Når man sætter et konkret måltal, starter man også en tænkning, der fortsætter, længe efter det er væk igen.

Derfor anser børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil det fortsat som det største enkeltstående problem i forhold inklusionen i folkeskolen, at der med inklusionsloven fra 2012 blev sat et mål om, at 96 procent af eleverne skulle inkluderes på normalområdet.

Det fortalte hun, da Folketingets undervisningsudvalg onsdag inviterede til åben høring om inklusion.

For selvom daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre senere afskaffede måltallet, så lever en ”ekstrem firkantethed” videre på området, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Det tager to sekunder at indføre regnearket, og det tager 10 år at vænne sig af med det igen. Så selvom firkantetheden er væk fra lovgivningen, vil det tage lang tid, før den også er væk fra forståelsen af, hvordan man griber inklusionen an – set med statens, kommunernes, institutionernes og lærernes briller”, sagde hun og tilføjede:

”Vi skal væk fra at snakke om, at det går den forkerte vej med inklusionen, fordi flere elever går i specialtilbud. Et barn skal have den støtte og hjælp, der er nødvendig. Det er fantastisk, hvis det sker på almenområdet. Hvis barnet har bedst af at være i specialtilbud, er det fantastisk, at det er der”.

Få overblikket over de mange nye tal om, hvordan det går med inklusionen

For nylig udgav Vive en række statusrapporter om inklusionen. Ud over den bemærkelsesværdige konklusion, at næsten hver fjerde udskolingselev i folkeskolens almen- eller specialtilbud får enten specialpædagogisk støtte eller vurderes at have behov for det, viser den også, hvordan det går med at klæde lærerne på til opgaven.

Konklusionen er, at der kun er sket en ganske lille stigning i andelen, der mener de er det, på 10 år, påpegede ministeren.

”Og lærerne har sagt det i årevis. Hvis ikke de har kompetencer til at tage sig af den gruppe af børn, så er det til skade for det enkelte barn, for alle de andre børn i klasselokalet og for lærernes arbejdsmiljø”, påpegede ministeren og understregede, at regeringen ønsker at genindføre linjefaget i specialpædagogik i læreruddannelsen – og også give nuværende lærere mulighed for at få specialpædagogik som ekstra linjefag.

Det handler om at få opbygget en ”kritisk masse” af lærere på skolerne, der har specialpædagogiske kompetencer, man som lærer kan trække på i dagligdagen, lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil, som understregede, at hendes liste med ønsker til tiltag, der kan rette op på inklusionen er lang.

”Men der er ikke noget andet redskab, der giver flere muskler i forhold til at ændre på den konkrete hverdag for elever og lærere, end at der er rigeligt med folk med viden om specialpædagogik, og at de er let tilgængelige”, sagde hun.

Væk fra individfokus

Overskriften for høringen var, hvad der skal til, for at man ikke også om 10 år snakker om de samme udfordringer med inklusion, der eksisterer i dag - på tiåret for vedtagelsen af inklusionsloven.

Med til høringen var fire skoleledere, som var inviteret til at fortælle om, hvordan de lokalt arbejder med inklusionsopgaven. En af dem var Andreas Elkjær fra Espergærde Skole i Nordsjælland.

Hans indlæg var et af flere på høringen, der handlede om at flytte fokus fra den enkelte elev til hele fællesskabet. At se eleven i en kontekst og ikke ”i et individorienteret fejl-og-mangel-perspektiv”, som han sagde.

”Inklusion handler om alle børn, alle forældre og alle vores medarbejdere”, sagde han.

Fra skoleleder Christian Handberg Clift fra Vestre Skole i Svendborg lød det, at ”skolen skal være børneparat i stedet for at børnene skal være skoleparat” og at "alle børnene på skolen er inklusionsbørn".

Andreas Elkjær påpegede, at Espergærde Skole har særligt har fokus på at etablere en fast og struktureret mødeform, der inddrager elever og forældre tidligt, mens Christan Clift kunne fortælle, at ledelsen på Vestre Skole hvert andet år interviewer børnene.

”Vi tager udgangspunkt i, at eleven er eksperten i eget liv. Vi taler om, hvilken fremtid eleven ønsker, hvilke resurser eleven og forældrene har, hvad der fungerer i de fællesskaber barnet er en del af, hvilke konkrete, mindre tiltag vi kan lave, og hvordan vi følger op på dem”, lød det fra Andreas Elkjær

”Vi prøver egentlig bare at få skuldrene sænket hos alle parter. At lette præstationspresset og den individuelle succesjagt. Og at flytte det konkrete barn i en situation med tilhørsforhold”.

