endelig kom i mål med en aftale,
havde opbakningen fra hovedorganisationerne og fagforbundene stor betydning. Vi
havde lært af historien. Sammenholdet er fagbevægelsens styrke også i dag.
Skolereformen
Forslaget til den skolereform, der var baggrunden for de
dramatiske begivenheder i foråret 2013, præsenterede statsminister Helle
Thorning Smidts på et pressemøde den 4. december 2012. Statsministeren lovede
et markant fagligt løft af folkeskolen. Senere samme dag fulgte undervisningsministeren
op med løfter om en reform, der skulle forbedre trivslen og mindske betydningen
af elevernes sociale baggrund.
Oplægget til skolereformen var udarbejdet i en meget
lukket gruppe af embedsmænd fra Finansministeriet og Undervisningsministeriet.
I oplægget kunne man genfinde en række de anbefalinger, der fremgik af et
hemmeligstemplet bilag til økonomiaftalen mellem KL og regeringen helt tilbage
fra juni 2011. Det drejede sig eksempelvis om den økonomiske gevinst, der lå i
at andre overtog en del af lærernes undervisning og en øget undervisningstid
til lærerne. Bilaget blev i øvrigt først frigivet tre måneder efter reformen
var vedtaget i folketinget i 2013.
De tre regeringspartier S, SF og RV havde hver især et
uddannelsesudvalg, der skulle rådgive folketingsgrupperne i skolespørgsmål.
Ingen af udvalgene blev på noget tidspunkt præsenteret for det oplæg, der var
udarbejdet i de to ministerier. Og da jeg i midten af november 2012 havde møder
med ordførerne fra de tre regeringspartier, kunne jeg konstatere, at ingen af
ordførerne havde kendskab til oplægget fra ministerierne. Det var ganske få
uger før pressemødet i statsministeriet.
Forskningen blev ignoreret
I kølvandet på præsentationen af skolereformen opstod der
en hel grotesk situation. Tre anerkendte forskere gjorde opmærksom på, at der
ikke var belæg for, at en længere skoledag i sig selv resulterede i dygtigere
elever. Det fik Undervisningsministeriet til at udsende en pressemeddelelse med
det budskab, at forskerne ikke havde forstået deres egen forskning. Tre måneder
senere, da de fleste medier havde glemt alt om sagen, fik de tre forskere en
undskyldning fra ministeriet.
Mange lærere gav med udgangspunkt i egen praksis konkrete
eksempler på forskernes konklusioner. Men også de talte for døve øren. Reformen
blev gennemført med kosmetiske ændringer i forhold til det udspil, der blev
præsenteret.
Den forskning, der fulgte reformen, viser, at forskernes
og lærernes advarsler var velbegrundede. Da forskningsprogrammet blev afsluttet
i 2020, blev det konkluderet, at ingen af de politiske målsætninger var
indfriet.
Manglende politisk proces
Samfundet har investeret et syvcifret beløb i
implementeringstiltag af reformen i form af læringskonsulenter, uddannelse,
konferencer, evalueringer, læringsplatforme mm. Et stort antal lærere har vendt
folkeskolen ryggen. Og andelen af forældre, der fravælger folkeskolen, er
stigende.
Vi har som samfund en forpligtigelse til at gøre os den
umage at analysere, hvorfor vi er endt her. Samfundet har spildt enorme
resurser på reformen. Og i den sammenhæng er det værd at huske på, at den
foregående skolereform fra 2007 heller ikke indfriede de politiske
målsætninger.
Kort før valget i 2011 mødtes jeg som formand for
Danmarks Lærerforening med undervisningsordførerne fra de tre partier, der
efter valget dannede regering. Vi havde en flere timer lang konstruktiv samtale
om, hvordan der kunne skabes en endnu bedre skole for eleverne. Jeg mener ikke,
at jeg afslører for meget fra vores fortrolige samtale ved at fortælle, at
samtalen ikke på nogen måde handlede om lange skoledage, læringsmålstyret
undervisning eller en langt større undervisningsforpligtigelse for lærerne.
Jeg ved fra mine politiske kontakter, at meget få
mennesker havde kendskab til reformen, inden den blev præsenteret. Jeg ved, at
socialdemokrater, der tillod sig at være kritiske, blev kaldt til orden. Jeg
ved, at undervisningsudvalget i Radikale Venstre ikke måtte holde møder med mig
uden deltagelse af partiledelsen. Den demokratiske samtale var
ikke-eksisterende.
Vi skal blive klogere i fællesskab
Merete Risager
har om sin tid som undervisningsordfører og senere undervisningsminister
udtalt:
”Det kom som en enorm overraskelse for mig, at
embedsværket spillede så stor en rolle i forhold til politikudvikling. Det var
min oplevelse, at embedsværket havde helt afgørende indflydelse på udspillet
til folkeskolereformen. Når jeg læste reformudspillet, var det tydeligt for
mig, at det ikke var en pædagogisk tænkt reform. Det var en styringsreform. Og
på Christiansborg blev det også italesat, at det var Finansministeriets
reform.”
De faktuelle forhold omkring tilblivelsen af
folkeskolereformen understøtter unægteligt Riisagers oplevelse.
Skiftende ministre har efterfølgende forsøgt at sætte en
anden kurs. Jeg havde personligt et glimrende samarbejde med Ellen Trane Nørby,
Merete Risager og Pernille Rosenkrantz-Theil. I 2018 indgik Danmarks
Lærerforening en formel aftale om ”Ny Start” med KL. Aftalen banede vej for, at
det forkætrede lovindgreb fra 2013 blev afløst af en ny aftale mellem parterne,
og i dag taler alle med varme om ”Sammen om Skolen”.
Det er uden forbehold en meget positiv udvikling. Det afgørende
er nu, at det forbedrede samarbejde udmønter sig i konkrete forbedringer i
elevernes undervisning og lærernes dagligdag på alle landets skoler. Og så er
der brug for, at det gode samarbejdsklima også bliver brugt på fælles
refleksioner over det, der gik galt:
Hvad har det betydet for hele forløbet, at reformen har
sit udspring i, at embedsmænd i to ministerier får til opgave at udmønte en
økonomiaftale mellem regeringen og KL i en skolereform? Hvad har det betydet,
at den interne demokratiske proces i de regeringsbærende partier blev sat ud af
kraft? Hvad har det betydet, at den pædagogiske forskning og lærernes
praksiserfaring blev ignoreret?
Det er i fredstid, vi har mulighed for at blive klogere i
fællesskab.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
