Rismølleskolen i Randers var i knæ.

Skolen befandt sig i en voldsom krise, og medierne flød over med historier om flere påbud fra Arbejdstilsynet og flere grænseoverskridende elever i 9. klasse, der chikanerede skolens lærere og pædagoger med voldsomme skældsord og ubehagelige trusler.

Skolens ledere, lærere og pædagoger lagde sig syge på stribe. Forældrene var dybt frustrerede og skrev deres børn op til lokale privatskoler.

Noget afgørende nyt måtte ske, og så blev Pernille Engamo og Pia Moltzen udpeget som henholdsvis skolens nye skoleleder og viceskoleleder.

”Skolen står i en ekstraordinær situation, og løsningen kalder på en ny start og et nyt lederteam”. Sådan lød det fra Morten Lyhne, skolechef i Randers Kommune, i en pressemeddelelse i marts 2024.

To uger efter meddelelsen begyndte Pernille Engamo og Pia Moltzen som ledere på Randers-skolen. Der var tale om to kvinder med særdeles solid erfaring med skoleledelse.

Pernille Engamo havde i en årrække været skoleleder på den lokale Asferg Skole, og Pia Moltzen var viceskoleleder på Blicherskolen, der også ligger i Randers Kommune.

Siden tiltrædelsen har de knoklet for at skabe trivsel på skolen, og allerede i juni 2024 var noget nyt og positivt begyndt at spire. Her meldte Arbejdstilsynet ud, at Rismølleskolen nu havde opfyldt sit påbud og levede op til arbejdsmiljølovens krav til et godt arbejdsmiljø.

”Det er aldrig et quickfix at vende en negativ udvikling, og vi er fortsat på vej. Men alt andet lige har vi bevæget os fremad og i en god og positiv retning”, siger skoleleder Pernille Engamo.

Rismølleskolen har i omegnen af 300 elever. Skolen ligger i Dronningborg, der er kendt som en ganske resursestærk bydel i Randers.

Første skridt: At tage hånd om medarbejderne

”Vi blev ansat om mandagen og startede få dage efter. Vi havde dermed ikke tid til den dybe analyse før start. Men vi var så heldige, at vi havde både tillidsrepræsentanter og indskolingens afdelingsleder at læne os op ad”, fortæller skolelederen og uddyber:

Det har været altafgørende, at vi har været sammen om det her, og at vi har kunnet bruge hinanden. Det med at kunne afstemme og samarbejde og spille bold op ad hinanden og grine og græde har været nødvendigt.

Pernille Engamo, skoleleder, Rismølleskolen

”Afdelingslederen havde været her et år, før vi kom til. Hun havde sammen med den tidligere ledelse sat nogle spor, vi kunne stemme ind i. Hun gav os noget historik og forankring”.

Viceskoleleder Pia Moltzen slår fast, at skolens nye ledelse fra starten af gjorde sig umage for at se og anerkende, at skolen naturligvis også havde og har styrker.

”Vi var lettede efter det første møde med medarbejderne”, mindes hun: ”Vi oplevede nogle virkelig dygtige medarbejdere, der var rigtig glade for den her skole. De havde arbejdet på skolen i mange år, og de tog godt imod os. Der var noget godt at bygge videre på”.

Pernille Engamo mener, at de åbne arme fra lærere og pædagoger var ganske overraskende set i lyset af den situation, skolen stod i.

”Medarbejderne havde jo ikke valgt os, og de havde oplevet flere ledelsesskift inden for det samme skoleår. Mange havde været sygemeldte, tilliden havde det svært, og nu skulle de så lade sig overbevise om, at Pia og jeg ville klare mosten og blive på skuden, selv om vi ankom i stormvejr”.

Det var ledelsesmæssigt vanskeligt at samle en personaleflok, der mentalt og oplevelsesmæssigt var vidt forskellige steder, understreger Pia Moltzen:

”Medarbejderne var ramt vidt forskelligt af den turbulens, skolen havde været i. Nogle havde haft en meget svær tid, mens andre var på afstand af den virkelig grænseløse adfærd, nogle elever på 9. årgang udviste – en adfærd, som også førte til medieskriverier”.

Andet skridt: At skabe fælles retning

Det nye ledelsesteam startede med at sidde på et og samme kontor. Både fysisk og mentalt havde de behov for at rykke sammen. Og så begyndte de ellers at slukke ildebrande og forsøge at aktivere noget sammenhold og fællesskab mellem både elever, lærere og forældre.

De tillidsvalgte beskrev det, som om skolen var præget af, at alle havde fundet deres eget skib at sejle i. De fleste navigerede på egen hånd i den storm, skolen havde befundet sig i, og ledelsens opgave var at få alle til at samle sig på et skib og sejle i samme retning.

”Vi skulle skabe en meget tydelig fælles retning. Vi skulle have folk om bord på samme skib. Naturligvis var der fra begyndelsen lidt skepsis, og medarbejderne spurgte sikkert sig selv: ’Kan vi købe ind på det her?’ Vi startede, lige efter at en række medarbejdere havde sagt op. Men mange valgte sammen med os at skabe ro, og det skete gennem tydelig struktur efter en svær periode. Det blev en stærk genstart i fællesskab”, fortæller Pernille Engamo.

En af de mest presserende udfordringer var at få taget hånd om skolens 9.-klasser, der rummede de elever, der i flere år havde chikaneret en lang række medarbejdere. De havde oplevet at blive kaldt ord som ”sædcontainer” og ”fucking perker”.

