Hareskov Skole i Nordsjælland er, hvad Manu Sareen kalder en relativt hvid skole. Der er ikke mange af de opmærksomt opadvendte 6.-klasses ansigter, der har samme hudfarve som forfatteren, da han holder oplæg for dem i den lille gymnastiksal. Men de kender næsten alle hans bøger og film om drengen Iqbal Farooq fra Nørrebro i København.

For ungerne er det en fest at høre, hvordan Manu Sareen har fundet på de mange skøre hændelser i bøgerne - ikke mindst fordi han fortæller, at de næsten alle sammen er sket i virkeligheden. Og han byder rundhåndet på anekdoter fra sin egen skoletid.

"Hvornår begyndte du at interessere dig for at skrive bøger", spørger en af drengene. Manu Sareen griner og tager en tår af sit glas med kaffe. 

"Altså, jeg har jo aldrig været sådan en, der læste bøger i skolen. Jeg læste sygt mange tegneserier, men det var mest, fordi jeg hele tiden blev smidt uden for døren, og så endte jeg på biblioteket og læste tegneserier i timevis. Jeg havde sådan nogle tissemyrer i kroppen, der kravlede op ad ryggen - kender I godt det?".

"Jaaaa", lyder det fra spredte urolige drengenumser på klapstole. Og så får de historien om dengang han limede en flaske fast til gulvet, fordi hans dansklærer altid gik og samlede på flasker. Salen runger af latter, og han beder dem love, at de ikke gør sådan noget ved deres lærere nu.

"Jeg troede faktisk, at jeg skulle være lærer, så jeg har prøvet det. Men det er megahårdt at være lærer, så I skal altså være søde ved jeres lærere", siger han.

Fuck it - jeg skriver den selv

Virkeligheden er, at Manu Sareen aldrig drømte om at blive forfatter, og selv om ungerne har en fest, så var det faktisk heller ikke for sjov, han begyndte at skrive bøgerne.

"Den første bog var et klart politisk projekt. Vi lavede jo perkerkanonen som modsvar til den danske litteraturkanon, og så var der flere, der spurgte, hvorfor der ikke var nogen etniske børnebogsforfattere på den. Så tænkte jeg: Fuck it, jeg skriver den sgu selv", forklarer han efter oplægget.

Han havde på ingen måde regnet med, at der skulle blive mere end en bog, eller at den skulle blive til en film.

"Og at de stadig bliver læst nu 14 år efter er helt utroligt. Den slags bøger har jo ofte ikke så lang levetid. Men jeg må indrømme, at de sidste har jeg skrevet, fordi det er fedt".

Det ændrer dog ikke på, at han har en klar plan med at skrive børnebøger, der afspejler andre dele af samfundet end de klassiske 'hvide". 

Har du et rigtigt job ved siden af?

"Er du egentlig sådan kristen", spørger en af pigerne.

Igen griner han lidt, smager på ordet kristen, og spørger, hvad det betyder. Han forklarer, at han ikke tror på nogen form for gud, men at det er selvfølgelig er helt okay, hvis man gør - det må man selv om.

"Det der med én fælles folkeskole, det findes altså ikke mere. Skolerne er megaopdelte, og de ved ikke noget om hinanden. Når jeg er på sorte skoler - og det må JEG gerne kalde dem - så kommer de hen og spørger, hvem der har skrevet mine bøger rigtigt. De tror ikke på, at sådan en som jeg - eller dem selv - kan være forfatter. Det er en del af grunden til, at jeg tager ud", forklarer han.

Det er også årsagen til, at han insisterer på, at hans billede skal være på bagsiden af alle bøgerne. Og ligeså skævt oplever han spørgsmålene på hvide skole.

"Du drømmer ikke om, hvad jeg bliver spurgt om. 'Er det rigtigt, at sådan nogle som jer ikke børster tænder?'. Det er helt grotesk".

Netop derfor mener Manu Sareen, at det er supergodt, at dansklærere bruger hans bøger i undervisningen og taler om forskellige måder at leve på - ikke kun som et integrationsprojekt, men simpelthen for at normalisere.

"Jeg vil gerne nedbryde barrierer. Børn er så polariserede i dag. Det er vi altså nødt til at gøre noget ved".

Et af de sidste spørgsmål til forfatteren lyder "Har du et arbejde ved siden af, at du er forfatter".Og her må Manu Sareen grine lidt igen under baseballkasketten, som giver ham et noget andet udtryk end de klassike mærkeblå eller grå jakkesæt, han bar som minister i Thorning-Schmidt-regeringen.

"Tja, jeg havde lidt et job ved siden af, at jeg skrev bøgerne, som politiker og minister. Og der havde jeg lidt for travlt. Så når jeg skulle skrive, så tog jeg med min ven, som er pilot, med på en af turene til Thailand. Så sad jeg bag ham i cockpittet og skrev uafbrudt i 14 timer i fred og ro. Det er sådan, det fungerer bedst for mig. Når jeg er klar, så skriver jeg et kapitel om dagen i 14 dage, og så læser jeg den ikke igen, før den er udgivet".