»Nu dør jeg«, stønner en lærer og svømmer lidende hen over en kollega. Hun sidder sammenbøjet på gulvet og forestiller en tønde fuld af gift. Andre lærere agerer feber, tang, en mørk sky og olie, der siver ud af gifttromlen på havets bund.

Gruppen af dansklærere former en karakter ud fra en lille bid tekst i Bent Hallers »Kaskelotternes sang«. Bogen handler om hvalungen Tangøje, som opdager, at havet er fuldt af farer: »Tangøje er blevet forgiftet, hans bevægelser er blevet langsomme, og til sidst går de helt i stå«, lyder oplægget til gruppen.

De deltager i det teaterpædagogiske projekt Ej blot til lyst, hvor teaterpædagoger fra Aarhus Teater underviser lærere fra seks skoler i at arbejde med scenekunst i den litterære undervisning i klasserne. Teaterpædagogerne underviser også klasserne, mens lærerne iagttager deres elever.

Forløbet varer et par måneder og er bygget op om en af teatrets forestillinger. I dag er lærerne nået til sidste kursusdag. Over et par timer præsenterer teaterpædagog Stine Guldborg dem for øvelser og figurarbejde med udgangspunkt i »Kaskelotternes sang«. Lærerne kan bruge øvelserne til at åbne for elevernes forståelse, til at bearbejde teksten og til at perspektivere indholdet til elevernes livsverden.

I en midtvejsevaluering af det treårige projekt siger deltagerne, at de har fået en række værktøjer og metoder til at få eleverne til at gøre teksten. Sådan oplever Tina Andersen det også. Hun spiller den mørke sky og er til daglig dansklærer i 7. klasse på Tranbjergskolen syd for Aarhus.

»Jeg har tidligere lavet drama for dramaets egen skyld. Her laver vi ikke et produkt, men tager små scener ud af en tekst, som vi bearbejder og viser for hinanden. Det giver mig en anden måde at få eleverne til at leve sig ind i en personkarakteristik på«, siger Tina Andersen.

Lise Hvas viser Tangøjes feber med et kvælertag på sig selv.

»Vi får bredt drama ud til at være fortælleredskaber, som vi kan bruge til at få alle børn i gang med at fortolke en tekst, uden at der er forkerte løsninger. De lever sig ind i historien ved at lege med den, og de kropslige billeder giver dem en meget bedre forståelse for både personer og handling«, siger læreren fra mellemtrinet på Vestskolen Odder.

Stille elever kommer på banen

Forsker: Lærerne får mod på at undervise anderledes 

Lærerne står i en rundkreds. Stine Guldborg beder en af dem tage sine sidemænd under armen og lave en brænding. Trekløveret fanger straks ideen og laver en samlet bevægelse frem i lokalet til et højlydt »schhh«. Øvelsen hedder Billie Billie Bob og bruges til at afklare begreber.

»Eleverne kan have meget svært ved at forstå nye begreber. Hvad er en brænding for eksempel? Det er lettere at forstå, når de skal spille det«, siger Tina Andersen, som oplever, at teaterpædagogik får nogle af de elever, som ikke byder så meget ind i den traditionelle klasseundervisning, til at træde frem:

»De er måske ikke gode til det skriftlige, men de kan udtrykke sig med krop og bevægelse, uden at de skal huske 28 replikker«, siger hun.

For Lise Hvas er det guld værd at prøve øvelserne på egen krop.

»Man får feedback med det samme: Fungerer det? Men teaterpædagogik kræver klasseledelse, for jeg skal både skabe tryghed og styre skiftene mellem grupper og øvelser. Når det er på plads, kommer de stille piger på banen. Det er meget konkret, hvad de skal, uden at de kan gøre noget forkert. Når de skal spille en iskold heks, er det trygt, fordi det er en rolle«, siger hun.

Tina Andersen vægter også, at lærerne selv prøver øvelserne: »Fordi jeg selv overskrider nogle grænser, kan jeg bedre se, hvordan eleverne reagerer. Hvis en elev er vant til at have et smart image, tør han så tage det af og springe rundt som en hval? Heldigvis er man aldrig hval alene«.

Teaterpædagogik er med til at skabe ro, tillid og fællesskabsfølelse i klassen, fordi eleverne laver noget sammen.

