Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Pædagogiske modeluner kommer og går i folkeskolen. For tiden er det ’Low Arousal’, der går sin sejrsgang som bud på metode til konflikthåndtering, der kan nedbringe det alarmerende konfliktniveau i skolen, som en række undersøgelser har afdækket.

At problemet er enormt, ikke mindst i lyset af de ustyrlige udgifter til specialundervisning, står ikke til diskussion. Der er heller ingen grund til at betvivle, at low arousal er en del af løsningen på problemet. Men det giver ingen mening at sælge det som en nyhed fra Amerika. Det hedder tålmodighed på jævnt dansk.

Arbejdet som lærer er ikke noget for opfarende, selvretfærdige hidsigpropper. Ja, det er en påstand, som ikke klarer banalitetstesten. Alle lærere vil gerne være den, der holder hovedet koldt og hjertet varmt, for det er mildt sagt ikke sjovt at tabe hovedet og værdigheden overfor en flok børn. Det er pædagogisk børnelærdom.

Det kommer derfor let til at virke provokerende på lærere, når man oppefra formaner dem om, at vi her har at gøre med en helt særlig tilgang til besværlige børn, som alle lærere bør indrette sig efter. Ikke fordi metoden er ubrugelig, for det er den jo langtfra, men fordi det giver sig selv. Men det er lettere sagt end gjort. Metoden har nogle åbenlyse begrænsninger i forhold til de komplekse problemer, lærerne tumler med.

Metoden har sine begrænsninger

Selve den grundlæggende tese for Low Arousal-pædagogikken – at alle mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det – bygger på et menneskesyn, der fratager det enkelte individ ethvert ansvar for dets fejltrin: Mennesket er godt, ingen gør fortræd med vilje, og ondskab findes ikke. Sådan er virkeligheden bare ikke. Vi skal være tålmodige og overbærende overfor hinanden, javist, men vi skal også kunne forsvare fællesskabet og beskytte den enkelte elev.

Det ved low arousal-folkene også udmærket. De lægger ikke skjul på, at metoden har sin begrænsning der, hvor der nødvendigvis skal foretages et konkret indgreb for at bringe en ubærlig situation til ophør. Her står læreren typisk magtesløs, og så har han/hun ramt det, der i low arousal-terminologien kaldes ’metodeloftet’. Det er der, hvor man ikke længere er i stand til at holde hovedet koldt. Alle mennesker, også lærere, har en grænse, et ’triggerpunkt’. Som Mette Grauslund, der praktiserer low arousal, også fortæller til Folkeskolen:

”Hvis jeg når mit metodeloft, så skal jeg bede om hjælp. Måske skal en anden overtage situationen. Det kan gøre en verden til forskel at have kollegaer, der kan overtage, hvis man ikke kan mere”.

Tag ikke fejl. Dette er en dagligdags situation for mange lærere. Man skal passe på med at overdænge lærerne med formanende low arousal-retorik, det kan føre til dyb frustration og sygemeldinger. I deres ører kan budskabet lyde som en anklage for udygtighed. I virkeligheden er der tale om et fælt ledelsessvigt.

For det er jo lige her, når læreren når sit metodeloft, skolelederen skal indse, at det, der skal til, er konkret assistance, for eksempel i form af et akutberedskab, der kan træde til øjeblikkeligt og pøse vand på – inden læreren ryger op i det røde felt og hele hytten står i brand.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk