»Det gik fint, når jeg var sammen med andre. Men når jeg gik alene på gaden, kiggede jeg mig hele tiden over skulderen, og hvis en bil kørte langsomt bag mig, var jeg klar til at stikke af«, fortæller Thomas Sieberichs.Foto: Lars Horn
Truslen
Over halvdelen af de lærere, der oplever trusler i skolen, anmelder dem ikke. En stor dreng råbte af Thomas Sieberichs, at han ville ommøblere hans ansigt. Thomas var ikke i tvivl om, at episoden skulle anmeldes.
Han har undervist på Tornhøjskolen i Aalborg i ni år.
Efter episoden overvejede han at skifte job, men han brænder forat hjælpe børn og unge, der har det svært, så med gode kolleger ogledelse er han i dag helt sikker på, at han er det rigtigested.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
To timer før retssagen bliver Thomas Sieberichs ringet op af sin kollega Michael Varming. Michael behøvede ikke møde op som vidne, fordi han allerede havde fortalt alt om den voldsomme episode. Han tilbyder at køre med, men Thomas synes ikke, han skal spilde en dejlig sommerdag. Men da den 31-årige lærer med den lyse hestehale sætter sig i sadlen og cykler ind mod retsbygningen i centrum af Aalborg, starter et tordenvejr af tanker.
Annonce:
Hvad hvis alle drengens venner venter på ham? Er han mon medlem af en bande? Kan en 17-årig knægt blive så vred over at blive slæbt i retten, at han går amok? Tankerne akkompagnerer tråddene i pedalerne.
Men der er tomt foran den tunge, rødbrune egetræsdør med nitter. Tinghus, står der på søjlepor-talen over døren. Nu er det alvor, tænker Thomas, og vreden vælder op i ham, da han går ind ad døren til retslokalet og ser drengen sidde midt i det store, åbne værelse.
Thomas bliver hurtigt kaldt frem for at fortælle sin historie. På en stol midt i lokalet sidder han vendt mod dommeren og de tre domsmænd. Han vil ikke se drengen i øjnene. Han bliver nervøs og er bange for ikke at få det hele med.
En helt almindelig dansktime i 8. klasse en formiddag i maj. Thomas ser en ældre dreng, han ikke kender, luske omkring udenfor. Der har tidligere været problemer med unge fra det belastede område i nærheden, så da eleverne er i gang, går Thomas ud for at kigge efter ham. Drengen forsøger at snige sig ud på fællesarealerne.
»Hvad skal du her?« spørger Thomas drengen. Han svarer ikke. »Hvis du ikke har noget at gøre her, skal du forlade skolen«, siger Thomas bestemt. »Hvorfor?« Drengen kigger udfordrende på Thomas. Thomas henter Michael fra skolens hjælpecenter Oasen, og de går sammen ud og forsøger at få drengen til at gå.
»Hvorfor må jeg ikke være her«, spørger drengen, mens han trækker sig baglæns hen mod parkeringspladsen. »Du er velkommen til at komme en anden dag og besøge os, hvor vi har aftalt det. Men lige nu kan du forlade området, eller også er jeg nødt til at hjælpe dig ud. Vi kan ikke bruge mere tid på det her nu«, siger Thomas. Drengen bakker ind i en hæk, falder og lander i en vandpyt til stor morskab fra et par 9.-klasser. »Hvad laver du, mand?« råber de. Han rejser sig, går truende frem mod lærerne, men vender så alligevel. Men pludselig drejer han sig rundt og råber meget vredt til Thomas. »Jeg smadrer dig. Jeg ved, hvor du bor! Jeg kommer og ommøblerer dit ansigt«. Hans ansigt er fortrukket i vrede, og han spænder kroppen op.
Thomas står chokeret tilbage. Michael spørger forundret: »Sig mig, var det ikke en trussel om, at han ville komme og tæske dig«. »Joe«, svarer Thomas og griner lidt usikkert.
Annonce:
Registrering sikrer erstatning
Thomas Sieberichs fra Tornhøjskolen i Aalborg er ikke den eneste, der har prøvet at blive truet. ifølge en undersøgelse udført af Scharling Research for fagbladet Folkeskolen har over halvdelen af lærerne inden for det seneste år oplevet at blive truet på arbejdet. Ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø er det vigtigt at registrere trusler, hver gang det sker. En lærer kan måske overkomme ubehagelige episoder i en periode, men hvis læreren bryder sammen, og de første episoder ikke er registeret, kan han miste muligheden for erstatning. Folkeskolens undersøgelse viser, at 32 procent af lærerne, der har oplevet en voldelig episode, hverken har anmeldt den til politi, skole eller arbejdsskadesforsikring. 57 procent har ikke anmeldt, at de er blevet truet. Kun fem procent har anmeldt trusler til politiet. Thomas har aldrig anmeldt en episode til politiet før, men da han efter timen sidder på skolelederens kontor, er han klar.
