Alberte fik en masse ros med sig fra sin første afgangsprøve. "Hvis du fortsætter på den måde, kan jeg godt se dig på tekstildesigneruddannelsen om et par år", sagde billedkunstlærer Stine Larsen, som selv har den baggrund.

Valgfagsprøven var en god start for eleverne

Både elever og lærere er glade for afgangsprøven i billedkunst på Skovbrynets Skole. "Nu ved jeg, at det slet ikke er så slemt at gå til eksamen", siger Alberte. Og censor Tobias Aam synes, det er en god ide, at de starter i et fag, som de selv har valgt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er første gang for både elever, lærer og censor på Skovbrynets Skole.

Afgangsprøven i de praktisk-musiske valgfag blev indført for to år siden, men på grund af corona er det første gang i år, at alle 8. klasser kan gennemføre den på normale vilkår og får den med på afgangsbeviset.

Stine Larsen har undervist billedkunstholdet, som består af elever fra de to naboskoler i Gladsaxe Skovbrynets Skole og Stengårdsskolen, og censor Tobias Aam er på besøg fra Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg, hvor han selv skal have sine elever til eksamen i januar.

De synes begge, at prøven fungerer godt.

"Det er vigtigt, at de får en positiv oplevelse af deres første prøve i folkeskolen. Derfor giver det mening, at de både får lov til at vise og blive husket på, hvad de har lært og lavet i løbet af året i årsudstillingen og oveni får lov til at lave et fint afsluttende projekt, hvor de kan vise, hvad de kan nu", siger Stine Larsen.

Eksamineringen kører over to dage og det har været sjovt, synes Stine Larsen. De har brugt hele skalaen, men langt de fleste har ligget i den øverste del.

"Jeg synes, det er supergodt, at de starter med at komme op i et fag, som de selv har valgt", siger Tobias Aam.

"Det er klart, at man vælger det, som man er bedst til, og så vil karaktererne komme til at ligge højere. Det er en dejlig generalprøve her i 8. klasse, hvor de får prøvet af, hvordan det kan være at være til eksamen i noget, hvor de kan det og har ro på", uddyber han.

Nogle af eleverne har været meget nervøse, og der har de to lærere gjort meget for at få dem til at slappe af og fortælle om deres værker.

"De er jo stadig bare små børn, og man kan jo knække en sart sjæl fuldstændig, hvis man er hård ved dem her. Jeg synes faktisk også, der er en pædagogisk opgave i at give dem en god oplevelse første gang, de er oppe", siger Tobias Aam.

Og der er billedkunstprøven velegnet, fordi de taler om noget konkret, de kan have i hænderne.

"De prøver at sætte op på det, de har skabt. Vi har arbejdet løbende med det gennem året, og jeg synes faktisk, det er en fin forlængelse af undervisningen", siger Stine Larsen.

På Skovbrynets Skole bliver valgfagene undervist sammen med naboskolens elever, og timerne ligger en hel dag om ugen i foråret af 7. klasse og efteråret af 8. klasse. Derfor er eksamen allerede nu.

"Det har været skønt at have så mange timer i træk. Selvfølgelig er man også træt efter, men det fungerer så meget bedre, at vi kan nå igennem tingene, og vi kan få teorien ind på en naturlig måde undervejs", siger Stine Larsen.

Dejligt at kunne læse op i logbogen

For Alberte og Frederik, som er oppe i dag, har det bestemt også været en god oplevelse.

"Det føles virkelig dejligt. Jeg troede, censor ville være sur og stille svære spørgsmål. Men de var supersøde, og det foregik helt stille og roligt som en samtale", siger Alberte, som redede sig et flot 12-tal.

"Jeg troede måske, jeg kunne have fået 10, så jeg er virkelig glad", siger hun.

Alberte er superglad for et 12-tal i sin første afgangseksamen.

Hun har altid elsket at tegne og være kreativ, men hun elsker også at lave mad, så hun var faktisk i tvivl om, hvilket af fagene hun skulle vælge - også fordi hendes venner valgte madkundskab.

"Men nu er jeg virkelig glad for, at jeg valgte billedkunst, for de andres prøve har vist sig at være megasvær".

Frederik ville egentlig hellere have haft håndværk og design, men han har været glad for de ting, de har arbejdet med i billedkunst. Han har bare været ked af, at han skulle cykle til Skovbrynets Skole i stedet for at have det på sin egen skole.

Men nu hvor han står med et 10-tal er han mere end tilfreds.

"Jeg glemte noget af det, jeg ville have fortalt, men det gik helt fint alligevel. Jeg forberedte en del i går, for jeg kender det fra mine storebrødre, og jeg ved, at jeg godt kan, hvis jeg gør en indsats", fortæller han.

Alberte læste også op inden prøven.

"Vi har afsluttet hver undervisningsgang med at skrive ned, hvad vi havde lært og lavet. Det var supergodt, for ellers tror jeg slet ikke, jeg havde kunnet huske, hvad vi har lavet. Det var meget nemmere med logbogen".