”Der er sket et skred i måden, vi driver skole på. Det skete lidt harmløst, med at ’lærerværelset’ pludselig skulle hedde ’personalerum’. Eleverne skulle kaldes ’børnene’, og vi lærere begyndte at blive kaldt ’de voksne omkring børnene’. Man begyndte at tale om ’trivselsarbejde’ i stedet for ’klasserumsledelse’”.

Rikke Johansen, Københavns Lærerforening, var en ud af rigtig, rigtig mange delegerede fra hele landet, der gik på talerstolen ved Danmarks Lærerforenings kongres i oktober for at byde ind i debatten om ”en stærk lærerprofession”.

Kongressen kulminerede i en fejring af foreningens 150-års jubilæum, og det store punkt på kongresdagsordenen var diskussionen om, hvordan man værner om arven og også får omverdenen til at se en stærk lærerprofession, der tager ansvar for at udvikle folkeskolen til en samfundsbærende institution. På storskærmen så kongressens delegerede videoer af kendte og ukendte danskere, der genså og roste deres gamle lærere. Men talerstolen var i høj grad præget af frustrationer over hverdagen i skolen. Over nedskæringer, over sprogbrug, over manglende anerkendelse.

Moralsk stress æder stoltheden

”Vi har grund til at være stolte af at være lærere. Og jeg tror også, at mange – også unge lærere – er stolte af det ansvar og den betydning, de har for børns og unges opvækst, udvikling og dannelsesproces”, siger formand Gordon Ørskov Madsen, da Folkeskolen taler med ham efter kongressen.

”Men jeg oplever også, at alt for mange glemmer den stolthed, når hverdagen bliver for presset. Det glider i baggrunden, når man oplever, at man ikke slår til som lærer og ikke formår at være den lærer, man allerhelst vil være”, siger han og henviser til det begreb, forskerne kalder ”moralsk stress”. En tilstand, man kan opleve, når man i sit arbejde ikke kan leve op til egne værdier på grund af begrænsninger, som påføres udefra.

”150-års jubilæet er en anledning til at slå et slag for den stolthed og for de stjernestunder mellem elever og lærere, som er grunden til, at man bliver lærer. Vi skal have omverdenen til at forstå, at skal folkeskolen lykkes, så skal lærerprofessionen lykkes”, siger Gordon Ørskov Madsen.

Respekt for læreruddannelsen

Mange folkeskolelærere har som Rikke Johansen oplevet, at der er sket et langsomt sprogligt skred i den offentlige samtale om lærerjobbet – fra ”undervisning” til ”læring”, fra ”lærere” til ”personale”, fra ”tolærerordning” til ”tovoksenordning” og så videre. Alligevel kom det som noget af et chok, da Undervisningsministeriet sendte en ny folkeskoleaftale, regeringens og forligskredsens kvalitetsprogram for folkeskolen, i høring, og det eksplicit fremgik, at de 500 millioner kroner årligt, som Folketinget har fundet til at løfte de ti procent fagligt svageste elever i dansk og matematik, kunne bruges til pædagogtimer.

”Det understreger netop, at der er nogle, der ikke har forstået, hvor kompleks og vigtig en opgave vi varetager som lærere”, siger Gordon Ørskov Madsen og skynder sig at tilføje, at han ikke er ude på at degradere pædagogers betydning for børn i og uden for skolen, ”men når vi taler om reel undervisning, så er der altså en kompleksitet, hvor vi i læreruddannelsen netop har lært at koble det faglige stof med en pædagogisk indsigt og vælge den rette didaktiske metode”.

Lærerformanden oplever det også som manglende respekt for lærerfagets faglighed og kompleksitet, når politikerne taler om behovet for voksne med en anden uddannelsesbaggrund i skolen.

”Den alsidighed kan man sagtens finde blandt de læreruddannede. Vi har lærere, der er fuldstændig optaget af at bringe naturen ind i skolen, lærere, der er bidt af teknologi, og lærere, der er optaget af tysk sprog og kultur. Det er det, vi skal have frem”, siger Gordon Ørskov Madsen.

Én af de frustrationer, der fyldte allermest på talerstolen, var, at antallet af ikkelæreruddannede, helt unge vikarer fylder stadig mere i folkeskolen.

”Jeg tror desværre, at det handler om økonomi og en logistik, der skal gå op. Man mangler arbejdskraft, og så kan man ansætte de unge i nogle få timer, og hænger økonomien så ikke sammen, kan man bare sige farvel til dem igen. Men det er udtryk for et kulturskred. Har vi virkelig ikke større ambitioner? Det er skolelederne, det er forvaltningerne – og det er nogle gange os selv, der er nået derhen, hvor en voksen, en hvilken som helst voksen, er bedre end ingenting”, sukker lærerformanden.

Opgør med eksamensskolen

Lige før kongressen vedtog Lærerforeningens hovedstyrelse en politik for, hvordan elevernes ti år i folkeskolen ideelt set bør afsluttes. Politikken er en klar afstandtagen fra eksamensskolen, hvor Danmark p.t. har flere afsluttende prøver end noget andet nordisk land. Idealet er, at der slet ikke skal være nogen afsluttende prøver, ud over hvad læreren selv må have brug for at sætte i gang.

Det blev selvfølgelig også bemærket på kongressen, hvor formand for Gladsaxe Lærerforening Thomas Agerskov gik på talerstolen:

”Det skal ikke være sådan, at man kan dumpe folkeskolen. Det er virkelig, virkelig et stort skridt i den rigtige retning”, sagde han om politikken og blev mødt af klapsalver fra salen.

