Forudsætningen for at være den gode lærer er, at man kan hente kræfterne et andet sted.

Derfor står en gruppe lærere på gulvet, vipper på fødderne og øver sig i at mærke jordforbindelsen. Det handler om at blive robuste lærere, fordi de får det bedre selv, og fordi det så bliver lettere at skabe mere mentalt stærke elever. Lærerne har fået et kursus på 17 timer med 12 timers supervision.

Kurset finder sted på Sødalskolen i Brabrand ved Aarhus. Lærer og inklusionsvejleder Carsten Møller står for kurset sammen med kropsdynamisk psykoterapeut Susanne Mortensen.

De to kursusledere vifter smilende et par elever væk fra vinduerne. Eleverne ved godt, hvad lærerne laver, for de har selv prøvet det. Grounding for at få jordforbindelse og større koncentration, afspændingsøvelser, en kort pause for at finde ro og finde energien i kroppen. Når eleverne er oppe at køre i høj energi, kan nogle af dem efter kurset selv fortælle, hvor de er på en skala fra et til ti. På den måde har elever og lærere fået et fælles sprog, men det er meget forskelligt, hvad der virker for den enkelte.

»Der er en tendens til, at vi skal være kaospiloter. Vi skal acceptere nyt hele tiden«, fortæller Rikke Mandrella, der er en af lærerne på kurset. Hun har her efter sommerferien fået nyt job som projektleder på et teater.

»Det er et vilkår at leve i en forandringskultur, og som lærer skal man kunne dokumentere alt i dag. Det betyder, at man ofte vælger at blive ekstremt selektiv. Fordi det, jeg skal gøre, fylder meget. Så er jeg ikke så åben over for det, jeg kan gøre. Men sådan et kursus her hjælper os til ikke at gå ned med stress. Jeg opfatter det som ren flødeskum. Jeg har meldt mig til kurset for at få noget, jeg kan bruge selv. Både hjemme og i skolen. Jeg synes, det er rart, at ledelsen tør og vil tænke på den hele medarbejder. At vi også skal være gode til at passe på os selv«.

Kropsterapeutisk arbejde

Flere på Sødalskolen har været på kurset, der også bliver udbudt på en anden skole og på en institution, der ligger tæt på skolen. Det er Aarhus Kommune, der betaler Susanne Mortensen for at være medunderviser på kurset. For nogle år siden oprettede kommunen med støtte fra satspuljemidler fra Socialministeriet et kursus for traumatiserede børn og unge. Kurset foregik her på skolen og i fritidsklubben. Nu har Aarhus Kommune udgivet en pjece om professionelles rolle i mødet med PTSD-ramte (posttraumatisk stresssyndrom) børn og unge. Ud fra en kropsterapeutisk tilgang. I pjecen er beskrevet nogle enkle kropsterapeutiske øvelser, der kan virke beroligende og kan mindske stress.

»Vi har arbejdet kropsterapeutisk med børnene og synes, at det virker. Men det er bedst, når flere af de voksne er med på tankerne bag og kan følge op«, forklarer lærer Carsten Møller om baggrunden for kurserne.

Selv har han arbejdet med yoga og mindfulness i mange år og har sammen med en lille gruppe lærere brugt det på skolen.

»Det kræver noget kontinuitet. Og det er ikke sådan, at eleverne bare siger: Fint, vi snupper lige 20 minutters afspænding. Det har været benhårdt arbejde. Vi er begyndt med et-to minutter for at introducere metoden. Vi har haft fokus på at finde ro og koncentration«, siger Carsten Møller.

De har arbejdet kropsterapeutisk med elever, der har det svært. For at lære børnene fokusskifte og at finde måder, hvorpå de kan rumme den høje energi og de voldsomme følelser. Carsten Møller bruger også lego sammen med børnene. De bygger deres trygge sted og taler om, hvorfor de føler sig trygge netop dér. De kropslige øvelser handler om grounding, grænsesætning, kropssprog og spejling. Hver enkelt kan finde sine redskaber til at lære at rumme den stress, vedkommende føler.

