Det er mandag, men den grå og triste vintermorgen preller af på Martin Eriksen. Smilende og snakkesalig går han hen ad gangen og hilser til højre og venstre på elever og forældre. Stikker hovedet ind i klasserne og siger godmorgen og småsnakker og er hurtigt videre, så dagens undervisning på den lille skole kan tage sin begyndelse for de 175 elever i skolens ti klasser.

Vi er i landsbyen Gudumholm 20 kilometer sydøst for Aalborg - og herude vil de gerne se skolelederen og mærke, at han kender lidt til lokalområdet, som Martin Eriksen udtrykker det.

»Forældrene synes, det er fedt, at jeg er ude på gangen. Jeg ved, at de sætter stor pris på, at jeg kommer ud i klasserne. Som regel er jeg også ude i pauserne eller inde at snakke med personalet. Nogle gange ender vi så hernede på mit kontor, hvis det er en lidt større snak, vi skal have. Jeg er meget bevidst om at være tilgængelig og tydelig«, siger han.

Netop fornemmelsen af behovet for tydelighed på skolen var med til at få ham til at søge jobbet som skoleleder i Gudumholm for to et halvt år siden. På skolen våndede man sig stadig over den såkaldte vikarsag, der efter store avisoverskrifter endte med, at en 42-årig lærervikar blev dømt for vold, frihedsberøvelse og tvang mod elever i 1. og 2. klasse.

»Det var en rigtig grim sag, og det havde slidt på relationerne og organisationen. Det var en stor sag, og den tog mange andre småting med, hvor man så heller ikke kunne blive enige. Man trængte til en frisk start med én, der ikke havde aktier i det. Og for mig handlede det om at lave en skole med masser af energi og glæde. At sætte en retning - og blive stående. Også når det blæser. Men jeg synes faktisk ikke, at det har blæst særlig meget herude«, siger Martin Eriksen.

I stiv kuling

Ikke desto mindre befinder den 45-årige skoleleder, småbørnsfar og svorne Brøndby-fan sig alligevel jævnligt i stiv kuling. Ovenikøbet selvvalgt. Ja, faktisk ser han det ligefrem som et element i sin egen ledelsesudvikling. Og nogle gange kan han bare slet ikke lade være, fordi det kribler i fingrene på ham for at give sit besyv med.

For som nogle læsere af artiklerne på folkeskolen.dk vil vide, holder Martin Eriksen sig ikke tilbage i de livlige skoledebatter, der nogle gange opstår i kommentarsporet under artiklerne. Dermed bringer han ofte sig selv i skudlinjen, for stort set alle de øvrige debattører er lærere, ofte utilfredse med skolepolitikere og folkeskolens vilkår som for eksempel besparelser, skolereformen, inklusionsloven, arbejdstidsloven og ledelsesretten. Og det er ikke usædvanligt, at utilfredsheden går ud over Martin Eriksen. Han fortæller, at han ofte ikke er særlig uenig med de debatterende lærere - men alene den kendsgerning, at han er den eneste skoleleder, der vover sig ind i debatten, betyder, at han ofte tillægges motiver og synspunkter, som han ikke har, føler han.

»Jeg tror meget på, at sproget skaber virkeligheden, og derfor vil jeg gerne blande mig i debatten. Hvis vi ikke får nogle nuancer på, så kommer vi til at skabe en barskere virkelighed end nødvendigt. Der sker en forråelse af måden, vi taler til hinanden på. Jeg vil gerne kæmpe for den ordentlige dialog, som må indeholde plads til alle argumenter. Der skal være højt til loftet, og personligt tåler jeg sagtens, at der ryger en finke af panden, men vi har - ligesom vi kræver det af forældrene og eleverne - et professionelt ansvar for at skabe plads til dialogen og en ordentlig tone«, siger han.

Trods mindre pæne verbale tacklinger kaster han sig jævnligt ind i kommentarsporet. Ofte møder han den holdning blandt de debatterende lærere, at der er for stort et spring fra beslutningstagere, politikere, Christiansborg, forvaltninger og skoleledelser ud til dem, der er tættest på eleverne, nemlig lærerne.

