Efter kommunalvalget falder antallet af borgmestre med lærerbaggrund fra 27 til 20.
Efter valget: Færre borgmestre er lærere
Lige nu er godt hver fjerde danske borgmester en lærer. Efter tirsdagens kommunalvalg bliver der syv færre borgmestre med lærerbaggrund. Se folkeskolen.dk's liste over de nyvalgte lærerborgmestre.
Lærerborgmestre efter valget
Albertslund: Steen Christiansen (S)
Ballerup: Jesper Würtzen (S)
Brønderslev: Mikael Klitgaard (V)
Esbjerg: Johnny Søtrup (V)
Favrskov: Niels Borring (S)
Holstebro: H. C. Østerby (S)
Hvidovre: Helle Adelborg (S)
Jammerbugten: Mogens Christian Gade (V)
Middelfart Kommune: Steen Dahlstrøm (S)
Nyborg: Erik Christensen (S)
Odsherred: Thomas Adelskov (S)
Skanderborg: Jørgen Gaarde (S)
Struer: Mads Jakobsen (V)
Syddjurs: Jesper Mathiesen (S)
Thisted: Lene Kjelgaard Jensen(faglærer) (V)
Tårnby: Henrik Zimino (S)
Vejle: Arne Sigtensbjerggaard (V)
Viborg: Søren Pape Poulsen (K)
Vordingborg: Knud Larsen (V)
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De næste fire år er der færre lærere på borgmesterposten i landets 98 kommuner. Før valget opgjorde fagbladet Folkeskolen antallet af borgmestre, der betegner sig selv som lærere, og det viste, at 27 af de nuværende borgmestre havde lærerbaggrund. Efter valget bliver det antal reduceret til 20 lærerborgmestre.
Hver fjerde borgmester i Danmark er lærer
15 af de 27 nuværende lærerborgmestre er blevet genvalgt, 12 udskiftes og fem nye kommer til. På trods af det færre antal lærere, vil lærergerningen fortsat være en af de hyppigste erhvervsbaggrunde for danske borgmestre. Efter valget er hver femte borgmester en lærer. Tre kommuner har ligefrem valgt at erstatte deres nuværende lærerborgmester med en ny borgmester med lærerbaggrund.
En af dem er Brønderslev Kommune, hvor lærer Lene Hansen (S) giver borgmesterkæden videre til lærer Mikael Klitgaard (V).
"Jeg ved ikke, om der er mere skoledebat i Brønderslev end andre steder, men måske kunne det have indflydelse på, om man vælger en lærer til borgmester. Som borgmester med lærerbaggrund kan jeg se visse ligheder mellem det kommunale rum og klasserummet. Det handler om at snakke med mennesker, træffe rigtige beslutninger og komme igennem med sine holdninger", siger Mikael Klitgaard, der bliver Venstre-borgmester i Brønderslev.
Ud af de 20 nyvalgte borgmesterlærere er 12 fra Socialdemokratiet, syv er fra Venstre og en enkelt er fra Konservative. Før valget var 20 borgmestre fra Socialdemokratiet, fem fra Venstre og to fra Konservative.