»Vi tænker nervesystem, mere end vi tænker uopdragne børn og udadreagerende børn. For der er en kæmpe forskel på at blive mødt med 'Jeg kan se, at du har det svært' og 'Hold nu mund'. Det er vigtigt«, siger han.

Susanne Mortensen møder elever, der forklarer, at læreren siger, at de skal tælle til ti. »Men det kan jeg jo ikke«. Det er netop det, der er problemet, når eleven er i høj alarm.

Hun fortæller, at også risikoen for vold mindskes, når eleverne bliver mødt som det menneske, de er, og ikke som den provokation, de indimellem giver udtryk for.

At gå hinanden ned i tempo

Når lærere og pædagoger møder på kurset, begynder de med en siden sidst-runde. De fortæller hinanden, om de har brugt nogle af øvelserne for sig selv eller med elever, og hvordan de har oplevet det. Én fortæller, at hun har planer om at gå med en elev. Man kan gå hinanden ned i tempo og komme af med noget af den høje energi. Hun tror, det vil være godt sammen med eleven at komme af med noget energi, og at det vil give dem et tættere forhold.

Susanne Mortensen mødte en dag en elev, der hilste hende: »Susanne, Susanne, jeg er oppe på ti«. Det er øverst på skalaen fra et-ti, som de bruger på kurset. Fra et-fem er man afslappet og kan tænke. Seks og syv betyder, at man har lidt adrenalin i kroppen og stadig kan tænke, men fra otte-ti er det krybdyrhjernen, der slår til. Det betyder, at man kan vælge at kæmpe, fryse fast i øjeblikket og føle sig helt fastlåst, eller at man vil flygte. Og når man har det sådan, kan man ikke længere tænke.

»Eleven her fortalte om skolereformen. Det var en elev, der havde sanset den høje energi og lærernes stress i den snak, han havde hørt. Når man er 'oppe på ti', er man ikke i stand til at høre lange sætninger, man er urolig og har brug for at komme af med noget af energien«, forklarer Susanne Mortensen.

Lærer egne grænser at kende

»Kurset er superrelevant. Alle lærere burde have sådan et. Vi taler meget om vigtigheden af, at børn er robuste, men for at kunne skelne robuste børn fra det modsatte kræver det vel, at vi selv ved, hvad det vil sige at være robust. At vi kender vores egne grænser, kan mærke, hvornår vi er i højt gear, og hvornår vi slapper af. At vi lærer at mærke, hvor vi er, reagerer på det og øver os i at være til stede i det«, siger lærer Trine Kjærside, der har været lærer i ti år og blandt andet arbejder i modtageklassen.

»Vi har ekstra meget brug for kurset nu i forandringstider. Vi øver os i at mærke efter, hvordan vi har det. Der er ikke noget hokuspokus i det, det er ikke terapi, men det handler om os selv. Vi lærer nogle redskaber«.

Rikke Mandrella forklarer, at flere af børnene er »ude af sig selv«, ude af deres kroppe, og derfor kan øvelserne hjælpe dem. De lærer at få jordforbindelse og at være i deres krop, at kunne slappe af.

Hun har elever i sine klasser, der har glæde af at kunne fortælle, hvor de er lige nu på energiskalaen fra et til ti, men som ikke har brug for afspændingen.

Kurset emmer af ro, roligt tempo og fordybelse, og det er også denne ro, lærerne bruger i undervisningen. Nogle af lærerne har måtter i klassen, som eleverne kan lægge sig på, og nogle vælger indimellem at bruge stille musik til afslapning eller at fortælle en drømmehistorie, som eleverne kan deltage i.

»Jeg kender skoler, hvor et kursus som dette ville blive latterliggjort, men her er det okay at prøve noget nyt. Der er ikke noget poppet i dette, det er forståeligt og spiseligt for børnene også, og øvelserne kan bruges umiddelbart«, siger Rikke Mandrella.

»Det går ind i privaten, og derfor bliver det grænseoverskridende for nogle, men hurdlen er at få det tilbage på arbejdet og få det implementeret, så det kan bruges. Så er det et rigtig godt redskab i hverdagen. Det handler om at blive god til at mærke efter, hvordan man har det, og hvor eleverne er, og så bruge det i arbejdet«, siger de to lærere.