»Det er en helt legitim pointe, som jeg sagtens kan følge, men den er bare repræsenteret så tit, at vi kommer til at mangle en væsentlig nuance. Vi har nu engang den folkeskole, som vi har, og det må vi forholde os til. Det kan da sagtens være, at det hele var bedre i 2012, men det kan vi jo ikke gøre noget ved nu«, siger han.

Martin Eriksens blog på folkeskolen.dk

»Så bliver det træls«

»Jeg kan sagtens forstå, at man har et ønske om noget andet, noget mere, noget bedre - men jeg synes også, at det er vores pligt at arbejde professionelt i de rammer, vi er givet. Og selv om jeg da også godt kan efterlyse mere tid til lærerne individuelt og til teamsamarbejde, så kan jeg altså godt se nogle muligheder i reformen og i lov 409. Det kan jeg se, når jeg går rundt på skolen her. Det skal vi huske, for hvis der kun er en entydig fokusering på alt det, der ikke fungerer, så kommer det ikke til at fungere - og så bliver det træls«, siger Martin Eriksen.

På Gudumholm Skole fylder hans rolle som skoledebattør ingenting. Et par lærere har kommenteret det en enkelt gang, men det er ikke det, der præger snakken på lærerværelset.

»Her skal det jo ikke handle om mig. Det handler om eleverne. Her har vi én opgave, og det er at få børnene til at trives bedst muligt og lære mest muligt. Og så er jeg så leder for de lærere og pædagoger, der er meget tæt på de børn, som det handler om. Jeg skal have fokus på at skabe en arbejdsdag, der gør, at personalet kan lykkes med det, de er her for. Som leder har jeg så ledelsesretten, men det betyder jo ikke, at jeg skal bestemme alt eller blande mig i alt«.

Det er ikke hans indtryk, at lærerstaben på Gudumholm Skole til daglig går rundt og er lige så utilfredse, som debattører på folkeskolen.dk kan være.

Ministeriet: Paragraf kan ikke bruges til at skippe testene

»De kan selvfølgelig være gode skuespillere og mene, at det er helt forfærdeligt, at der er en leder her, men det tror jeg nu ikke. De vil gerne forstyrres en gang imellem - og en gang imellem vil de bare have ro til at passe deres metier. Der er en bred erkendelse af, at tingene er, som de er. 2013 var 2013, men det kan vi jo ikke gøre noget ved nu«, siger Martin Eriksen.

Han oplyser, at Aalborg Kommune ret hurtigt var lempelig omkring arbejdstidslovens krav om fast tilstedeværelse.

»Heldigvis. Selvforvaltningsmuligheden med hensyn til deres arbejdstid er det, der har fyldt mest her. Nu skriver vi, at du er her til klokken 16 - men kan du gå klokken 14.15, så gør da for guds skyld det. De vil også alle gerne have mere forberedelsestid. Og de kan også godt fortælle, når de bliver pressede på nogle opgaver. Nogle gange kan vi luge ud i det, andre gange kan andre træde til og hjælpe. Og ja - jeg vil også gerne have mere tid til dem«.

Kampen blev for personlig

Men de evige meningsudvekslinger og rollen som den eneste synlige skoleleder i debatten satte også på et tidspunkt deres spor. Martin Eriksen begyndte at have svært ved at falde i søvn og at ligge om aftenen og tænke på, hvad han nu skulle op og svare på dagen efter.

»Jeg kunne ikke finde ro længere. Det var blevet for personlig en kamp for mig. Jeg følte hele tiden, at det var en kamp, og at jeg stod alene. I de værste situationer blev jeg ked af det og frustreret, når jeg blev tillagt noget, som jeg aldrig har sagt eller ment. Det synes jeg er så urimeligt, og så ryger jeg til tasterne igen. Det tog noget energi - og så trak jeg mig«.

Pausen fra debatten stod på et halvt års tid - indtil december sidste år. Så var han tilbage i den verbale slagudveksling igen. Et par opfordrende mails og kommentarer, hvor folk udtrykte, at de satte pris på hans stemme i debatten, gjorde udslaget.

»Så tænkte jeg lidt over det og besluttede mig for at prøve igen. Denne gang lidt klogere på, hvad det gør ved mig. Jeg kommer tit til at stå på mål for skoleledere generelt, fordi jeg er den eneste skoleleder derinde, og det ville da være fedt, hvis andre skoleledere også deltog i debatten«.

