»Det går både godt og dårligt. Cirka halvdelen af kommunerne har taget opgaven rimelig alvorligt. Ofte dem, der har været heldige at få nogle af de medarbejdere, der sad i amterne og havde indsigt i det her område. Dermed har de haft en faglighed og et administrativt overskud til at føre området videre og på nogle måder også udvikle det. Den anden halvdel af kommunerne rammer så til gengæld forfærdeligt skævt. Det er det værste. Det er forskelligheden«.

Sådan gør formand for Landsforeningen Autisme Morten Carlsson status over godt tre år med kommunal styring af den vidtgående specialundervisning, som kommunerne overtog fra amterne med kommunalreformen 1. januar 2007.

Jane Findahl, formand for KL's børne- og kulturudvalg, bekræfter, at nogle kommuner har haft bedre forudsætninger for at løfte opgaven end andre, men mener, at kommunerne samlet set i hvert fald har formået at fastholde det specialiserede tilbud, der eksisterede i amterne.

»Nu skal man i gang med at videreudvikle og ikke bare fastholde. Det tror jeg blandt andet vil ske ved, at man ser et meget tættere samarbejde mellem de specialiserede og de almene tilbud, hvor vi bruger de kompetencer, som de specialiserede tilbud har i forhold til at inkludere flere elever«, siger hun.

At det er gået den forkerte vej med inklusionen, bekræfter en ny rapport fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL. Den viser, at antallet af segregerede elever - altså elever, der har deres skolegang uden for den almindelige folkeskoleklasse - er steget fra godt 25.000 til næsten 33.000 børn, i de tre og et halvt år der er gået siden kommunalreformen.

Samtidig er udgifterne på området steget voldsomt, så den samlede årsudgift for hele specialundervisningsområdet er på 12,9 milliarder kroner - næsten en tredjedel af folkeskolens samlede budget. Heraf løber regningen på det segregerede område op i 7,9 milliarder årligt.

Hvis den kedelige tendens til øget segregering skal vendes, kræver det en samlet inklusionsstrategi og et massivt kompetenceløft i forhold til specialundervisningen i folkeskolen, mener Morten Carlsson.

Og det kan der tilsyneladende være god brug for. For mens flere internationale undersøgelser peger på, at lærernes uddannelsesniveau er afgørende for graden af inklusion, så viser en undersøgelse for månedsmagasinet Undervisere, at 75 procent af lærerne ingen uddannelse har fået i specialpædagogik. Hverken på læreruddannelsen eller som efteruddannelse.

Samtidig svarer 78 procent, at de ikke mener, at støtten til elever med særlige behov på deres skole er tilstrækkelig.

Mange af problemerne bunder i, at en del af de nye kommuner simpelthen er for små til at kunne løfte opgaven, mener Morten Carlsson.

»Det kræver nogle kommuner med en PPR-enhed (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) af en sådan størrelse, at den har tilstrækkelig specialviden til at supervisere de forskellige tilbud. Problemet er, at man ikke med reformen tog skridtet fuldt ud og derfor lod kommuner overleve, der ikke vil kunne samle ekspertise og elever nok, til at man kan have et eget kvalificeret specialiseret tilbud«, siger han.

Ifølge rapporten fra ministerierne er der netop en tendens til, at kommunerne etablerer egne tilbud og hjemtager elever fra specialtilbud i andre kommuner. Det har i flere kommuner skabt ventelister.

Jane Findahl mener, at det er en fornuftig udvikling, at kommunerne udvikler egne tilbud.

»Hvis man vil udvikle området i samarbejde med normalområdet, så skal man jo lave lokaltilbud. Men det lokale tilbud skal etableres, før man tager elever hjem. Man kan først begynde at tage elever hjem, når man har udviklet de helt rigtige tilbud for dem. Det er i hvert fald det, der er meningen med det«, siger hun.

Hun medgiver, at alle kommuner ikke kan specialisere sig på alle områder, men mener, at mindre kommuner kan løfte opgaven ved at samarbejde. For eksempel indgår kommunerne Egedal, Furesø og Allerød i et samarbejde, hvor de specialiserer sig i hver sin diagnose.

