Aarhus Universitet opruster på det it-didaktiske område

Aarhus Universitet fik for et år siden en kraftig mavepuster, da 15 højt kvalificerede it-didaktiske forskere fra DPU kollektivt sagde op i protest mod universitetets topdown-ledelsesstil og derpå straks blev ansat hos konkurrenten Aalborg Universitet. Nu har Aarhus Universitet tilsyneladende fået vejret igen og gør klar til et kontrastød på den it-pædagogiske front.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

 Universitetet er således gået sammen med Aarhus Kommune og den lokale professionshøjskole Via University College i et partnerskab, der skal løfte børns og unges læring gennem it-didaktik.

»Fra universitetets side er vi meget optaget af forskningens samspil med samfundet. Parterne bag den her rammeaftale har en fælles interesse i at sikre en inspirerende og læringsorienteret udvikling af undervisningen i skolerne. Aftalen etablerer en unik mulighed for praksisnær forskning og videnudveksling, der på sigt vil komme de nye generationer af børn, unge og undervisere til gavn«, siger dekan for Arts ved Aarhus Universitet Mette Thunø.

Kommunen stiller skoler til rådighed for empiriske undersøgelser, og universitetet og professionshøjskolen leverer de medarbejdere og studerende, der skal gennemføre undersøgelserne.