Birgitte Lehrmann, Ringsted-Sorø Lærerforening, var dog ikke helt så overbevist:

”Måske er det også vigtigt at afslutte et fag. Dermed ikke være sagt, at antallet af prøver ikke kan og skal reduceres”, sagde hun. ”Men at lade pendulet svinge ud til modsatte side og afskaffe alle prøver er ikke nødvendigvis befordrende for hverken elever eller kolleger. For elever er det ingen skade til, at de i trygge omgivelser, som vi som lærere kan skabe med en lærer fra en anden skole, får en erfaring med en prøvesituation, som bliver uundgåelig i et videre uddannelsesforløb”, sagde hun og fremhævede, at prøverne som et element også er med til at danne en fælles folkeskole.

Men passer tanken om helt at afskaffe de afsluttende prøver overhovedet sammen med ønsket om en stærk lærerprofession? spurgte Folkeskolen efterfølgende Gordon Ørskov Madsen. For en profession er jo kendetegnet ved, at man er klar til at invitere kolleger indenfor og kigge én arbejdsmæssigt i kortene.

”At vi vil af med eksamen i den nuværende form, er bestemt ikke udtryk for, at lærerne fremover skal gøre, som de vil, i et lukket rum”, understreger Gordon Ørskov Madsen. ”Men vi vil gerne have undervisning, der sprudler og har variation, og så duer det ikke, at samtlige prøver kræver en bestemt form for faglighed og en bestemt form for elevdygtighed, så de elever, der har talenter i andre retninger, ikke får et ben til jorden”.

Demokratidiskussion

Et kritisk pip om eksamen var dog ikke den eneste modstand, foreningsledelsen mødte på kongressen. For nogle delegerede blev 2024-kongressen også et opgør om demokratiet i foreningen. Nemlig da foreningens daglige ledelse, hovedstyrelsen, lagde op til, at den skal bruge det næste år på at skrive en samlet lønstrategi til erstatning for nogle forskellige kongresvedtagelser, der i dag udgør foreningens lønstrategi.

”Jeg siger ikke, at hovedstyrelsen er en junta. Men det må være udtryk for forskellige demokratiopfattelser, når den selv vil udarbejde en lønstrategi. Den kompetence bør ligge hos os medlemmer”, lød det fra Nikolaj Thomsen fra Århus Lærerforening, da han indtog talerstolen.

Hovedstyrelsen havde lagt op til, at den ville præsentere den nye lønstrategi for kongressen om et år. Men det var en garvet delegeret, Niels Munkholm Rasmussen, Odense Lærerforening, ikke tilfreds med, og han stillede i stedet forslag om, at hovedstyrelsen kan fremlægge sit bud på en lønstrategi for kongressen i 2025, hvor den så skal debatteres og til afstemning.

”Det med, at hovedstyrelsen begynder at gå på strandhugst i kongressens kompetencer, er ikke lige min stil”, sagde han.

Og det endte med, at hans formulering blev vedtaget.

DLF 150 år

Statsministeren: "I skolen må det være læreren, der bestemmer"

Da folkeskolen.dk skrev om kongressens demokratidiskussion, reagerede formand for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen blandt andet med denne kommentar:

”Det var noget af det mest udramatiske, jeg har oplevet på en kongres”.

Vedtægtsændring blev ikke til noget

Også Henning Brusgaard, Egedal Lærerkreds, havde sat foreningsdemokratiet på dagsordenen. I begyndelsen af september skrev han et debatindlæg på folkeskolen.dk og spurgte, om arbejdstidsaftalen fra 2020 kom på dagsordenen denne gang, nu hvor den ikke var det på sidste års kongres. Svaret var DLF’s ledelse var nej, men ”som du ved, kan enhver delegeret bede om at få punkter på kongressens dagsorden”.

Imidlertid er det ikke helt så enkelt. Man skal have enten ni hovedstyrelsesmedlemmer, 50 delegerede eller 200 almindelige medlemmer bag sig og melde ind seks uger før kongressen, hvis man vil have et dagsordenpunkt på. Henning Brusgaard stillede derfor forslag om en vedtægtsændring, der ville nedsætte kravene til 15 delegerede, 50 almindelige medlemmer og fire ugers frist. Men det forslag blev stemt ned med et massivt flertal.

DLF-kongres

Vikarer får ikke mulighed for at blive ’særlige medlemmer’ i DLF

”Kongressen er foreningens højeste myndighed, men hovedstyrelsen er altså også demokratisk valgt. De fleste er valgt direkte af medlemmerne, og formandskabet er valgt af kongressen, og vi har tæt kontakt med kredsene, som igen har kontakt med medlemmerne via tillidsrepræsentanterne. Ideen er, at kongressen træffer de overordnede politiske beslutninger – og kongressen har vedtaget foreningens lønpolitik”, fremhævede Gordon Ørskov Madsen efterfølgende.

Han ærgrer sig over, at der tilsyneladende er kongresdelegerede, der mistænker hovedstyrelsen for at ville snige en ny lønpolitik ind ad bagdøren. Med hensyn til muligheden for at få punkter på kongressens dagsorden kan han slet ikke se problemet:

”Man skal selvfølgelig kunne sætte vigtige punkter på dagsordenen, men det mener jeg bestemt også, man kan i dag. Man skal gøre en indsats, men jeg har selv fået punkter på kongressen som delegeret – jeg har sågar indkaldt til en ekstraordinær kongres engang, så det er muligt”, fremhæver formanden.