Bondo: Det er grotesk at fyre lærere

Der er stadig lærermangel i Nordsjælland, selv om der er lærere, der er blevet fyret i Kolding og på Langeland. Det er grotesk at fyre så mange lærere, som i stedet kunne bruges til at lave en bedre skole, siger lærernes formand Anders Bondo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det der sker på Langeland er stærkt dramatisk, og det er noget, vi skal være meget opmærksomme på", siger Anders Bondo Christensen, efter Langeland Kommune på grund af besparelser og en ny skolestruktur har valgt at fyre 20 ud af 126 lærere. Kolding Kommune har ligeledes på grund af en trængt økonomi varslet fyring til 20 ud af kommunens 1000 lærere.

"Det er grotesk, at vi oplever, at der bliver fyret lærere i en tid som nu. I stedet kunne man bruge lærerne til at lave en bedre skole", siger lærernes formand.

Anders Bondo Christensen understreger, at det er en meget vanskelig situation for den enkelte lærer, der har mistet sit job. Men han er sikker på, at der på landsplan stadig er lærermangel.

"Der bliver lærerarbejdsløshed på Langeland nu. Lærerne, der har mistet jobbet, har ægtefæller, som måske stadig har arbejde på øen og børn i skoler og institutioner, så man kan ikke regne med, at de flytter teltpælene op og rykker til Nordsjælland", siger Anders Bondo.