Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I den sidste uges tid har jeg haft mulighed for at følge et af Danmarks Lærerforenings internationale partnerskabsprojekter i et af verdens fattigste lande, Malawi. Projektet er understøttet af DLF og Ulandssekretariatet i FH gennem Danida.

I Malawi mødte jeg lærere, der kunne fortælle om kollegaer, der flygter fra landet. Skolesystemet er fattigt på alt. Klasseværelser, hvor eleverne sidder på jorden i et rum med rå vægge uden egentlige vinduer. Skoler, der ligner en stald fra begyndelsen af 1800-tallet. Materialer som bøger og hæfter er der ikke noget af. Den voldsomme fattigdom står dog i kontrast med undtagelse af lærernes stolthed over deres arbejde og ansvarsfølelse over for deres elever.

Startlønnen for en lærer i Malawi svarer til 1.200 kr. om måneden i et land, hvor benzin f.eks. koster 10 kr. pr. liter. Omkostninger til transport er lærernes eget ansvar, og de lærerboliger, der kan lejes tæt på skolen, er ofte i meget dårlig stand. Lærerne fortalte, at de ofte var nødt til at rykke deres ejendele sammen og beskytte dem med en presenning, når det regnede. Det er svært at forestille sig, når man er vant til danske forhold.

På trods af vilkårene, var professionsbevidstheden høj hos de lærere, jeg talte med. Undervisningens betydning for elevernes fremtid, uddannelsernes betydning for landets økonomiske udvikling og lærernes betydning fyldte i samtalerne. Det at gøre noget for andre var noget helt fundamental for disse lærere.

Men samtidig var lærernes analyse skarp. For i et land med 20 millioner indbyggere, hvor ca. syv millioner er i skolealderen, hvem skal så betale for en bedre skolegang gennem en skattebetalt offentlig finansiering?

0,7 procent af medlemmernes kontingent

Malawi er et af flere afrikanske lande, hvor lærernes manglende mulighed for at lykkes med deres mission højst sandsynlig vil resultere i øget fattigdom.

Konsekvensen er, at mange vælger at kæmpe for sig selv. F.eks. sørger velbemidlede grupper for at sende deres børn i privatskole og dermed sikre deres fremtid, mens indbyggere uden midler kan vælge at emigrere, hvilket mange gør. Det skubber til den negative udvikling, samtidig med at magt og midler nedarves i det, der ellers skulle være et demokratisk samfund.

Og det er så her, vi kan spørge: Why should we care? Vi kan fortsætte med at lukke øjnene og forstærke ringen rundt om den europæiske union. Eller skal vi gøre noget, der virker?

I Danmarks Lærerforening har vi valgt at bruge 0,7 procent af medlemmernes kontingent til solidarisk at stå sammen med lærere, som dem, jeg har mødt i Malawi. De 0,7 procent svarer til de 0,7 procent af BNP, vi i Danmark bruger på ulandsstøtte.

Og hvad sagde lærerne så til os? DLF’s tilstedeværelse gav dem håb. DLF’s arbejde for at styrke lærernes faglige organisation var deres mulighed for at mødes med fagforeningsledere fra både Malawi og Danmark og styrke den fælles stemme. Vores støtte giver dem mulighed for at finde fælles styrke og retning i et land uden råstoffer og uden nogen egentlig eksport, og hvor uddannelse er vejen frem.

Hvad gør vi så? Skal vi, som EU’s Ursula von der Leyen forslår, hente talenterne fra den tredje verden for at tage konkurrencen op med USA og Kina? Eller skal vi i en verden med skrøbelige demokratier, smuldrende verdensorden og en bekymrende sikkerhedssituation satse alt på våbenindustri og forbedret konkurrenceevne.

I DLF er svaret et klart. Vi kan ikke kun satse på våben og konkurrence. Vi skal globalt fokusere på kvalitetsuddannelse for alle, og vi er derfor nødt til at solidarisere med vores lærerkollegaer i andre dele af verden, hvis vi skal lykkes med det.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk