Jeg er tidligere inklusionspædagog, men først og fremmest er jeg:

mor til et barn med særlige behov

eller

mor til et barn som ikke passer ned i de kasser, samfundet har besluttet, man som barn/menneske skal passe ned i.

Min søn er 7 år og kognitivt fuldkommen normalt fungerende. Hans særlige behov kommer, fordi han har svært ved at bevare en emotionel selvkontrol og har svært ved at tilgodese andres behov over sine, hvilket gør ham rigid i de konflikter, der dukker op. Han er generel set krav-afvisende, hvilket gør det svært for ham at deltage fagligt i en almindelig skoleklasse, som klasserne ser ud nu, men han er glad for læring og er ikke bagud fagligt.

At han er anderledes, er helt okay for os som forældre – han er jo stadig vores dreng. At hans trivsel har været ustabil gennem hele børnehavealderen, har været hårdt at se på, da hans tid i børnehave kunne have set anderledes ud, hvis der i vores kommune, havde været mulighed for skovbørnehave med højt til loftet og godt med albuerum. De voksne gjorde hvad de kunne og vores samarbejde med tværfaglige professionelle, var til stede fra tidligt i processen, men ca 180 børn i en børnehave – det er bare for mange.

Nu er han landet i folkeskolen. Med løfte om en støtteordning, der blev taget fra ham allerede 3 måneder efter førskolestart, med begrundelsen af, at han var for velfungerende. Efter et meget lavt trivselsniveau i hele efteråret, på trods af mange specialpædagogiske tiltag i klasselokalet og knap 2 måneder hjemmeskole pga covid-19, er han tilbage i skolen. Et væsentligt bedre trivselsniveau end før nedlukningen, men med en skole der ligger sig flad ned i forhold til at have ressourcerne til at undervise ham fremadrettet. Derfor er han nu henvist til visitation af nyt skoletilbud, samt henvist til udredning i psykiatri. Dette kan vi som forældre godt acceptere, hvis ikke det var for følelsen af, at skolen end ikke forsøger at give inklusionen en reel chancen. Hvor blev støtteordningen af? Hvis de lægger sig fladt ned nu, hvorfor tildeles han så ikke en støtteordning i den resterende tid han har tilbage i det almen skoletilbud? Det er vel næppe fair over for hverken ham, hans undervisere (som har 24 andre børn at undervise) eller de andre børn i klassen, som kunne have draget nytte af en 0.klasse med to-voksen tid, i stedet for 1 til 1.5 voksen-tid, da vores søn trækker en hel voksen det meste af dagen.

Som tidligere inklusionspædagog for 25 indskolingsklasser, har inklusionen slået fejl igen og igen. Klasserne bliver større og større. Skolerne får flere og flere spor, men klasselokalerne og skolegårdene vokser ikke i samme takt. Jeg forlod faget, da mit job stort set kun bestod i at sende børn ud af folkeskolen og ind i specialskole og de børn som kunne have klaret det, blev overset i mængden af børn i klasserummet. De blev i stedet til de børn, som blev ”besværlige”. For mig at se, var eksklusion en større del end inklusion i løbet af min arbejdsuge.

Som mor savner jeg en folkeskole, med plads til større diversitet. Jeg savner en hverdag, hvor min søn ikke skal ekskluderes fordi han ikke passer ind i de kasser som samfundet har bestemt. I vores kommune bliver inklusionstimerne tildelt den enkelte skole, som derefter vælger hvordan timerne forvaltes, i stedet for at tildele timerne det enkelte barn.

Når daginstitutioner og skoler bliver større og større, bliver det mentale rum mindre og mindre. Det skaber et samfund, hvor mit barn og sikkert mange andre børn, bliver gjort mere særlig og anderledes, end hvad nødvendigt er. Denne start på livet er ikke til gavn for det enkelte menneske, eller for samfundet som helhed.