Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg tager en kasse ned fra hylden og stiller den her på mit bord, så tager jeg opgaven op og løser den. Når jeg har gjort det, lægger jeg den tilbage i kassen og stiller den ned på gulvet. Så tager jeg en ny kasse oppe på hylden'.
Mia på 11 år viser sit arbejdsbord frem. Hun er autist og går på Langagerskolen i Viby syd for Århus. Hun optræder scenevant.
'Når vi har gæster på skolen, er det altid mig, der skal vise, hvordan vi arbejder. For jeg er dygtig til at fortælle om det'.
Gæster er der tit på Langagerskolen. Specialskolen har været et tilløbsstykke, siden den blev indviet i år. Gæsterne kommer for at se, hvordan man indretter en skole, så den bedst muligt understøtter elever med autisme, Damp og andre udviklingsforstyrrelser.
Diagnoserne er forskellige, men autister har svært ved at knytte deres erfaringer sammen til meningsfulde helheder, mens Damp-børn har problemer med at omstille sig fra et miljø til et andet. De har det til fælles, at de fungerer bedst i en struktur, der i ekstremt høj grad sikrer dem en forudsigelig hverdag.
Derfor har den nye skole ikke ret mange vinduer i øjenhøjde. Det giver masser af vægplads til farvestrålende plakater. Det sker ikke.
'Jo flere stimuli børnene får, desto sværere har de det. Derfor føler elever sig trygge i det nye byggeri. Her finder de den isolation, de har brug for', siger Birgit Jakobsen, lærer i Mias klasse.
Isolationen betyder ikke, at eleverne sidder i halvmørke. Arkitekterne bag byggeriet har forhøjet taget med tårne, hvorfra lyset strømmer ind ad lange vinduer.
'Eleverne bliver distraherede, hvis de kan se ud til andre børn og voksne og til biler, der kommer kørende', siger skoleinspektør Bent Vandborg Sørensen.
Pladsmangel i mange år
Byggeriet er et resultat af den knopskydning, Langagerskolen har været ude for, siden Bent Vandborg Sørensen tiltrådte som skoleinspektør for 11 år siden.
Dengang blev han leder for ni medarbejdere og lige så mange elever. I dag står han i spidsen for 220 ansatte og 192 elever, så behovet for at bygge en ny specialskole i Århus Amt var stort.
'Hver gang vi havde brug for mere plads, måtte vi rykke ind i de lokaler, vi nu kunne få fat i. På et tidspunkt havde vi afdelinger på 13 adresser i Århus Kommune', siger Bent Vandborg Sørensen.
Det gjorde det svært for personalet at udveksle erfaringer, og lokalerne var ikke gearet til de regelmæssige strukturer, som børnene har behov for.
Set fra et fugleperspektiv består den nye skole af bygninger, der hver især er formet som et H. I hver ende af de to ben er der plads til én klasse med fem elever i. I det åbne rum mellem de to ben ligger en gårdhave, som er delt i to af et plankeværk. Hver klasse råder således over sit eget udeområde, så eleverne ikke behøver møde dem fra naboklassen.
Hvis det alligevel går galt for eleverne, har lærere og pædagoger gode muligheder for at gribe ind. Fra lærerværelset i H'ets tværligger kan de se ud i alle fire gårdhaver gennem store glaspartier.
Præget af døre
Hver klasse har separat indgang. Det hindrer, at elevernes veje krydses, både i løbet af skoledagen og når de kommer om morgenen og går om eftermiddagen.
De to klasser i H'ets lange ben deler ganske vist køkken, vaskeri og bad, men de kommer ind fra hver sin side. Takket være et lille kighul i døren kan lærere og pædagoger sikre sig, at de ikke træder ind i køkkenet, mens elever fra den modsatte klasse er i gang med potter og pander. Hvis det skete, ville de risikere, at en eller flere af eleverne ville reagere voldsomt, for eksempel ved at rydde alt fra køkkenbordet ned på gulvet.
Indvendigt er byggeriet i det hele taget præget af døre. Alene i den smalle gang er der ikke færre end otte af slagsen. Dørene hjælper personalet til at lukke så mange forstyrrelser som muligt ude.
En af dørene fører ind til et grupperum, hvorfra der igen er døre til tre mindre undervisningslokaler og et depot. Med fem elever i hver klasse kan lærerne for eksempel placere tre af dem hver for sig, mens to kan sidde i hver ende af det store grupperum. Det betyder dog ikke, at eleverne altid sidder for sig selv.
'Vores elever fungerer godt intellektuelt, men de skal vide, om de er i gang med at lære nyt, om de laver lektier, eller om de leger. For at hjælpe dem med at få et overblik over, hvad de laver, foregår indlæringen altid ved ét bestemt bord, mens de arbejder selvstændigt ved et andet. Vi kan bedre skille funktionerne fra hinanden, når vi har flere små lokaler end ét stort', siger Hanne Vesterager, lærer for fem elever fra seks til 11 år.
Mias parat-stol
Birgit Jakobsens elever er lidt ældre, fra ti til 13 år. Eleverne har fulgt hinanden i flere år, så nu kan fire af dem magte at sidde sammen. Derfor har klassen indrettet sig med et fælles indlæringsbord midt i grupperummet. Her spiser eleverne også, for det er også indlæring. Men princippet er det samme som hos Hanne Vesterager. Indlæring med læreren ét sted, selvstændigt arbejde ved et andet bord.
'Efter vi har taget skolen i brug, er det gået op for mig, hvor stor betydning de fysiske omgivelser har. Børnene har brug for, at der ikke er så mange lyde, der påvirker dem', siger Birgit Jakobsen.
Børnene larmer selvfølgelig af og til. Men der er den afgørende forskel, at støjen ikke kommer udefra, men fra børnene selv. Birgit Jakobsen bruger Mia som eksempel på, hvor godt omgivelserne fungerer.
'Når Mia løber ind i en konflikt, skriger hun i vilden sky. Tidligere måtte en af os sætte os og holde om hende, indtil hun faldt til ro. I dag kan vi bede hende gå ud i gangen og sætte sig på sin parat-stol. Her sidder hun så og skriger af', fortæller Birgit Jakobsen.-Henrik Stanek er freelancejournalist