Morten Carlsson kan godt se ideen med modellen, men mener ikke, at den bliver brugt nok.

»Der pågår nogle fornuftige ting. Der er flere og flere kommuner, der går sammen i netværk, men vi havde håbet at se flere kommuner i nogle forpligtende samarbejder om specialundervisningen«, siger han.

Kommunerne begrunder ifølge rapporten hjemtagningen af elever fra andre kommuner med, både at det gør samarbejdet mellem normal- og specialområdet lettere, og at man vil have bedre økonomisk styring på området. Når en kommune køber en plads, har den ingen indflydelse på prisen, og for eksempel har Skanderborg Kommune ifølge formanden for kommunens undervisnings- og børneudvalg, Frands Fischer, oplevet, at pladserne i Århus Kommune sidste år blev 20 procent dyrere.

Hos KL erkender man, at resultaterne for nuværende ikke afspejler de resurser, der bruges på specialundervisningsområdet. Det kan ændres, hvis resurserne kommer ud på folkeskolerne, mener Jane Findahl. Det skal blandt andet opnås ved at give folkeskolerne et økonomisk incitament til at inkludere elever.

»Hvis en skoleleder i dag siger, at et barn skal udskilles, og han får ret, så slipper han typisk selv for udgiften. I flere kommuner er det dog allerede således, at hvis man sender et barn på specialskole, så skal man også selv betale noget. På den måde har man stadig ansvar for barnet, selvom man sender det til en anden skole«, siger Jane Findahl.

De resurser, der frigøres på de specialskoler, der modtager færre elever, skal derefter kanaliseres ind på folkeskolerne.

»Den viden, lærerne på specialskolerne har, kan så kanaliseres ind på almenområdet. For eksempel ved at specialskolelærerne fungerer som konsulenter i aktionslæringsforløb på folkeskolerne«, siger Jane Findahl.

Samtidig mener hun, at der kan frigøres mange resurser ved at indsnævre specialundervisningsbegrebet til kun at dække undervisning i segregerede tilbud og undervisning med støtte i mere end halvdelen af undervisningstiden.

»Det er klart, at de elever, der har behov for noget ekstra, skal have det. Vi skal bare slippe for at kalde det specialundervisning, for så træder bureaukratiet i kraft, og det bliver det dyrt af - på den dumme måde. I stedet skal skolerne kunne udnytte resurserne mere fleksibelt«, siger Jane Findahl.

Det vil dog også betyde, at forældrene ikke vil kunne klage til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning:

»Det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal have klagemuligheder, men man skal ikke have det fuldstændig detaljeret. Det er ikke altid, at man som forældre ved, hvad der er bedst for Peter«, siger Jane Findahl.

Morten Carlsson fastholder, at borgerne ikke har garanti for kvalitet, så længe kommunerne er enerådende på området:

»Der hvor vi som borgere og brugere mærker svagheden i det nye system, er, at man har mistet det fornuftige tokammer-system, der var før. Kommunen havde den tætte kontakt til barn og forældre, og så var der nogle dygtige fagfolk i amterne, der kunne kigge på det med andre øjne. Den faglige kamp, der var i at vurdere hinanden, var rigtig god for borgernes retssikkerhed og barnets fremtid«, siger han.

»Der er ikke en 'second opinion' i systemet i dag, og det er en svaghed. En klar svaghed«. |

Specialundervisning

Cirka 84.000 danske børn modtog i skoleåret 2008/09 specialundervisning. Det svarer til 14,3 procent af alle elever i skolealderen.

Heraf modtog cirka 33.000 elever undervisning uden for den almindelige folkeskole - i enten specialskole eller -klasse.

Af elever, der får specialundervisning i tilknytning til en almindelig skoleklasse, modtog cirka 2.400 støtte i mere end 12 timer om ugen, mens cirka 49.000 modtog specialundervisning i under 12 timer om ugen.

De samlede bruttoudgifter til specialundervisningen var cirka 12,8 millioner kroner - svarende til cirka en tredjedel af folkeskolens samlede budget. Heraf udgjorde udgifterne til de segregerede tilbud cirka otte millioner kroner.

