Politikerne ønsker, at børn og unge skal udvikle kreativitet, så vores samfund er godt rustet til fremtiden. En folkeskoleaftale lægger op til mere kreativ undervisning – blandt andet med 120 timer til et ekstra praktisk-musisk valgfag i 8. og 9. klasse.
Men hvordan skal politikernes ønske om mere kreativitet egentlig indfries i praksis, spørger Anna Hamborg Pedersen i sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College. Projektet er nomineret som et ud af ti til Lærerprofessions-prisen som årets bedste bachelorprojekt.
Mere kreativitet er blot én af mange opgaver, der påhviler læreren, og det kræver tilsyneladende ikke så lidt kreativitet at løfte den. I praktiktiden har hun oplevet, hvor udfordrende det kan være at skabe en musikundervisning, hvor eleverne både kan og tør ”arbejde eksperimenterende med kreative processer”, som der står i Fælles Mål for faget.
Ikke mindst fordi kreativitet er en abstrakt størrelse, men også fordi Anna Pedersen oplevede, at eleverne i udskolingen foretrak konkrete opgaver med én rigtig løsning. De skolepolitiske tendenser og oplevelserne i praktikken har gjort hende nysgerrig på, hvordan musiklærerne i folkeskolen kan skabe plads til kreativitet.
”Hvilke muligheder har musiklæreren for at understøtte elevernes udvikling af kreativitet i musikundervisningen på valghold?”, spørger hun i problemformuleringen.
Anna Pedersens hypotese er, at kreativitet kan tillæres. Hun læner sig op ad blandt andre Lene Tanggaard og Feiwel Kupferbergs arbejder og sidstnævntes tanker om, at ”kreativitet er noget socialt, det udfoldes altid i samspil mellem mennesker og kan derfor kun forstås i en sådan social kontekst”.
Empirien til projektet har hun fra observationer på fire valghold i musik på tre folkeskoler i Aarhus kommune og interview med tre musiklærere.
Med en sammenkobling af teori og praksis har Anna Pedersen fundet flere uoverensstemmelser mellem intentioner og virkelighed.
På den ene side er der kreativitetsforskning, som viser, at de bedste betingelser for kreativitet er dem, hvor der er tid til fordybelse, og hvor eksperimenter og nytænkning værdsættes. Derudover uddannelsespolitikkens eksplicitte mål om, at børn og unge skal udvikle kreativitet.
På den anden side findes virkelighedens folkeskole. Her er tiden knap, og eleverne skal klædes grundigt på til en valgfagsprøve med høje krav og konforme vurderingskriterier. Her står én musiklærer med 18 elever, hvoraf mange har valgt musik som deres tredje eller fjerde prioritet, og hvoraf få kan spille et instrument i forvejen. Og samtidig er eleverne flasket op med læringsmålsstyret undervisning og med de rigtige svars pædagogik. Derfor har de brug for tydelige instruktioner og opgaver med én rigtig løsning – også i musiktimerne, skriver Anna Pedersen.
Hun citerer hjerneforsker Kjeld Fredens, der mener, at ”kreativitet kræver plads til uforudsigelighed, og at opfindsomheden skal have løsere tøjler i skolen for at nå det fulde potentiale af læring”.
Det er ”paradoksalt, at man i 2018 indførte en obligatorisk prøve i de praktisk/musiske valgfag med det ønske at styrke fagligheden”, skriver hun og kalder det bekymrende, at tre musiklærere beskriver musikfaget som et mestringsfag, hvor eleverne først og fremmest bliver bedømt på deres instrumentbeherskelse og musikteoretiske viden, og at de tre lærere samtidig beskriver kreativitet, som noget der beror på intuition og talent.
”Hvorfor overhovedet beskæftige sig med noget, der kun hører den dygtige kunstner til, og som ikke bliver værdsat i en prøvesammenhæng”, spørger Anna Pedersen. ”For mig at se er det en forudsætning for den kreativitetsfremmende musikundervisning, at læreren tror på, at kreativitet kan tillæres, og at eleverne mærker, at eksperimenter rent faktisk værdsættes”.
Hun konkluderer derfor, at musikfagets rammer og ydre betingelser gør det svært at praktisere en kreativitetsfremmende undervisning, men at det kan lykkes at skabe et rum for kreativitet. Ved at nedtone de håndværksmæssige udfordringer i nogle aktiviteter og ved hjælp af den rette stilladsering - med både modstand og medtænkning i passende grad. ”Modstand kan være i form af benspænd og konkrete fokuspunkter til elevernes kreative processer. Medtænkning kan være i form af vejledning og hjælp til at omsætte elevernes ideer til handling. Læreren må kort sagt nødvendiggøre kreativitet”.
Derudover fremhæver hun lærer-elev-relationen, for gennem en god relation til eleverne kan læreren motivere dem til at turde eksperimentere og udtrykke sig musikalsk.
”Det er desuden vigtigt, at læreren selv er modig og tør give plads til en passende mængde kaos. Han må skabe muligheden for, at eleverne kan vænne sig til at være abstrakte og i højere grad lade dem prøve selv. Læreren bør undgå at lægge et overdrevent fokus på valgfagsprøven”, mener hun og præsenterer et bud på en didaktisk model, som musiklæreren kan bruge i sin planlægning af aktiviteter, der kan fremme kreativitet. Modellen består af tre elementer - ”forudsætning”, ”værdsætning” og ”rammesætning”.
Om Anna Hamborg Pedersen modtager en pris for projektet afsløres fredag den 15. november, når Lærerprofession holder prisfest i København.
