Inklusionens vinde har længe blæst over folkeskolen. Fra 1995 til 2010 er udgifterne til specialundervisning steget fra 5,1 procent til 13,3 procent af skolens samlede budget. Eller fra 1,8 milliarder kroner til 5,5 milliarder kroner. Der er altså milliarder af kontante argumenter for at nedbringe udgiften til specialundervisning - eller sagt med andre ord: At inkludere flere i normalundervisningen.

Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (Krevi), der opstod i halen på kommunalreformen i 2005, har stillet skarpt på inklusionen. Rapporten »Ekskluderende specialundervisning« blev præsenteret for offentligheden bag pressemeddelelsen med den præcise rubrik:

»Færre udgifter til specialundervisning, hvis skolerne selv betaler«.

Krevi vil »inspirere til bedre kvalitet og effektivitet i kommuner og regioner«, så når instituttet går ud med så klar en anbefaling, er det værd at spidse ører. I rapportens konklusion bliver pointen med det decentrale budgetansvar gentaget:

»Undersøgelsen peger dermed på ét konkret håndtag, som kommunerne kan skrue på, hvis de ønsker at påvirke deres henvisningsfrekvens til ekskluderende specialundervisning: Graden af decentralisering af finansieringsansvaret for specialundervisningen. Vil man have tilgangen til den ekskluderende specialundervisning nedbragt, skal man overføre en væsentlig del af finansieringsansvaret til den henvisende skole«.

Eller sagt på en anden måde: Hvis skolerne selv skal betale, er de mindre tilbøjelige til at sende eleverne videre i systemet og mere tilbøjelige til at inkludere.

Krevi anslår, at en gennemsnitlig kommune kan sænke gruppen med ét procentpoint eller 30 elever.

Professor i statskundskab med speciale i forholdet mellem staten og kommunerne og offentlig budgettering, Jens Blom-Hansen, fortæller, at der inden for de sidste 10-15 år er blevet decentraliseret mange steder i den offentlige sektor.

»Man kan sige helt med sikkerhed fra videnskabens side, at når man gennemfører decentraliseret budgetansvar, så er det en måde at favorisere økonomihensynet i forhold til det faglige hensyn«, siger Jens Blom-Hansen, der kalder decentraliseringen for et »budgetstyringsinstrument«.

Aarhus-modellen

I Aarhus har man siden midten af sidste årti decentraliseret budgettet ud til de enkelte skoler. I Krevis rapport fremgår det, at kommunen inkluderer 0,8 procentpoint flere elever, end den på baggrund af demografien kunne forventes at gøre.

Både budgetansvaret og det pædagogiske ansvar er lagt ud på den enkelte skole. Pengene bliver fordelt efter en række sociale faktorer sammenholdt med børnetallet i skoledistrikterne. En skole i et belastet område får derfor som udgangspunkt flere penge end en skole i en mindre belastet område.

»Det er klart, at der er et incitament til at sige, at de børn, man arbejder videre med på skolen, der har man også pengene på skolens budget. Og der er ikke noget centralt visiteringsudvalg, der kan afvise skolelederens beslutning«, siger Jan Kirkegaard, chefpsykolog i Aarhus Kommune.

For ham har den decentrale model den fordel, at beslutningen om, hvem der skal modtage specialtilbud, ligger ude hos de fagpersoner, der har den daglige kontakt med eleverne.

I Aarhus er gennemsnitsprisen for en elev i specialklasse ifølge Jan Kirkegaard 130.000 kroner om året. Penge, der følger eleven væk fra bopælsdistriktsskolen, hvis skolen visiterer til et specialtilbud på en anden skole.

Derfor kan en skole blive tvunget til at trække i bremsen, hvis for mange elever bliver sendt videre til specialundervisning. For det kan være dyrere, end skolen har råd til.

»Med decentraliseringen kan skolelederen sige, at det beløb, skolen har fået via vurderingskriterierne, rækker til seks elever, men aktuelt er der brug for otte pladser. Så kan han finansiere de sidste to pladser af skolens øvrige budget«, siger Jan Kirkegaard.

»Men der skal man være opmærksom på, at man ikke dræner skolens øvrige budget. Man skal planlægningsmæssigt være meget opmærksom på opgaven ude lokalt. Det er jo fristende at sige, at så er det bare en specialklasseplads mere«, tilføjer han.

Han fortæller, at der, også dengang der var et centralt visiteringsudvalg, var elever, som blev indstillet til støtte, men som ikke fik det, og han finder det hensigtsmæssigt, at beslutningen i dag træffes af dem, der kender eleverne bedst.

Frygter faglig svækkelse

Århus Lærerforening var modstander af decentraliseringen, da den blev indført. Man var dengang bange for, at den faglige ekspertise skulle blive mindre hørt. Formand for Århus Lærerforening, Søren Aakjær, har noteret sig, at halvdelen af byens skoleledere i en evaluering fortalte, at de er blevet mere opmærksomme på økonomien med den nye ordning. Han mener, at decentraliseringen er endt med at formindske rammerne for normalundervisning.

»Der er sket en udsultning af normalundervisningen. Man skjuler udgifterne til specialundervisning ved at udhule almenundervisningen«, siger Søren Aakjær.

Han understreger samtidig, at han mener, at alle børn har ret til at modtage den specialundervisning, de har behov for.

Men kombineret med nulvæksten er decentraliseringen giftig for den enkelte skole.

»Hvis der kommer tre tilflyttere med særlige behov midt i et skoleår, så kan det vælte en skoles budget, for man må ikke længere låne af næste års budget«, siger Søren Aakjær.

I arbejdet på at få inkluderet flere har Aarhus Kommune lavet kompetenceudviklingsprojektet »Folkeskolens Fællesskaber«, hvor 1.100 lærere vil blive efteruddannet.