Andreas Elkjær understregede, at status er, at skolen i mange tilfælde lykkes med inklusionen – samtidig med at den ikke lykkes:

”Når vi ikke lytter godt nok, sætter tidligt nok ind eller er for optagede af vores egen forståelse, så lykkes inklusionen ikke. Det er mange processer og sårbare samarbejder, der foregår på samme tid, og de kan hurtigt afspores. Der er ufatteligt mange steder kommunikationen kan gå galt i hverdagen”.

Økonomisk forudsigelighed hjælper

Flere af skolelederne påpegede, at en forudsigelig økonomisk ramme bidrager positivt til inklusionen - og at det blandt andet har hjulpet, at flere kommuner har droppet de såkaldte ”inklusionsfremmende styringsmodeller”, hvor almenskolen betaler, hvis en elev har behov for specialtilbud.

Den tildelingsmodel er man blandt andet gået væk fra i Svendborg, hvor Christian Handberg Clift er skoleleder.

”Den gjorde, at nogle skoler – særligt de store - blev styrtende rige, mens de mindre skoler nok var blevet erklæret konkurs, hvis de var virksomheder. Nu er fordelingsnøglen meget mere gennemsigtig. Man ved, hvad man har at drive skole for, i stedet for at der pludselig kommer tre tilflyttere, der skal i specialtilbud, og så står skolen med regningen”, sagde han.

Mission inklusion: Nest-klasser har vokseværk

Også skoleleder Christian Hellum fra Katrinebjergskolen i Aarhus påpegede en forudsigelig økonomi som en vigtig faktor for, at skolen i foreløbig seks år har haft succes med sine Nest-klasser, hvor fire elever med autismespektrumforstyrrelser går i klasse med 12 distriktselever.

Andreas Elkjær påpegede, at han i sine otte år som skoleleder i Espergærde Kommune endnu ikke har oplevet at have luft i økonomien.

”Så vi er altid lidt på bagkant. Når en sag rammer mit bord, har der allerede været en faglighed inde over, som gør, at jeg ikke kan afvise en indstilling til specialtilbud, på baggrund af at jeg ikke har økonomi til det. Det vil være usagligt og uetisk”, sagde han.

Lars Busk Svendsen, skoleleder på Birkhovedskolen i Nyborg, understregede, at han håber, at dagsordenen med at give skolerne mere frihed fortsætter.

”Jeg håber, man bevarer dynamikken i, at man kan justere på skoledagens længde og flytte rundt på timerne. De frihedsgrader, man har givet under og efter coronapandemien giver os nogle muligheder, som jeg håber, man holder fast i”, sagde han.

Desuden blev det flere gange understreget, at skolernes inklusionsindsats nyder godt af, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning har et tæt samarbejde med den enkelte skole – og gerne deltager på teammøderne.

Lærernes arbejdsmiljø er afgørende

Skolernes rammebetingelser blev også undervejs i høringen bragt op af pædagogisk psykolog Rasmus Alenkær.

Han arbejder som ekstern konsulent på en række skoler, og et af fællestrækkene ved dem, der lykkes med inklusionsopgaven, er, at ”resurserne er afstemte med opgavernes belastningsgrad”, fortalte han i sit oplæg.

”Når der er 24 elever og kun én voksen, så er der almindeligvis ikke meget overskud hverken til de elever med specialpædagogisk behov eller anden støtte i undervisningen”, sagde han og understregede, at den økonomiske ramme børn afhænge af den enkelte skoles situation – og at skolelederne derfor bør have mere at sige.

”I praksis synes fordelingen ofte at foretages af beslutningstagere, der ikke kender den enkelte skole. Tildelingen må bero på et lokalt perspektiv, hvor skolelederen betragter verden fra barnets synsvinkel og derfra afgør, hvad der skal til”, sagde han.

Arbejdsmiljøet på skolerne er en anden afgørende faktor i forhold til inklusionsopgaven, lød det fra Rasmus Alenkær:

”På skoler hvor stress- og frustrationsniveauet er lavt, iagttager man et mere anerkendende, lyttende og løsningsorienteret børnesyn, som kommer alle børn til gode. Det børnesyn kræver overskud, og derfor må jeg understrege nødvendigheden af ordentlige arbejdsbetingelser. For eksempel passende tid til forberedelse, mødeaktivitet og samarbejde. At der er hurtig adgang til rådgivning og supervision. Og ikke mindst at der er mulighed for at være to om opgaven i klassen, når det er nødvendigt”, sagde han.

81 ud af 82 kommuner har nu mellemformer mellem almen- og specialundervisning

Rasmus Alenkær påpegede i øvrigt, at det er positivt, at flere kommuner og skoler nu arbejder med de populære mellemformer.

