Elevernes evne til at forstå far-jokes udfordres på den militære flyvestation

Mandag morgen, 07.00, 5. februar 2024.

Der er frost i luften. Jeg kører mod nord. Klokken er 07.00 og trafikken ud af Aalborg er endnu ikke præget af myldretid. Bilisterne er ved at gå i stå i den modsatte retning.

De kommende dages lærerkontor er Flyvestation Aalborg. Tankerne flyver gennem hovedet. Kan eleverne og deres forældre finde derop? Må min bil holde på området i tre dage? Hvordan kommer vi ind på det militære område?

Vagten er klar over, hvem jeg er, og viser mig over til et område på den anden side af hegnet.

Enkelte af mine elever er kommet. Der er flere fra de andre skoler. Der kommer 9.-klasseelever fra fem skoler fra Aalborg Kommune. Tilmeldingen var “først til mølle”. Jeg var heldig at have forberedelsestid, da invitationen kom i Aula.

Det bliver en slags sidste lejrskole med 9. klasse. Officielt er det et virksomhedsbesøg på Air Transport Wing på tre dage. 

Pakkelisten er kort: Undertøj, sportstøj og sko, toiletsager, lommepenge.

Flere elever dukker op i morgenkulden. De tjekkes ind og modtages af instruktører fra flyvevåbnet. Når der er samlet nok elever, sendes de i blandede grupper til fods til næste punkt på dagsordenen.

Til sidst står lærerne fra de fem skoler alene tilbage og sendes samlet afsted til de andre.

Vi modtages af instruktører og seniorsergenter. Jeg har fået tilsendt en øvelsesliste, som er et ret detaljeret program for opholdet. Det er for længe siden, jeg selv var værnepligtig, til at det gav meget mening, så jeg bliver også overrasket undervejs.

Eleverne får værelser. To drenge eller piger på hvert værelse i to separate bygninger.

Samling og indføring i geleddernes mystik. Højre og venstre giver lidt forvirring. Når alle drejer til højre fire gange, mener instruktøren, at han har givet en omgang. Allerede der bliver elevernes evne til at forstå far-jokes udfordret.

Så går det afsted til iklædning. Drengene i et rum og pigerne i et andet. Hele bygningen er en hangar bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig. Hangaren er åbenbart kommet som et samlesæt. Alle træstykkerne har de originale mærker. En slags tidlig Ikea-model i stor størrelse.

Drengene og de medfølgende mandlige skolelærere får udleveret en stor brun papirsæk. Alt ens civile tøj, på nær undertøj, lægges i posen. Derefter ifører man sig eksotiske beklædningsgenstande. Kampbusker og kampskjorte, fiberpels, halsedisse og hue. Støvler bindes.

Eleverne ændrer sig fra en alsidig flok til at have et nærmest identisk ydre. 

Under iklædningen læres der også nye ord som ankel- og albuebøjning. Højre og venstre er stadigvæk et tilbagevendende mysterium.

Eleverne, og særligt pigerne, har det noget svært ved den udleverede, forede Korea-hue. Den er tilpas grim til, at de hellere vil fryse. Forhandlingslysten med instruktørerne ophører hurtigt, og alle har huen på efterfølgende.

Så går det tilbage til barakkerne med resterne af det civile liv i en brun pose over skulderen.

Hvor vi i skolen er anerkendende og i vid udstrækning lytter til børnene, instruerer og befaler forsvarets instruktører. De afslutter deres sætninger med: ”Gør det!”.

Det civile liv er forsvundet ligesom rimtågen i den opstigende vintersol. 

Eleverne lærer, at væggene i husene godt kan stå, uden man læner sig op ad dem. Bukserne har lommer, men de skal kun bruges til opbevaring af andet end hænder. Lommerne skal være lukkede. Eleverne går langsomt fra kun at hjælpe sig selv til at hjælpe hinanden. De er på vej til at blive et hold.

En hær marcherer på sin mave, udtalte Napoleon efter felttoget mod Rusland. Det har Air Transport Wing taget ved lære af. Der er en solid frokost med varm ret, alt i brød og pålæg og alt det vand, man kan drikke. Så længe man selv henter det i en kande.

De fem skolers elever bliver delt op i grupper på tværs og skal løse opgaver i fællesskab. Det er ret simple øvelser, men når alle har det samme tøj på, og dem, man skal hjælpe over forhindringer, er nye kammerater, så er krop og sind på hårdt arbejde. Oplevelsen krydres af, at den store SAR-helikopter skal ud at flyve og letter lavt hen over eleverne.

Efter samarbejdsøvelserne, skal der klædes om til idræt. Forsvarets basiskrav til optagelse er en slags ultimativ firmafitness. Man skal jo helst være i god form, når man er soldat. Der er heldigvis forskel på kravene til de unge og læreren på 53 år.

Jeg kommer før nogle af 9.-klasseeleverne på Cooper-testen. Det gør alligevel noget godt for min selvtillid. Eleverne gennemfører resten af basiskravene indenfor i gymnastiksalen.

Split squat, dips på bænk, træk til bryst og burpees for 60 elever i takt er et særegent syn. Kinderne er røde, når instruktøren er færdig med dem.

