”TV2 News har
meddelt sin ankomst til Mou fra tidlig mandag morgen. Den helt store
interviewpakke - LIVE!”
Sådan skrev formand
for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen i går aftes på Facebook, efter
han på en søndag havde haft et langt møde med ansatte på Mou Skole, der ligger omkring 20 km uden for Aalborg.
Personalet på skolen har skrevet et bekymringsbrev til skolebestyrelsen, fordi de oplever en voldsom
adfærd hos få elever og er bekymret for, hvordan denne adfærd smitter af på gruppedynamikker og arbejdsmiljøet på skolen.
Lærerne på
skolen har ikke ønsket at involvere medierne, men brevet er alligevel blevet
sendt til flere medier fra en ”anonym kilde”, fortæller Karsten Lynge Simonsen
til Folkeskolen.
”Brevet er ikke
en henvendelse til medierne, men var sendt i håb om at blive betragtet som et
internt anliggende. Ikke for at lægge låg på det, der foregår på skolen, men
fordi man ønskede at løse problemerne internt. For alles skyld. Nok især for
skolens og børnenes skyld”, siger Karsten Lynge Simonsen.
Lærerne er kede af mediernes opmærksomhed
Kredsformanden fortæller,
at mange af lærerne er kede af, at deres skole er den næste i TV2’s søgelys som en
problematisk skole, som bliver sammenlignet med de udfordringer, der har
været fokus på på blandt andet Borup Skole i Køge Kommune og Agedrup Skole I Odense
Kommune.
”De rakte ud
efter hjælp af bekymring og frustration, men jo også i sårbar solidarisk afmagt”, siger Karsten Lynge Simonsen
Han mener, at det er
problematisk, at medierne efterspørger historier gennem opfordringer på Facebook, men der er en masse af gode kræfter, der forsøger at
håndtere og lykkes med dem.
"Måske handler det om, at skoler bliver bedre til at
orientere og skabe forståelse hos forældregrupper", siger han.
Direktør: "Der er virkelig en journalistisk etisk snak i det her, som er vigtig at tage"
Direktør i Dansk
Center For Undervisningsmiljø (DCUM) Kristian Toft har også bemærket et opslag fra DR
P4, som han synes er ”uheldigt”.
”De opfordrede
elever og lærere til at komme med dårlige historier, hvis de havde nogen. Det
var skrevet lidt uheldigt. Der er virkelig en journalistisk etisk snak i det
her, som er vigtig at tage”, siger han.
Kristian Toft mener, at
medierne skal være varsomme, når de skriver om sager om grænseoverskridende adfærd
på skoler.
”Vi skal helt
generelt være opmærksomme på det sprog, vi bruger. Jeg mener ikke, at små børn kan
være krænkere. Men de kan godt have en krænkende adfærd. Vi skal passe på, at vi bruger
et voksent sprog, når vi taler om børn”. (Citatet er rettet 26/2 - 2023 kl. 16.02 red.)
Løsningen er ikke at smide elever ud
Kristian Toft hilser børne-
og undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) undersøgelse af, om der er sket en
stigning i antallet af overtrædelser af skolernes ordensreglementer, og om der
er sket en generel forråelse velkommen.
Til gengæld tror han ikke, at løsningen er, at
skoler skal kunne smide børn ud uden at have et andet skoletilbud til dem, som nogle
politikere har peget på.
”Det er ikke
noget, der lige er kommet nu. Men nu har medierne fået øje på det og er i gang med
at undersøge det. Jeg er spændt på at se, hvad der kommer ud af ministerens
undersøgelse. Det får vi nok at vide om en måneds tid”, siger han.
Kristian Toft forlod
sidste år en stilling som skoleleder på Mølleskolen i Ry.
”På Mølleskolen lavede vi for tre år siden en indsats om sprog, grænser og adfærd. Vi oplevede i
det, vi formulerede, at der var et skred i måden, som børn var over for
hinanden på og talte til hinanden på. Der er sket et skred. Men hvor der er
børn samlet, vil der altid opstå konflikter”, siger han.
"Det er vigtigt, at vi får opbygget flade og ikke stejle hierarkier på skolerne"
Ifølge Kristian Toft er det afgørende, at der bliver skabt bedre forudsætninger for, at eleverne får gode fællesskaber.
” DCUM er netop sat i verden for at hjælpe med gode fællesskaber. Det har vi mange forskellige redskaber til. Substansen
i vores arbejde er, at vi hjælper fagprofessionelle med at skabe gode
fællesskaber for børn og unge. Det er en forebyggende indsats. En kulturindsats
på den lange bane”, siger Kristian Toft og understreger, at der skal handles,
når det går galt i enkelte tilfælde.
”Nogle gange er
man nødt til at standse ulykken og få inddraget de instanser, der kan hjælpe.
Man må lave underretninger, få PPR med. Men på den forebyggende arena handler
det om et fællesskab, som vi skal arbejde med på alle vores skoler. Det er
vigtigt, at vi får opbygget flade og ikke stejle hierarkier på skolerne”.
Lærerformand: Det var ikke lærernes ærinde
I Aalborg ærgrer den lokale lærerformand sig over måden, som bekymringsbrevet på Mou Skole bliver
dækket af medierne på.
”Lærerne var
ikke interesserede i dårlig omtale af skolen eller specifikke børn eller
ansatte. Det er ikke deres ærinde. Men det er det, som sker, når medierne
skriver historien, og alle troldene vælter frem på sociale medier. Det kan ramme
mange skoler, at det her er blevet spændende at rode i. Og det viser måske også
en tendens om, at rummeligheden i skolerne er udfordret”, siger Karsten Lynge
Simonsen.
Han er også ked af de
politiske røster, som ønsker, at elever kan smides ud af skolen uden et andet
skoletilbud.
”Det er ikke et
forslag, som taler til min fællesskabsfølelse. Vi skal kunne løse det på en
anden måde. Politikerne kunne jo komme med noget frihed, lokalt råderum og økonomi, så vi kan investere i
det, så vi ikke om ti år står med et kæmpestort problem, fordi er er nogle
børn, der har levet på kanten af fællesskabet så længe”.
Han understreger samtidig udfordringerne er af en sådan karakter, at skolerne ikke kan løse dem alene.
”Eksempelvis er
der nogle børn og familier, som har brug for hjælp. Den hjælp kan skolen ikke
klare alene, men det hjælper jo ingenting at smide dem ud af skolen. Det er en
akut løsning for skolen, men ikke for os som samfund”.
To medarbejdere sendt hjem
TV2 har skrevet, at der i forbindelse med sagen er to medarbejdere
fra Mou Skole, der er blevet sendt hjem. Den del bekræfter Karsten Lynge Simonsen,
men vil ikke komme med yderligere kommentarer.
Han håber, at der kommer styr på både arbejdsmiljø og
undervisningsmiljø på Mou Skole i den nærmeste fremtid.
”Medarbejdere og leder vil have, at det
skal lykkes, og Aalborg Kommune tager sådanne sager alvorligt og tilbyder hjælp
og støtte”.
På Facebook kom han i går med et opråb til medierne efter mødet med skolens lærere:
”Jeg håber inderligt, at mediernes historie bliver på
niveau med sagens indhold. Det niveau vil jeg selv tilkendegive på vegne af
lærere fra dagens møde…..i morgen….LIVE og BREAKING!”