»Er der nogen af jer, der har tænkt over noget siden sidst?«

Annie Andersson stiller spørgsmålet ud i lokalet.

»Jeg har tænkt på min udfordring. At jeg skal huske at gå ud af bussen om morgenen før de andre eller i hvert fald tidligere end før. Jeg har haft rigtig ondt i maven, når jeg sad i bussen, men jeg har også tænkt, at der nok ikke skete noget alligevel. Jeg er stået tidligt ud tre gange i denne uge«, fortæller Julie.

Annie Andersson roser. For Julies udfordring var at komme ud af bussen tidligt to gange i denne uge, så det er gået rigtig godt.

Annie Andersson og Lone Kjær Jensen er fra Voksenskolen for Undervisning og Kommunikation (VUK) i Aalborg Kommune.

De har udviklet et forløb for generte og indadvendte elever i folkeskolen, fordi de på VUK mødte flere unge, der var angste, ensomme og selvdestruktive. Samtidig henvendte ungdomsuddannelserne sig med elever, der droppede ud på grund af ensomhed og depression.

Nu sidder de her på Vodskov Skole i Aalborg med en lille gruppe af piger. Deres stole står i rundkreds, og på et bord i et hjørne af rummet sidder Helle Bjerregaard, der er lærer og trivselsperson på skolen. Det er 12. gang, de mødes.

Tankernes magt

Julie har ellers været vant til at være den sidste, der forlod bussen, hver morgen i flere år. Så var hun sikker på, at ingen kunne skubbe til hende, drille eller spænde ben.

»I dag skal vi tale om, hvad tankerne gør. Hvor meget der egentlig foregår i hovedet. At man ikke må tænke, at man er dum, grim og tyk. Det betyder noget, at man har positive tanker om sig selv«, forklarer Lone Kjær Jensen.

Alle rejser sig for at udføre et par små øvelser. Hvor langt kan man få armen tilbage, hvis man tænker, at det er svært? Og kan armen komme længere tilbage, hvis man presser lidt ekstra og tænker, at det kan man sagtens, fordi man vil.

Annie Andersson spørger Julie, hvad hun har tænkt tidligere, når hun sad længe i bussen, til de andre var gået ud.

»Jeg tænkte: Er de ikke snart ude? Bare de ikke skubber eller spænder ben«, fortæller Julie stille.

»Hvad sker der, når du trækker dig lidt sammen og taler stille? Hvad mærker du i din krop?« spørger Annie Andersson.

»Så er jeg nervøs og trist. Jeg får det varmt. Mine hænder er svedige, og det føles, som om der løber vand fra min pande. Men jeg er vant til det«, siger Julie.

De taler om, hvordan hun løfter skuldrene, spænder og har armene tæt ind til kroppen. At hun får en klump i halsen. Og så nævner de hendes beslutning om at komme tidligere ud af bussen.

»Hvad skal du tænke?« spørger Annie Andersson.

»At der nok ikke sker noget«, svarer Julie.

»Hvad betyder 'nok'?«

»Jeg skal tænke, at der ikke sker noget. 'Nok' viser, at jeg ikke tror på det«, siger Julie og smiler.

Hun fortæller, at de tre gange hun er kommet tidligere ud af bussen, er hun gået mere afslappet og har tænkt på, at hun skal kigge op. Men hun er stadig anspændt.

Pigerne har talt en del om kropssprog. At det er svært for andre at tale med én, der kigger ned i jorden og står stift. Derfor har de øvet sig i at slappe af og have øjenkontakt med andre.

Julie beslutter, at hendes udfordring skal være at komme tidligt ud af bussen fire dage om ugen. Den femte dag bliver hun kørt i skole i bil.

Fredet af lærerne

»Man kan bruge denne model på alt muligt. Det er det samme, som når vi arbejder med at række hånden op i timerne og byde ind«, siger Annie Andersson.

Cecilie fortæller, at hun øver sig i at smile og smalltalke. Det er hendes udfordring.

»Det går fint i projektarbejdet. I det hele taget går det bedre, men jeg ser stadig ned i jorden indimellem. I går talte jeg til klassen uden at have papir i hånden. Det var en god fornemmelse«, siger Cecilie.

Hendes udfordring bliver at tale med lærerne om deres respons på hendes adfærdsændring.

Et par af de andre fortæller, at deres lærere var holdt op med at spørge dem i timerne, fordi de var så generte og fik det dårligt med at skulle svare. Lærerne passede på dem, men nu har de aftalt, at det er i orden, at de også bliver spurgt i timerne.

Ida har haft en elastik om armen. Den skulle minde hende om at tale højere. Når hun rakte hånden op, skulle hun svirpe med sin elastik, så hun huskede at tale højt og tydeligt.

En anden har aftalt med den dreng, hun sidder ved siden af, at han skal huske hende på at tale højere.

»Hvad så hvis du siger noget forkert i klassen?« spørger Lone Kjær Jensen.

»Så er det glemt fem minutter efter. Der sker ikke så meget ved det. Tidligere havde jeg det dårligt med det, men nu tænker jeg ikke så meget over det mere«, svarer pigen.