»Alle har et ansvar for at få en figur til at fungere, så eleverne oplever, at de kan noget sammen. Teaterpædagogik gør en tekst tredimensionel. Det kan sagtens overføres til andre fag. For eksempel til lignelser i kristendom. Eleverne oplever mange krav og forventninger om at præstere. Her bliver de til hele mennesker, så der ligger både et litterært potentiale og et dannelsespotentiale i teaterpædagogik«, siger Lise Hvas.

Så dybt tænker eleverne næppe, mener Tina Andersen.

»Mine elever synes, det er sjovt, fordi det er en anden måde at arbejde på. De har lange skoledage og kan lide at komme op af stolene. Teaterpædagogik får dem til at engagere sig og grine sammen. Men det hjælper dem også til at tolke: 'Hun er nok ked af det, fordi …'«, siger Tina Andersen.

Elever øver sig i at træde frem

Lærerne i teatrets øvelokale går rundt mellem hinanden med hastige skridt. De er på en tømmerflåde og skal hele tiden være jævnt fordelt, så den ikke tipper. Teaterpædagogen har udstyret hver lærer med en replik, som de først mumler for sig selv.

»Husk, at I stadig er på tømmerflåden«, siger Stine Guldborg, da lærerne bliver mere optaget af, hvad de skal sige, end at bevæge sig rundt i lokalet.

Hun beder dem skrue op for lyden, og snart fyldes lokalet af udsagn som »Jeg hedder Tangøje, og jeg kan klare alt«, »Åh nej, livet er mere end blæksprutter« og »Vi har brug for hjælp«.

Den ene øvelse afløser den anden, men hjemme på skolen skal man ikke overdænge eleverne med øvelser, mener Tina Andersen.

»Uret tikker, så vi kan kun lave mindre ting. Derfor tager jeg udgangspunkt i nogle få øvelser, og når eleverne har lært dem at kende, kan jeg bygge nye på. På den måde får jeg eleverne med og undgår, at det bare bliver en leg med Tina«, siger hun.

Teaterpædagogik lykkes allerbedst, når eleverne selv efterlyser det, oplever Lise Hvas.

»Da vi skulle hygge os inden juleferien, ville eleverne lave billed-impro, fordi det giver dem en oplevelse af glæde og fællesskab«, fortæller Lise Hvas.

I billed-impro former en elev en figur ved hjælp af andre elevers kroppe. Derefter skifter eleven rolle til kustode og fortæller sit publikum, hvad figuren illustrerer. Med et tryk på en imaginær knap kan eleven også få figuren til at bevæge sig.

Øvelsen rækker længere end til blot julehygge, understreger Lise Hvas.

»Eleverne øver sig i at træde frem for klassen og fremlægge. Når de tør det i en teaterpædagogisk øvelse, kan det være, at de også får mod på at vise et slideshow«.

Læseteater gør flydende læsning til en sport 

Ingen behøver at være skuespiller

Igen og igen griner lærerne, når de skaber nye figurer og indøver små scener i øvelokalet. De følger op med klapsalver, når grupperne præsenterer resultaterne for hinanden.

Der er flere lærere med fra hver skole, og det betyder meget, mener Tina Andersen og Lise Hvas.

»Det øger sandsynligheden for, at vi får implementeret teaterpædagogik i vores undervisning, når vi er flere lærere af sted. Så kan vi også lettere sprede det ud til vores kolleger i fagteamet«, siger Lise Hvas.

Tina Andersen var også med i projektet for to år siden. Forløbet gjorde hende høj af begejstring, men da hun kom hjem til den travle hverdag, gled det ud.

»I år indgår det, at vi skal planlægge, hvordan vi vil bruge teaterpædagogik i vores undervisning. Det skal være med til at holde vores fokus«, fortæller hun og understreger, at man ikke behøver at have en skuespiller gemt i maven for at kunne anvende teaterpædagogik i dansk.

»Der er mange følelser i litteratur, og vi skal kunne vise, hvordan man ser ud, når man er bange eller glad. Men vi behøver ikke at være skuespillere. Det er nok, at vi er rollemodeller«, siger hun og bakkes op af Lise Hvas.

»Det er ikke anderledes, end at idrætslæreren skal kunne vise det rigtige sving med en ketsjer«.