”Vi var nødt til at bevæge os helt ind i klasselokalerne og gå helt tæt på lærere og pædagoger og igangsætte en respektfuld dialog om, hvordan de elever bedst håndteres”, fortæller Pia Moltzen og forklarer:

”Vi ville vise, at vi tog hånd om medarbejderne. De skulle ikke stå mutters alene. Så vi dukkede op til forberedelsen, og vi kom forbi undervisningen”.

Medarbejderne havde længe ønsket mere retning og mere struktur.

”Dette er noget af det, vi som ledelse siden har forsøgt at levere. Vi har blandt andet skabt klasseteam, der mødes en gang om ugen. Vi følger vores team tæt og stiller løbende spørgsmål som: ”Hvem har ansvaret, hvem er tovholder, og hvad skal der ske?” fortæller viceskolelederen.

Tredje skridt: At komme tæt på eleverne

En teenager dumper ind på Pia Moltzens kontor. Han har lige spist en stærk chili og har fået noget i øjet. En anden dag er det en prøve, der nager. Eleverne ved, at de er velkomne.

”Jeg har aldrig før i et lederjob været så tæt på eleverne, som jeg er nu”, slår hun fast.

Viceskolelederen har altid brændt for de teenagere, der har fået prædikatet ”besværlige”. Pia Moltzen er draget af at dykke ned i den komplekse sammenhæng mellem teenageres trivsel og læring.

”Som teenager kan man hurtigt få den opfattelse, at det er ligegyldigt, hvad man kommer med. Ingen lytter, og ’besværlig’ er et stempel, man hurtigt kan få på sig”, siger hun.

”Min overbevisning er, at der altid er en god forklaring, hvis teenagere er umulige. Svaret er aldrig entydigt, men teenagere bliver for eksempel utrygge, hvis de ikke kan mærke, hvad rammerne og retningen er. Så kan de komme til at agere på en måde, som simpelthen ikke er hensigtsmæssig”.

I det pædagogiske arbejde med de ældste elever, der havde skabt så store problemer på Rismølleskolen, havde hun heller ikke kun fokus på problemer, men også på, hvad der fungerede godt.

”Der har naturligvis også været traditioner, som har været rigtig gode, og som både elever og medarbejdere har været stolte af. Med andre ord: Hvad er værd at bevare? Hvad skal vi have noget mere af? Det er alt fra vores motionsdag til vores store legedag. Og særligt vores skolefest er en tradition, der er værd at bevare. Her er alle elever på tværs af alle årgange sammen om at arrangere en skolefest med aktiviteter, konkurrencer, leg og sjov. Alle deltager, og om aftenen er forældrene inviteret til et brag af en fest”.

Pia Moltzen ser sig fortsat som et velkomment supplement til klasselærerne.

”Nogle gange kan det lette, at eleverne også har mulighed for at dumpe forbi mit kontor. Sådan noget skaber en tillid, og tillid er noget, der skal opbygges i fredstid, for det kan man bruge, hvis man en dag må tale med store bogstaver”, slår hun fast.

I skole-hjem-samarbejdet viste det sig også hurtigt, at det var godt at være et stærkt ledelsesteam. De to ledere har haft mange samtaler med både elever og forældre om, hvordan de kunne ændre det negative billede.

Nogle gange kan jeg tænke: Hold da op, for et år siden kendte jeg slet ikke dig. Men nu føler jeg virkelig, at vi er i sync. Vi er forankrede i de områder, vi hver især behersker, og vi er begge drevet af en nysgerrighed på mennesker og situationer.

Pia Moltzen, viceskoleleder, Rismølleskolen

”Vi har haft så ufatteligt mange bolde i luften hele tiden, så vi har haft brug for hinandens hænder og refleksioner”, fortæller Pia Moltzen og giver et eksempel:

”I starten var vi for eksempel under voldsom beskydning fra forældrene, der naturligt nok var dybt frustrerede. Vi brugte rigtig meget tid og mange kræfter på møder og samtaler. Vi valgte ofte at ringe til dem frem for at skrive til dem. Det var givtigt, men var også tidskrævende”.

Også spørgsmålet om, hvordan skolen skulle afvikle sidste skoledag for nogle af de elever, der havde chikaneret medarbejderne, fyldte på de to lederes bord.

”Hvordan gennemførte vi den dag i god ro og orden? Det krævede mange og lange samtaler at få sendt eleverne af sted på en god måde. Men vi var tydelige og fik sat rammer og retning. Så den sidste skoledag endte med at blive en succes”.

Tilliden er tilbage skridt for skridt

Lederteamet på Rismølleskolen har nu været i gang i et år, og skolen har været igennem et turnaround. I Rismølleskolens seneste arbejdspladsvurdering (APV) har 87 procent svaret, at ledelsen har tillid til, at personalet gør et godt stykke arbejde, og at de føler sig anerkendt for det.

”Jeg ser det, som et udtryk for, at engageret ledelse tæt på medarbejderne skaber tryghed og tillid. I dag står vi tre ledere tæt sammen. Vores trekløver med afdelingsleder Mette Ernstsen kan noget helt unikt”, siger viceskoleleder Pia Moltzen.

Skoleleder Pernille Engamo vil også gerne sætte ord på, hvad hun ser som den største bedrift:

”Vores største ledelsespræstation er, at vi formåede at bygge videre på det engagement og den vilje til det fælles, som medarbejderne viste”. Hun fortsætter:

”I dag udvikler lærere og pædagoger sig sammen. De har et fælles fokus, opbygger fælles viden og har et fælles sprog. De deltager med andre ord i fælles og praksisnær udvikling af kompetencer. Den tilgang har skabt ro for eleverne og tryghed og et godt samarbejde med forældrene. Dette bidrager til en fælles følelse af at sejle på samme skib”.