Kampgejsten voksede stødt for læreren Michael Jensen i april 2013.

Ligesom sine kolleger på Skt. Klemensskolen på Fyn og i resten af Danmark fandt han pludselig sig selv i et mærkeligt tomrum, da KL lockoutede lærerne fra den 2. april 2013.

Michael Jensen og hans kollega besluttede sig for at arrangere et halvmaraton. En kreativ protest over politikernes manglende forståelse for lærernes arbejdsvilkår.

Og ’Lockout-løbet’ skulle ikke bare løbes én gang, men hver dag i lockouten.

”Vi løber så hurtigt, vi kan”, var budskabet, som lærere på hele Fyn løbende delte. Mere end én gang deltog daværende formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen i Michael Jensens protestløb.

”Meningen var at lave noget, som viste vores kærlighed til folkeskolen og samtidig var et symbol på, at nok er nok. Jeg gad ikke stå ude på vejen med skilte og megafoner og blive dyttet af, så vi fandt på at løbe. Der kom hurtigt en følelse af sammenhold, af at få afløb for den frustration, mange følte”, siger Michael Jensen.

Michael Jensen blev træt

Michael Jensen kontaktede - ud over Anders Bondo - også pressen og fik artikler om lockout-løbet i blandt andet BT og Folkeskolen. På nogle dage deltog over 50 mennesker i de krævende løb, og dem der ikke kunne løbe så langt, cyklede.

Humøret var højt, og Michael Jensen mærkede den brusende følelse af fællesskab, når løbeholdet vendte retur til skolens parkeringsplads og fik serveret saftevand og grillpølser af den lokale lærerforening og andre, der lod løbeskoene stå.

Til sidst måtte Michael Jensen dog også stille løbeskoene. Han endte med en skade i akillessenen og måtte cykle med på ruten de sidste par dage i lockouten. Men hurtigt viste det sig, at det ikke kun var senen, der havde lidt et knæk. Michael Jensen manglede sin arbejdsglæde totalt.

Han blev træt af folkeskolen. Af den manglende tillid fra befolkningen og politikerne, af kravene til hvordan han skulle tilrettelægge sin tid, og af følelsen af at være blevet kørt over af et lovindgreb og en efterfølgende reform, der ikke gav meget mening for ham.

Omkring et år efter lockouten opsagde han sin lærerstilling på Skt. Klemensskolen, og fik job på en efterskole.

”Jeg skulle bare væk. Jeg ville prøve at se, hvordan livet udenfor folkeskolen var”, husker Michael Jensen.

Brænder for sit job – men det er stadig hårdt

Efterskolelæreren Michael Jensen brød sig ikke særlig meget om sit nye arbejdsliv. Han fik mindre i løn, arbejdede i aftenenerne og i weekenderne, og så var der samarbejdsvanskeligheder med ledelsen. Samtidig havde han små børn, og de skæve arbejdstider blev stressende.

I begyndelsen var det utilfredsheden med de praktiske problemer ved efterskolen, der drev ham væk. Men senere kom også savnet til folkeskolen og en følelse af, at han skulle ”hjem igen”.

”Det at være folkeskolelærer er verdens vigtigste job. Det er den vigtigste institution. Og jeg fandt ud af, at græsset ikke var grønnere på den anden side”, siger Michael Jensen, der underviser i dansk og musik på mellemtrinnet og i udskolingen.

Han var også kortvarigt på en lille landsbyskole, men han følte, at der skete for lidt. Ikke mindst efter at ledelsen, der havde sat nogle spændende initiativer i gang, forlod skolen.

Cirka halvandet år efter, at han stoppede, fik han sit job tilbage igen på Skt. Klemensskolen på Fyn. Mange ting i dag er anderledes, end det var dengang, og det er især fleksibiliteten med arbejdstider, der gør en stor forskel for ham.

”Det er stadig hårdt, og der kan være et stort arbejdspres. Men den evindelige snak om tilstedeværelse er heldigvis væk, og hverdagen er mere fleksibel på den konto, end lige efter lockouten”.

I 2020 fik Michael Jensen og hans kolleger en lokal arbejdstidsaftale, som også har gjort en forskel. Og som tillidsrepræsentant føler han, at han faktisk har indflydelse på beslutninger, der vedrører ham.

Nye og gamle udfordringer

Lockouten fylder ikke for Michael Jensen længere, i hvert fald ikke i hans arbejdsliv.

I 2013 husker Michael Jensen relativt ofte at have mødt fordommen om, at de ”dovne” lærere bare fik en masse ferie og tidligt fri i hverdagene - og så oven i købet tillod sig at strejke. Han støder sjældent på den i dag, men indimellem møder han stadig folk, der ikke forstår, at lockouten ikke var lærernes beslutning.

Michael Jensen mener, at der stadig er lang vej igen for at styrke folkeskolen til det niveau, som både elever og lærere fortjener:

”Nogle gange kan jeg godt være bange for, at politikerne udhuler skolen. Alle de besparelser går alvorligt udover kvaliteten, og forældrene flygter jo til privatskolerne, hvilket gør folkeskolen som tilbud både dyrere og dårligere. Jeg kan godt være nervøs for folkeskolens fremtid, hvis ikke der snart kommer flere ressourcer”.

Flere ting er blevet bedre siden tiden lige efter lockouten og reformen, siger Michael Jensen. Men der er også udfordringer, som fylder på en anden måde end før. Nemlig forældrene.

Se billederne fra 6 skøre og mindeværdige begivenheder fra lockouten

”Forældrene fylder hos mine kolleger og mig. Der er nogle gange en manglende forståelse for, at vi ikke kun er der for at tage os af lige præcis deres barn. Alle har en mening om folkeskolen, og det kan være hårdt, når forældrene stiller krav, man ikke kan leve op til”.

Men alt i alt føler Michael Jensen, at han er der, hvor han skal være.

”Jeg går på arbejde og føler, at jeg gør en forskel. Jeg kan rent faktisk se eleverne flytte sig, det kan være fagligt eller på anden vis. Det er i folkeskolen, jeg gør en forskel. Det gør, at jeg brænder for at være lærer”.