De er så fastlåste i deres mønstre, at det giver dem sociale problemer, så Voksenskolen for Undervisning og Kommunikation (VUK) i Aalborg blev oprettet efter flere års erfaring med angste, ensomme og selvdestruktive unge, der havde siddet og gemt sig ni år i folkeskolen. Eller som de hørte om fra ungdomsuddannelserne, når de henvendte sig for at få hjælp.

»Vi havde en pige, der var droppet ud fra ungdomsuddannelsen på grund af ensomhed og depression. Hun havde ingen faglige problemer, men hendes selvværd var så dårligt, at hun ikke kunne klare at gå på en uddannelse«, fortæller Lone Kjær Jensen fra VUK.

»Der er mange ensomme og angste elever i folkeskolen. Der har længe været fokus på de udadreagerende, for de fylder jo«, siger Annie Andersson.

De fortæller, at man sagtens kan gemme sig ni år i folkeskolen.

»Man skal være smart, klog og have styr på tingene. Det er svært selv for almindeligt fungerende unge. Der er alt for mange krav at leve op til. Derfor er det vigtigt at få fokus på gruppen af stille og indadvendte elever. De har det ad helvede til«, siger Annie Andersson.

»De risikerer at gå glip af hele deres ungdomsliv. Når de kommer hos os som 17-20-årige, så har de spillet computer derhjemme hele deres liv. Og hvis de skal nævne tre venner, kan de ikke. De er lige præcis nogle af dem, der ikke får en ungdomsuddannelse. Fordi de typisk dropper ud«.

Diagnoser og hjerneskader

Der er altid en grund til, at en ung er stille. Mange af de piger, de møder, har en dia­gnose som ADD, der betyder, at de er stille og indadvendte. Man kan næsten glemme, at de er i klassen. Det er aldrig dem, der tager pladsen i timerne.

»Vi har flere gange oplevet at få en ung ind hos os, der er gået gennem hele grundskolen med en uopdaget hjerneskade«, fortæller Lone Kjær Jensen.

De to konsulenter arbejder nu med udskolingseleverne på Vodskov Skole. Et par andre skoler i kommunen har haft lignende projekter, og trivselspersonerne på skolerne har talt om, at man helst skulle have fat i de unge allerede på mellemtrinnet.

Det har ikke været svært at finde elever. På Vodskov var der 16 mulige, så man måtte vælge nogle ud. Desuden var der nogle, der havde andre problemer og skulle have andre tilbud. Forløbet kører med to lektioner om ugen i 20 uger. De første 17 uger med konsulenterne fra VUK. De sidste tre uger overtager skolens trivselsperson Helle Bjerregaard.

Dette er første hold, hvor der udelukkende har været piger.

Træner kropssproget

»De her elever vil meget gerne række fingeren op i timerne, men de tør ikke. De skal blive trygge i gruppen og ved os. Vi skal have dem til at tale og fortælle om sig selv. Smalltalk er svært for dem. De ved ikke, hvordan man åbner og lukker en samtale. De tror, de samtaler, hvis de svarer pænt, når de bliver spurgt. Men det er jo svært at samtale med én, der kun svarer ja og nej og ikke selv spørger videre«, siger Annie Andersson.

Øvelserne bliver optaget på video, så eleverne kan se sig selv og de andre. De træner kropssproget og bliver jævnligt overrasket, når de ser sig selv på video. De træner, hvordan man kommer ind ad en dør uden at sende signalet: »Tal ikke til mig«.

»De er slet ikke klar over, at de selv har et ansvar for de signaler, som de sender. De kommer ofte med en indstilling om, at det er synd for dem, og at andre skal hjælpe dem. Men de kan selv gøre noget, viser vi dem«.

De taler med eleverne om vaner. Hvordan de baner nogle stier i hjernen, så man bliver fastlåst i sit mønster. Billedet kan være en kornmark med en sti, hvor man går, fordi det er svært at træde nye stier.

»Nogle forældre er slemme til at pakke de stille børn og unge ind i stedet for at lære dem om stemmeføring og at have øjenkontakt. De burde puffe dem ud i noget, der er lidt svært«, mener Lone Kjær Jensen.

Konsulenterne fortæller, hvordan gruppedynamikken er rigtig god. At opdage at man ikke er den eneste, der har et problem. At der er andre, der heller ikke tør ringe til frisør eller tandlæge. Det er en lettelse for dem at opdage det, og de kan spejle sig i hinanden.

»Det er en proces at ændre adfærd. Vi skal sætte målene lavt i begyndelsen. Men vi er vant til det. Vi kan holde til deres stilhed, og vi kommer ikke med løsningsforslag. For nogle er det en stor udfordring at række hånden op én gang i den time, hvor man helst vil det. Det skal tages alvorligt, at man er nødt til at tage små skridt«, understreger de to konsulenter.