”Inklusion er synonymt med udvikling af den gode skole og udvikling af den gode almenundervisning”. Dette primære udgangspunkt tages i ”Inklusionshåndbogen”, i hvilken forfatteren gennemgår de mange betingelser for udvikling af en skole, hvor flest mulige inkluderes.

Bogen er inddelt i 14 kapitler, hvor de første omhandler mål, krav til skolen, målgrupperne i forhold til inklusion, og hvordan der tales om problemer i skolen. Herefter følger kapitler, hvor der stilles skarpt på inklusion og fremherskende pædagogiske tendenser, lærerkompetencer, lærerteam og kompetenceudvikling samt de faglige resursepersoner i skolen, vejlederne. I bogens sidste kapitler kan man læse om støtteformer i skolen, arbejdet og samarbejdet for øget inklusion, samarbejdet med forældrene og andre, hvorefter skoleledelsens, Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings og det kommunale skolevæsens opgaver i forbindelse med inklusion behandles. I den afsluttende opsamling og perspektivering udnævnes blandt andet seks afgørende anbefalinger i forhold til inklusion fremadrettet.

Bogen kan læses fra ende til anden, men de enkelte kapitler kan også sagtens læses særskilt, da referencer gør det nemt at springe til lige det, man måtte ønske at fordybe sig i. Læsermålgruppen er alle folkeskolens aktører og interessenter, ligesom bogen også vil kunne bidrage væsentligt på både lærer- og pædagoguddannelsen.

”Inklusionshåndbogen” er på flere områder en god og gedigen læseoplevelse. Bogen er meget velskrevet, let at læse og forudsætter ikke, at læseren har et forhåndskendskab til inklusion. Som læser præsenteres man for helt centrale inklusionsforhold og -områder med afsæt i aktuel forskning og kan finde yderligere inspiration i bogens mange referencer.

Forfatteren fremstår troværdig, nuanceret og konsekvent i sine anbefalinger. Dette kommer blandt andet til udtryk i en ret præcis anbefaling af, hvor mange resurser, i form af timer, der bør afsættes til skolernes vejledere. At dette så ikke stemmer overens med virkeligheden for eksempel i min kommune, skal forfatteren på ingen måde klandres for. Perspektivet med udviklingen af almenundervisning som inklusionsfremmende kan jeg som praktiker nikke genkendende til fra min egen skolehverdag.

Som forfatteren indledningsvis slår fast og søger at vise med håndbogen, er der ingen hurtige eller lette løsninger i arbejdet med inklusion. Men med ”Inklusionshåndbogen” som afsæt er man hjulpet rigtigt godt på vej.