Sidste år udkom fem bøger og en lærervejledning i ”Vi Tænker!”-serien, hvor de fire-syvårige skulle lære fem grundlæggende begreber og strategier til social tænkning på børnehave- og indskolingsniveau. Nu er der udkommet fem nye bøger – som bliver kaldt kapitel 6-10, og som bygger oven på de begreber, der blev indlært i kapitlerne 1-5 – for sociale opdagelsesrejsende.

De nye bøger ligner dem fra første del. Det er de samme inspirerende børnefortællinger, der appellerer til børnenes sanser, så de lærer at bruge øjne, ører, krop og hjerne gennem interaktive fortællinger og forestillingslege.

Det handler om at lære børn robusthed, selvindsigt, selvbevidsthed, selvregulering, social bevidsthed, relationskompetence og ansvarlig beslutningstagen. Alt sammen i børnenes tempo og ifølge børnenes udviklingstrin. For det siger jo sig selv, at man kan stille andre krav til en syvårig end til en fireårig. Og ikke mindst er der en del diagnosebørn, der ikke har så nemt ved at lære de sociale spilleregler.

Så bøgerne i denne serie er først og fremmest udviklet til de børn, der har diagnoser, og som har svært ved at læse andre socialt – også selv om det er noget, alle børn kan have stor glæde af at øve sig i. Måske er det også det, der er tanken med de øgede inklusionskrav i folkeskolen, at de, der har svært ved det, skal lære af de børn, der har nemmere ved at indgå i sociale sammenhænge end andre.

Man kan sige og skrive meget om amerikansk pædagogik og deres instrumentalistiske måde at opstille læringsmål på. Men for en nyuddannet lærer og pædagog er det måske meget rart med sådan et ”grydeklart” materiale, som bare skal bruges, som man bruger en strikkeopskrift – også selv om der står, at man for alt i verden ikke må gå for hurtigt frem – af hensyn til de børn, der har svært ved at udføre øvelserne.

Jeg vil på ingen måde lyde negativ eller distancerende til materialet, men jeg kan dog godt blive lidt trist over, at det er nødvendigt med alle disse instrumentaliserede måder at omgås børn på. Det er trist, at vi er nødt til at lære børnene at være glade, optimistiske og samarbejdsparate som et læringsmål – i stedet for at de blot lærer det ved at være sammen med ansvarlige og empatiske voksne, som de kan spejle sig i.

Nå, men når børnene i del 1 har lært om følelser, har lært at læse andre med øjnene, har lært at kunne indgå i en gruppedagsorden og har lært om kropssprog, så er de klar til del 2, som dette materiale omhandler. Nu skal de vise, at de kan bruge øjne, ører, hoved og krop i forhold til andre. Det udforskes med fem nye fortællinger i de rigt illustrerede bøger, der følger med materialet.

De skal nu lære om skjulte regler, forventet og ikkeforventet adfærd, de skal lære at gætte, hvordan de andre har det, og de skal lære at kunne være fleksible i deres tænkning, at kunne komme videre, når der opstår problemer, og at kunne dele forestillinger med andre. Det handler altså om ting, der er noget mere usynlige end de begreber, der blev indlært tidligere.

Der er intet vigtigere læringsmål i børnehaver og skoler, end at vi træner børnene i at blive livsduelige individer i samspil med andre. Og ”Vi Tænker!”-serien er et godt sted at begynde. Det er i alt fald en investering værd i en travl skolehverdag.