To fejl i geografiprøve

Montreal er en by i Canada. Men hovedstad er den ikke. Kun i årets danske geografiafgangsprøve. Eleverne skulle parre lande og hovedstæder, men Canadas hovedstad Ottawa var ikke blandt mulighederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De elektroniske afgangsprøver er opdelt i forskellige sæt med opgaver, der ligner hinanden, men ikke en ens. Det er kun det ene sæt, som er fejlbehæftet, så det er altså kun en del af de elever, der var til afgangsprøve i geografi i onsdags, som har mødt det fejlbehæftede opgavesæt. Til gengæld var der to fejl i deres prøve. Formand for opgavekommissonen, Keld Nørgaard, undskylder i en mail til de berørte skoler og beklager, at fejlene på trods af en omfattende kvalitetssikringsprocedure alligevel er sluppet igennem.

Eleverne skulle parre en række lande med en række hovedstæder, og den eneste canadiske by på listen var Montreal. De elever, som har valgt Montreal, får stadig point. Men de elever, der har svaret blankt, fordi de i deres atlas har læst, at Ottawa er hovedstad, får også point, oplyser Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen. I samme opgave skulle eleverne finde Sydafrikas hovedstad, og her var der kun mulighed for at vælge Cape Town. Men formelt er Cape Town én ud af tre officielle sydafrikanske hovedstæder. De andre er Pretoria og Bloemfontein. Også her vil eleverne få point, selvom de har sprunget Sydafrika over i opgaven.

Højere karakter

Den elektroniske prøve giver eleverne en karakter med det samme, efter at de har besvaret det sidste spørgsmål. Hvis opdagelsen af de to fejl medfører, at der er elever, der skal have en højere karakter, vil de pågældende skoler få besked inden den 22. juni, lover Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen.