AKT er en vigtig funktion, der fylder i skolehverdagen. Derfor bør AKT have mere status, være et linjefag på læreruddannelsen og være et område, som alle lærere skal uddannes i. For det er hverdagens pædagogik og didaktik. Og et vigtigt element i en god inklusion.

Det mener man på Sundhøjskolen i Svendborg, hvor en AKT-lærer, psykolog og leder af centerafdelingen sammen har udviklet en uddannelse om opkvalificering af AKT-beredskabet på alle kommunens skoler. Kursusplanen ligger hos kommunen til videre behandling.

»AKT er et område, der har udviklet sig eksplosivt de seneste år. Det er gået fra nogle få timer til at være flere timer og mere indgribende og forebyggende«, fortæller Ene Wolfsberg, der er en af tre AKT-lærere på Sundhøjskolen.

Derfor skal AKT-opgaven defineres, og lærerne skal kvalificeres til den.

»Tidligere blev vi bedt om at tage et barn ud af klassen. Lærerne kom og sagde: 'Peter larmer', men i dag har vi et helt andet perspektiv. Vi ser på barnet, barnets lærere og på familien. Vi samarbejder og analyserer hele netværket omkring barnet«.

Hun og hendes kolleger har mange forskelligartede opgaver. For eksempel samler hun jævnligt en gruppe af skilsmissebørn. Hun taler med skoletrætte elever, med piger, der skærer i sig selv, med urolige børn. Hun dyrker motion med en elev, der har behov for det, og hun vejleder kolleger.

AKT-lærerne kan være bindeled mellem skilte forældre, og de kan i en periode dagligt hente en elev, der ellers ikke ville komme i skole. Alt sammen for at skabe større trivsel. Fordi en elev i mistrivsel ikke får noget udbytte af skolen - hverken fagligt eller socialt.

Udfordringerne er blevet større med den øgede inklusion, men det er også inklusionen, der gør lærerarbejdet ekstra interessant, mener Ene Wolfsberg.

I alt er der 18 ugentlige AKT-timer på Sundhøjskolen fordelt på tre lærere.

»Som AKT-lærere skal vi helst gøres undværlige. Teamet skal være en samarbejdende part i løsningen af AKT-arbejdet. Det stiller krav om velfungerende team«, siger Ene Wolfsberg, der har en AKT-uddannelse.

På Sundhøjskolen foretager de halvårligt en behovsanalyse, hvor de spørger klasselærerne, om der er børn, de er bekymrede for.

»Man skal regne med, at der i hver klasse er en elev, der er specielt behovskrævende«, siger centerleder Kasper Føns.

De tre fortæller, at Svendborg Kommune gerne vil placere specialtilbuddene tæt op ad folkeskolen, som det er tilfældet på Sundhøjskolen. Fordi man i specialtilbuddet arbejder med meget af det samme, som man bruger i folkeskolen.

»Vi skal blive bedre til at bruge arbejdet fra specialtilbuddet i folkeskolen. Det er tankevækkende, hvor mange eksempler der er på dårligt samarbejde mellem specialtilbuddene og folkeskolen. Derfor er den fysiske nærhed et parameter«, siger psykolog Jens Wilbrandt.

Skolen har inkluderet fire ADHD-elever, og det har været en ny udfordring.

»Vi lærere havde brug for at vide noget om ADHD. Vi talte om at læse en bog, men fordi vi samarbejder på tværs, kunne Jens Wilbrandt og Kasper Føns siger, at det ikke var nogen god ide. Det er jo ikke sikkert, at børnene ligner bogens eksempler eller passer på diagnosen. Og det gør de heller ikke«, siger Ene Wolfsberg.

Hun fremhæver, at det tætte samarbejde betyder, at hun hurtigt kan få sparring fra centerafdelingen.

»Hjælpen er tæt på. Læreren har måske selv 95 procent af løsningen, men har blot brug for at vide, at det er okay, hvad hun har tænkt sig at gøre i situationen«, siger Kasper Føns.

Han fortæller, at de har valgt at have et kompetencecenter, hvor de tilbyder hjælp til folkeskolerne i de kommuner, de samarbejder med.

Jens Wilbrandt mener, at den ekspertise, der udvikles i specialområdet, skal gives tilbage til normalområdet. Ligesom de ansatte i centerafdelingen har behov for at vide, hvad der sker i normalklasserne.

»Vi skal sikre os, at vi ved, hvordan børn i et særligt miljø fungerer. Det handler om hele inklusionstankegangen. Det, der gør, at børnene senere kan indgå i normalområdet«, siger Jens Wilbrandt.

Hjem-hjem-samarbejde er vigtig, fortæller Ene Wolfsberg. Der er brug for en åbenhed og et godt samarbejde hjemmene imellem i de situationer, hvor skolen ikke deltager.

»Forældrene skal også være inkluderende, og derfor har de brug for viden. Når for eksempel en ADHD-elev kommer i en klasse, har man brug for at tale om, hvordan man holder fødselsdag i hjemmene. Det nytter ikke, at forældrene tænker, at der er en elev, de ikke vil have ind i klassen. De skal have en viden om, hvordan det kan fungere«, mener Ene Wolfsberg.

»Vi har tavshedspligt, men den skal ikke overdrives. Hvis et barn er allergisk over for bistik eller mandler, må vi gerne fortælle det til forældrene, men hvis det handler om en ADHD-elev, skal klassens forældre også kende udfordringerne. Og vi skal huske, at når vi ændrer på noget, er det ikke kun den enkelte elev, der profiterer af det. Der er altid andre elever i klassen, der også har glæde af ændringen«.

Inklusion skaber et ekstra behov for, at alle lærere - også faglærere - bliver opkvalificerede på området om adfærd, kontakt og trivsel.

Derfor har de tre samarbejdspartnere på Sundhøjskolen udviklet en AKT-uddannelse for Svendborg Kommune. Uddannelsen skal veksle mellem teori og brug af praksis og skal tilbydes til flere fra samme skole.

Indholdet i uddannelsen skal være en diskussion om AKT, hvor deltagernes skoleledelser er med. Desuden oplæg om emner som mobning, udsatte børn, den gode samtale, konflikthåndtering, klasseledelse og vejledning af kolleger. Uddannelsen skal også indeholde oplysning om kommunens foranstaltninger, så AKT'erne bliver opdateret om, hvilke hjælpefunktioner der eksisterer.

Meningen er, at kursisterne selv skal være aktive og skal planlægge, hvordan de konkret kommer videre i deres arbejde. »Hvordan gør vi i praksis, når vi går herfra?« som psykolog Jens Wilbrandt udtrykker det.

»Vi ønsker at inddrage de netværk, der er. Tidligere sendte vi bud efter konsulenter fra alkoholambulatoriet, hvis et barns forælder drak, men nu skal vi selv klædes på af konsulenterne til at tale med forældrene. Vi skal ikke vente på konsulenterne«, forklarer Ene Wolfsberg, der selv har prøvet at blive guidet af en alkoholkonsulent, så hun kunne tale med en forælder. |