Nu forsøger han at tage ved lære af erfaringerne fra sidste gang.

»Nu reagerer jeg mere direkte«

»Jeg reagerer mere direkte nu over for dem, der skriver noget upassende i forhold til mig - eller lægger ord i min mund. De må gerne udfordre mig, og jeg vil også gerne blive klogere. Men at blive talt ned, som da en debattør henvendte sig til en anden debattør om mig og skrev, at det ikke nyttede at debattere med mig - det syntes jeg var fuldstændig urimeligt, og det gav jeg udtryk for. Han skulle ikke nedgøre mig, bare fordi jeg er skoleleder. Jeg har heller aldrig oplevet, at nogen har erkendt, at jeg kunne have ret i nogle af mine pointer. Det tætteste på er, at så ignorerer man det, jeg har skrevet, og kaster sig over noget nyt«.

For et par år siden begyndte ledelsen på Gudumholm Skole at praktisere supervision af timerne, og også det har givet anledning til knubbede ord i debatten.

»Men vi møder ingen modstand mod det her på skolen. I begyndelsen blev det opfattet som mistillid, men det er det jo ikke. Vi gør det for at sikre, at så mange elever som muligt får det optimale ud af undervisningen. Og det er min grundlæggende tanke om lærerudvikling. Lærere skal forstyrres - selvfølgelig hvor det giver mening - men de skal også have fred og ro. Jeg tror, at det værste, vi kan gøre, er at lade lærerne være. Ikke at vi skal kaste os over dem hele tiden, men hvis man ikke tvinges til at reflektere over sin egen praksis, tror jeg, at man lige så stille kan udvikle blinde pletter«.

»Omvendt kan jeg jo også se, at jeg bliver forstyrret mange gange hver dag. Det går begge veje. For personalet vil jo gerne den sparring. Eller lige informere mig om noget eller lige have nogle råd eller vejledning. Andre gange skal jeg bare lytte. Men pointen er jo, at vi er afhængige af hinanden for at få det her til at lykkes«.

Ifølge Martin Eriksen er det et udtryk for tydelig ledelse, når medarbejderne ved, hvad der er vigtigt for ledelsen.

»Det er jo ikke, fordi jeg har ret, men jeg prøver at tage ting ned fra hylden, som jeg mener er relevante for skolen. Og tydelig ledelse er en ærlighed omkring, hvad vi gerne vil«.

Lige for tiden har Gudumholm Skole stor fokus på sprog. For også her i den nordjyske landsbyskole er et grimt sprogbrug blandt eleverne blevet »for normalt«, påpeger skolelederen.

Bannerfører for den gode dialog

På samme måde mener Martin Eriksen, at folkeskolen og alle dens aktører bør være bannerførere for en god dialog.

»God dialog kan ikke måles i fredstid. Det er, når det er sværest, at vi kan se, om vi har en stærk kultur, hvor der er plads til at lytte til forskelligheder, tage dem ind og give et ordentligt svar«.

Men Martin Eriksen, der selv tidligere har arbejdet som lærer, er helt med på, at hændelserne tilbage i 2013 har skabt en voldsom vrede blandt lærere. Den er ikke væk - og det sætter sit præg på debatten.

»Jeg tror, at lærerne i Danmark generelt gerne vil have en helt officiel undskyldning fra politikerne. Og så vil de gerne have handling bag den undskyldning. Det vil kræve flere penge, en arbejdstidsaftale, og at lærerne kommer tættere på beslutningerne igen. Hvis det sker, vil der falde noget ro på. Men så længe det ikke sker, er der noget vrede derude, og når så én fra beslutningskæden som mig stikker hovedet frem, så kan man godt give et rap«, siger Martin Eriksen.

Han lægger ikke skjul på, at han er »vanvittigt glad« for at være skoleleder.

»Men hvis jeg mødte en modstand blandt medarbejderne, som jeg gør i debatten på folkeskolen.dk, ville jeg nok ikke have lyst til at arbejde med det«.

Til gengæld varer det nok ikke længe, inden det kribler i fingrene igen.

»Hvis jeg ikke kan tåle det, kan jeg jo bare lade være«.

Leder: Digitalt raseri