Skoleleder fyret på første arbejdsdag efter ferien

Næppe var skoleleder Hanne Enggaard fra Billundskolen mødt op til sin første arbejdsdag efter sommerferien, før børne- og kulturdirektør Thomas Reintoft mødte på hendes kontor og fritog hende for tjeneste. Fyringen kom fuldstændig bag på lærerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billundskolen opstod i 2011, da politikerne i Billund Kommune lagde byskolerne Enggaardskolen og Søndermarkskolen sammen. Hanne Enggaard blev ansat samme efterår og kom dermed til at stå i spidsen for sammenlægningen. Billund var også en af de kommuner, som tidligt vedtog at satse på inklusion, og senest har hun som andre skoleledere siddet med store opgaver med at implementere skolereformen og lærernes nye arbejdstid.

Hvad der præcist har ført til, at Hanne Enggaard skulle fyres straks, hun vendte tilbage fra ferie i mandags, er ikke offentliggjort.

"Det er en personalesag, så det har jeg ingen kommentarer til", siger børne- og kulturdirektør Thomas Reintoft.

Heller ikke Hanne Enggaard ønsker at udtale sig.

"Jeg stiller mig bedst ved ikke at sige noget, selv om jeg ikke synes, at fyringen er i orden", siger hun.

Lærerne havde ingen anelse om fritstillingen

Det hænder, at skoleledere bliver afskediget, men sjældent på første arbejdsdag efter sommerferien.

"Når vi vælger at træffe sådan en beslutning, ligger der en hel masse forud", siger Thomas Reintoft, som godt er klar over, at fritstillingen af Hanne Enggaard kom bag på Billundskolens lærere.

"Det ved jeg fra min dialog med dem om situationen både mandag og tirsdag", siger Thomas Reintoft.

Lærerne blev orienteret om fritstillingen af Thomas Reintoft på et møde mandag klokken 10, da de alligevel var samlet for at blive orienteret om, hvad der skulle ske resten af ugen.

"Hanne var der ikke, og det kunne jeg ikke forstå", fortæller lærernes tillidsrepræsentant Andres Langkjær. "Men så sagde skoledirektøren, at hun var blevet fritstillet, og at han ikke kunne sige mere. Vi fik ikke at vide hvorfor. Vi har ikke fået nogen begrundelse overhovedet".

Fyringen har ikke noget med lærerne at gøre

Det vil være rent gætværk, hvis Anders Langkjær skal komme med et bud på årsagen.

"Jeg kan tænke, hvad det skal være, og den slags rygter kan ikke bruges til noget. Jeg ved kun, at det i hvert fald ikke har noget med os lærere at gøre. Vi kom i skole uden at vide, at Hanne var i fare for at blive fritstillet. Jeg sidder i skolebestyrelsen, og der har vi heller ikke fået noget at vide om, at hun var i farezonen. Nogle af mine kolleger mødte hende om morgenen, og de vurderer, at hun heller ikke selv vidste det", siger Anders Langkjær.

Formanden for Billund Lærerkreds, Carsten Nielsen, har heller ikke et bud.

"Hanne Enggaard har selvfølgelig været i en vanskelig situation i forbindelse med fusionen af to skoler og udfordringerne med at forene to kulturer og få de praktiske ting omkring en skole på to matrikler til at fungere. Men det kommer også bag på os, at hun er blevet fritstillet", siger kredsformanden.

Barskt at fyre på første arbejdsdag

Tillidsrepræsentanten kalder det dårlig planlægning at fyre en skoleleder på første arbejdsdag efter sommerferien.

"Hvis man har villet det her, så er tidspunktet dårligt valgt. Vi har været igennem en lang fusion og er ved at bygge en ny skole op, og nu står vi med skolereformen, så det er et mærkeligt tidspunkt. Hanne har arbejdet hårdt md tingene, så det er en barsk måde at blive behandlet på", siger Anders Langkjær.

Hanne Enggaard bor i Billund og har gjort det, så længe Anders Langkjær kan huske.

"Det er uværdigt for hende, at kommunen ikke melder noget ud om baggrunden for fyringen. Jeg er godt klar over, at det er en personalesag, men i et lille samfund dannes der mange rygter, så kommunen kunne godt have sagt, at Hanne ikke har begået noget kriminelt. Det er jeg fuldstændig sikker på, at hun ikke har. Så godt kender jeg hende", siger Anders Langkjær.

Fyringen rammer to skoler på uheldigt tidspunkt

Billund Kommune har konstitueret skoleleder Dorthe Bønning Møller fra Grindsted Søndre Skole som leder af Billundskolen, indtil der findes en permanent afløser for Hanne Enggaard.

Dermed rammer fyringen to skoler, siger kredsformand Carsten Nielsen, som selv er lærer på Grindsted Søndre Skole.

"Fyringen kommer på det dårligst valgte tidspunkt overhovedet med alt det nye, vi står overfor: Nye arbejdsplaner, understøttet undervisning og skolereform", siger Carsten Nielsen.