Danmark tilsluttede sig i 1994 Salamanca-erklæringen om at arbejde for en inkluderende skole. Udviklingen af lovgivningen har siden taget udgangspunkt i dette mål.

Kilde: Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL.

Klagenævnet for vidtgående specialundervisning

Klagenævnet afsluttede sidste år 570 klagesager over specialundervisning på folkeskoleområdet. 29 procent blev klaret ved et forlig mellem kommune og forældre, inden klagen var færdigbehandlet. 298 klager blev realitetsbehandlet, og i 165 af sagerne blev kommunens afgørelse ændret.

De mest almindelige klageårsager var:

- Afslag på støtte i minimum 12 timer om ugen - 22 procent.

- Klage over henvisning til specialskole eller -klasse - 18 procent.

- Afslag på specialskole - 18 procent.

- Afslag på specialklasse - 14 procent.

I 63 procent af de realitetsbehandlede sager påtalte Klagenævnet mangler i forhold til kravene til at begrunde en afgørelse.

Siden 2006 er antallet af årlige klager mere end firedoblet. Det hænger delvist sammen med, at klageadgangen er blevet udvidet. Før kommunalreformen var det udelukkende forældre til elever på amtslige specialskoler og i amtslige specialklasser og forældre til elever, der modtog støtte i mindst 12 timer om ugen, som havde ret til at klage. Nu dækker klageadgangen også forældre til elever på de tidligere kommunale specialskoler og i de tidligere kommunale specialklasser

I samme periode er procentdelen af klager på folkeskoleområdet, hvor forældrene har fået medhold, steget fra 32 til 55 procent.

Klagenævnet består af formand, landsdommer Lis Sejr, og fem menige medlemmer: en repræsentant for Danske Regioner, to repræsentanter for Danske Handicaporganisationer og to repræsentanter for KL.

Kilde: klagenaevnet.dk

Underviseres undersøgelse

Over halvdelen af de adspurgte lærere på almindelige folkeskoler underviser elever med enten ADHD, Aspergers syndrom eller autisme.

65 procent af lærerne i månedsmagasinet Underviseres webpanel mener, at børn med diagnoser som ADHD og Asperger så vidt muligt bør blive i folkeskolen - de fleste dog på den betingelse, at der bliver afsat tilstrækkelige resurser til støtte og efteruddannelse. 27 procent er i tvivl, da de mener, at det er forbundet med store ulemper for skolen. 81 procent af lærerne mener, at tilstedeværelsen af disse elever påvirker undervisningsmiljøet negativt, men mange af dem peger på, at dette skyldes manglende resurser.

75 procent af lærerne i bladets webpanel har ikke fået nogen uddannelse i specialpædagogik - hverken i læreruddannelsen eller som efteruddannelse. Kun 18 procent føler sig rustede til at undervise børn med diagnoser som Asperger og ADHD.

Kun 22 procent af de adspurgte mener, at støttetilbuddene til elever med særlige behov dækker behovet.

73 procent kender til støttekrævende elever på deres skole, der efter sommerferien vil modtage mindre støtte på grund af besparelser.

44 procent af de adspurgte skoleledere mener ikke, at skolens budget dækker behovet for specialundervisning. 25 procent mener, det dækker, mens 31 procent svarer, at de flytter resurser fra normalområdet.

Undersøgelsen er foretaget af Scharling Research for Undervisere blandt et panel bestående af 693 folkeskolelærere og skoleledere, hvoraf 318 har besvaret spørgeskemaet.

»Det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal have klagemuligheder, men man skal ikke have det fuldstændig detaljeret. Det er ikke altid, at man som forældre ved, hvad der er bedst for Peter«Dækker støttetilbuddene på din skole til børn med diagnoser som ADHD, Asperger eller autisme behovet? 46 procent svarer »Nej, langtfra« 32 procent svarer »Nej, ikke i tilstrækkelig grad« 21 procent svarer »Ja, i nogen grad« 1 procent svarer »Ja, i høj grad« (Fra Underviseres panelundersøgelse)