Der bliver spist godt til aftensmad, hvorefter det er bad og godnat. Eleverne er dog overbeviste om, at der bliver en form for natløb, så de fleste sover i idrætstøj.

Det kommer dog ikke til at ske, så på sin vis er de skuffede om morgenen. Flere af eleverne fortæller at de havde glædet sig til at få adgang til deres mobiler, som lå på værelset hele dagen. Da de endelig kom på værelset, faldt de i søvn uden at have været på deres sociale medier.  

Tirsdag morgen, 06.15, 6. februar 2024

Vækning af eleverne, bad, oprydning og iklædning. Morgenmad 07.45. Instrueret skemad inden brød. 

Så er virksomhedsbesøget i gang igen.

Vi bliver delt i tre hold og bevæger os i geledder rundt på Air Transport Wing. Her får vi et indblik i, hvordan militæret jager pirater med Challenger-flyet, hvad man bruger en SAR-helikopter til, og hvad flymekanikere og brandmænd laver. De militære vagter, vi også møder, er bevæbnet til tænderne. Dertil kommer vagternes hunde, som bestemt ikke er hyggevovser.

Tirsdagen flyver af sted. Det sner lidt. Korea-huerne er trukket ned over ørene.

Instruktørerne lærer eleverne, at friske bemærkninger udløser idrætsøvelser. Eleverne opdager, at instruktørerne er i markant bedre form end dem. De friske bemærkninger aftager.

Seniorsergenten er en djævel. En god en af slagsen, og han er ret god til gruppen af unge. Eleverne har allerede opdaget, at instruktørerne hører efter, hvad seniorsergenten siger. Det kan åbenbart betale sig at lytte til manden.

Han taler i en venlig, men bestemt og direkte facon. Seniorsergenten gør opmærksom på, at der er et programpunkt efter aftensmad, som de skal se frem til. En vis nervøsitet breder sig i gruppen. Hvad har instruktørerne fundet på? Seniorsergenten holder gryden i kog ved at være hemmelighedsfuld.

Eleverne går til aftensmad i kampuniform og løbesko, og der er vilde spekulationer under maden. De får også lov til at købe slik og sodavand. De køber lidt ekstra for ikke at gå sukkerkold i felten, hvis det nu er noget vildt, de skal.

De marcherer ind i en mødesal og er ret mistænkelige, indtil aftenens amerikanske krigsfilm med moderne fly toner over skærmen. Filmen slutter, og der er pænt ryddet op på gulvet. Det er langt fra hverdagen i 9. klasse. Det der disciplin kan noget.

Eleverne sover stadigvæk med idrætstøjet på, måske er der natløb.

Onsdag morgen, 06.00, 7. februar 2024

Morgenmad. Her til morgen kan det konstateres, at de fleste kan huske instruktionerne fra tidligere. De spiser pænt, rydder op og sætter stole på plads.

I dag skal vi se på flyvere. March i geledder til den store hangar.

Vi snakker med personalet, undersøger helikoptere, Herkules-fly, Challenger-fly. Jeg tager et billede af nogle piger i stolene i Challenger-flyet. Måske har dronningen eller statsministeren siddet der sidst?

Brandfolkene er ved at rydde sne fra landingsbanen, så eleverne kravler lidt rundt i de meget store Crash Tendere. Det er de enorme brandbiler, som passer på de mange passagerer, der flyver ud af Aalborg Lufthavn.

Her fortæller nogle ret unge flymekanikere og brandfolk, at de selv var på besøg i flyvestationen ligesom eleverne for nogle år siden. De unge, der fortæller om deres ansvarsområder og passion for jobbet, gør helt sikkert indtryk på 9.-klasseeleverne.

Vi vinker farvel til hangar, fly og personale. Det er ved at være tid til frokost.

Efter et solidt måltid er det afklædning, der står på programmet. Så det går retur med den brune affaldssæk over skulderen tilbage til den hangar, hvor det hele skal foregå. Jeg fornemmer, at det er med lidt lettere skridt og et større smil på læben, at de går i geledderne.

Alle beklædningsgenstandene returneres. Bælter sammenrulles på den helt rigtige måde. Sokker samles i par, og der er mange andre udfordrende tøj-samlings-funktioner for eleverne. 

Pludselig står der igen 60 teenagere i en hangar i al deres mangfoldighed.

Så er det retur til mødelokalet. Det sidste punkt skal handle om Forsvarets Dag. Det hed engang session, men det er vidst længe siden.

Der informeres om værnepligt og værneret. Instruktørerne fortæller og spørger. Eleverne svarer og spørger. Det er en ret grundig gennemgang, hvor både drengenes og pigernes muligheder og pligter forklares og diskuteres. 

Så er det tid til en sidste opstilling i geledder, inden der marcheres til hovedvagten, hvor de mange forældre venter i solskin og henter eleverne. 

Min 9. klasse mener bestemt, de skal have torsdagen fri. Det kan jeg så afvise.

Forældrene fortæller mig efterfølgende, at de unge har snakket og forklaret om deres oplevelser hele vejen hjem. Der var også ro lidt tidligere, end der plejer, på teenageværelserne den aften.