Opbakning
»Det var virkelig ikke i orden. Det var grænseoverskridende. Og jeg tror godt, jeg vil anmelde det til politiet«, siger han, da han synker ned i stolen hos skolelederen. Linda Schønebergs kontor er lyst og ryddeligt, men på alle vægge hænger kunst og tegninger, og blomster vælder ud af vaser. Igen slår det Thomas, hvordan det næsten føles som at blive budt velkommen i hendes private hjem.
Annonce:
Lindas mørke øjenbryn er trukket sammen i bekymring under det hvide pandehår, og der er varme i hendes stemme, da hun beder ham skrive det hele ned. Hun bakker ham fuldt op i at ville anmelde. Michael har ringet efter politiet, og på vej ud møder de den lokale betjent. »Du får en anmeldelse en af dagene«, siger Thomas til betjenten. Det synes betjenten er for meget: »Nu skal vi jo ikke optrappe konflikten. Det kan jo have grimme konsekvenser for drengen. Jeg tror godt, jeg ved, hvem han er«. Thomas bliver usikker. Men politimanden var jo ikke med. Han hørte ikke tonefaldet og så kropssproget. Skulle han ikke være på min side? Og drengen skal da forstå, at det ikke er i orden at true på den måde.
Linda beroliger ham, da han kommer tilbage. »Det skal du ikke lade dig gå på af. Du har min fulde opbakning«, siger hun. Det varmer.
Voldspolitik støtter
Tornhøjskolen har en klar plan for, hvad der skal gøres, hvis lærerne bliver udsat for vold eller trusler. Alle nye lærere får inden for de første måneder at vide, at de kan risikere at opleve ubehagelige situationer. Størstedelen af eleverne kommer fra hjem med få resurser, og to ud af tre er tosprogede. Tonen kan være meget hård. 45 procent af lærerne i Folkeskolens undersøgelse kender ikke til en voldspolitik på skolen eller svarer blankt nej til, at skolen har en. Danmarks Lærerforening anbefaler, at skolen, kommunen og politiet mødes og aftaler, hvordan man håndterer anmeldelser, så lærerne ikke risikerer at blive afvist.
Annonce:
Frygten for konsekvensen
Ryggen er rank, da Thomas efter sidste time går over den tomme parkeringsplads, men på vej mod busstoppestedet kryber han mere og mere sammen. Den dumpe brummen fra en gammel bilmotor får ham til at fare sammen. Han fortsætter langs de grønne hække, men da bilen sætter farten ned lige bag ham, spænder han alle muskler og gør sig klar til at løbe. Hjertet hamrer i brystet, og han ryster. Han skæver over skulderen og ser to mørklødede mænd i bilen. På bagsædet sidder en kvinde, og de kigger alle på skolefritidsordningen på den anden side af vejen. Skuldrene falder ned, og han hopper ind i bussen hjem.
Det følgende år tænker Thomas meget over, hvilken bus han tager til og fra skole. Hvad hvis drengen vil hævne sig. Når han er blandt mange mennesker, går det fint. Men når han går alene på gaden, kommer tankerne tilbage. Mange, mange gange skæver han over skulderen og kigger efter flugtveje, når en bil sagtner farten eller kommer hurtigt ud fra en sidevej.
Tilbage til livet
I Tinghuset i Aalborg bliver drengens fulde tilståelse læst op. Thomas hører, at drengen kan få helt op til fire måneders fængsel. Det lyder alt for voldsomt, synes han. Dommen bliver, at drengen skal blive et år mere på det behandlingshjem, hvor han hidtil har boet. Forstanderen og et par pædagoger krammer drengen, som ikke siger et ord. Det føles rart, at drengen har forstået, at det var forkert, men at det ikke får konsekvenser for hans rettigheder eller muligheder fremover. Han ser faktisk ud som en god dreng, som han sidder der og kigger ned i bordet. Thomas er lettet. Det føles som at komme op til overfladen efter at have svømmet tre kilometer, tænker han.