”Mangfoldige børnegrupper kræver mangfoldig organisering”, sagde han og tilføjede:

”Men pas på, det ikke bliver en sparreøvelse. Noget tyder på, at det er på grund af økonomiske hensyn og ikke så meget på grund af barnets tarv, at de vinder frem. Hvis barnet har behov for et kvalitativt specialtilbud i et mindre læringsfællesskab på en specialskole, så skal det have hele pakken og ikke en light-udgave”.

Både lærerne og lederens største udfordring er inklusion

Danmarks Lærerforening var på høringen repræsenteret ved konsulent Juliane Ø. V. Christiansen. Hun påpegede i sit indlæg, at foreningen hver tredje år spørger medlemmerne til deres oplevelse med inklusion.

”Når vi spørger lærerne, hvad deres største udfordring er, så svarer de inklusion. Når vi spørger hvorfor, er der myriader af grunde. Men grundlæggende går det lærerne på, at børn ikke får en undervisning, der passer til deres behov, i det fællesskab som skolen giver. Man ved, hvad der skal til. Men rammerne er der måske ikke”, sagde hun.

I foreningens sidste undersøgelse svarede en fjerdedel, at de aldrig har mulighed for at planlægge, gennemføre og evaluere deres undervisning, så den tilgodeser alle elevers behov. Godt halvdelen svarer, at de sommetider har det.

”Så kan man nok så meget have alle idealer på plads. Men det er svært at føre ud i praksis, hvor lærerne jo har handlepligt”, lød det fra Juliane Ø. V. Christiansen.

Når foreningen spørger, hvad lærerne har brug for, svarer flest forberedelsestid, to-lærer-ordninger og tid til relationsarbejde.

”Undervisning handler om tillid og tryghed. Er der ikke tid til at skabe og vedligeholde relationer, er tillid svær at opbygge”, sagde hun.

Juliane Ø. V. Christensen påpegede i øvrigt, at foreningen har udarbejdet nogle principper for mellemformer ud fra den betragtning, at de nødvendigvis må være tilpasset den konkrete kontekst, men at der uanset hvordan de ser ud bør være en dialog om elevrettigheder, organisering, visitation samt kompetencer og samarbejde.

”Tanken er, at principperne skal være grundlag for, at vores tillidsrepræsentanter og kredse kan bidrage til en dialog om, hvordan man skaber kvalitet for eleverne”, sagde hun.

Endelig påpegede hun, at DLF er undervejs med en tjekliste for inklusion, der ligeledes skal fungere som et dialogredskab.

”Det er ikke for at sige, at hvis man bare gør sådan og sådan og tjekker af undervejs, så lykkes det. Hvis ikke vi gør det her sammen – forældre, elever, lærere, pædagoger, ledere, kommuner, forvaltninger – så lykkes det ikke. Vi er nødt til at have et redskab, der gør, at vi kommer til at tale sammen om alle de elementer, der skal til, hvis inklusion skal lykkes”, lød det fra Juliane Ø. V. Christensen.

Skolelederforeningen var repræsenteret på høringen ved sekretariatschef Jannick Stærmose Mortensen. Han påpegede, at der er en modsætning mellem et ønske om at tage udgangspunkt i det enkelte barn og et legitimt ønske om at sætte mål og økonomiske rammer for skolen.

”Det skal vi have fundet en nøgle til. Og der er ikke en måde, der er mere rigtig end en anden. De fire skoleledere i dag har fortalt om forskellige løsninger, men med fælles kendetegn: Kulturudvikling, at ledelsen er tæt på og understøtter processerne, tæt sparring med PPR, tiltag med konkrete værktøjer og evidens, hårdt arbejde og opbakning fra kommunen”, sagde han.

”Men når de ting ikke er til stede, så kommer magtesløsheden. Når vi spørger vores medlemmer hvert andet år, så er den allerstørste udfordring, som skolelederne peger på, inklusionsområdet. Og de siger, at vi skal gøre noget ved det. De siger: Vi kan ikke selv sige det ude i kommunerne. Vi er sat til at lykkes”.

”Kommunerne vil gerne fortælle de gode historier, men når man spørger, er det ikke svært at finde eksempler på, at det ikke lykkes. Det er den virkelighed, vi som forening skal repræsentere. Rigtig mange skoleledere kan sagtens fortælle om succeser. Men de kan alle sammen også sagtens pege på udfordringerne. Vi halter lidt bagefter nærmest hele tiden. Og vi har brug for hjælp”.

Se hele høringen her.