To lærere og en pædagog fra en skole i Aabenraa er blevet politianmeldt efter en episode på en lejrskole på Bornholm.
Foto: monap/istock
Bedstefar politianmelder lærere efter lejrtur
To lærere og en pædagog er blevet politianmeldt efter en episode på en lejrtur. Lærerne mener, at sagen er udlagt forkert i pressen, lyder det fra den lokale lærerforening.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I JydskeVestkysten er i dag en artikel om, at en bedstefar til en 12-årig pige i sidste uge politianmeldte tre lærere efter en episode på klassens lejrtur på Bornholm.
På turen havde eleverne fået besked på at tage sim-kortet ud af deres mobiltelefoner, så de kun kunne bruges til at tage billederne med på turen.
Det nægtede den 12-årige pige imidlertid, og ifølge avisen er pigens forklaring, at tre lærere skulle have trukket hende ind i et rum, låst døren, trukket gardinerne for og holdt hende fast i både arme og ben, mens de tog mobilen fra hende.
Lokal lærerformand: Forkert udlægning
Klassen og lærerne kommer fra en skole i Aabenraa. Ifølge Aabenraa Lærerkreds er udlægningen, der kan læses i avisen, forkert.
"Det ærgrer lærerne rigtigt meget. Men i forhold til sagens forløb er det bedst, at de ikke udtaler sig til pressen. Og der er i øvrigt tale om to lærere og én pædagog og ikke tre lærere, som det fremgår i avisen", fortæller kredsformand Torben Hagedorn.
Det er endnu uvist, om politianmeldelsen ender ud i en sigtelse af lærerne og pædagogen. Til JydskeVestkysten oplyser politikommissær Henning Marcussen fra Aabenraa Lokalpoliti, at han forventer, at efterforskningen vil tage en måneds tid. Først herefter bliver det afgjort, om der bliver rejst en sigtelse.
Torben Hagedorn fortæller, at sagen ikke har ført til nogen påtale fra skolen, og at lærerne derfor går på arbejde som normalt.
"Og så hjælper vi lærerne så meget, vi kan. Vi stiller en advokat til rådighed, hvis det skulle blive en afhøring af lærerne, og vi tilbyder også psykologhjælp, hvis de skulle være interesserede", siger han.
Torben Hagedorn glæder sig over, at de to lærere uafhængigt af hinanden skrev forløbet ned kort efter episoden med den 12-årige pige.
"Det er altid vores råd, at man skal skrive det hele ned. Så det er rigtigt godt, at begge lærere gjorde det. Nu må vi se, om der bliver reelle afhøringer af lærerne, og vi står hele tiden klar, hvis de har spørgsmål", siger han.
Læs mere
Læs historien fra JyskeVestkysten her