Kort over Arbejdstilsynets reaktioner (påbud og lignende) på folkeskoler og lignende skoler i perioden 1. januar 2018 til 1. august 2019.Illustration: a4
Danmarkskort: Her er status på folkeskolernes arbejdsmiljø
Dårligt indeklima og psykisk arbejdsmiljø udgør de største arbejdsmiljøproblemer i folkeskolen, viser en optælling. To interaktive danmarkskort viser status på folkeskolernes arbejdsmiljø i regionerne.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne artikel er oprindeligt bragt på a4arbejdsmiljoe.dk og bringes på folkeskolen.dk efter aftale.
Annonce:
Dårligt indeklima i landets folkeskoler påvirker elevernes indlæringsevne og lærernes arbejdsmiljø.
Problemet med tung luft i klasselokalerne har de seneste fem år martret skolerne, viser en optælling over de tilsynsreaktioner, folkeskolerne har modtaget fra Arbejdstilsynet siden 2014.
Formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljøudvalg, Thomas Andreasen, er klar over problemets omfang.
Annonce:
- Vi ved, at indeklimaet i landets folkeskoler halter og har haltet i en årrække. Det viser en række undersøgelser, og har man blot opholdt sig på en folkeskole i nogle timer, kan man godt mærke det. Det skal vi selvfølgelig få gjort noget ved, forklarer han.
I 2014 blev der givet 107 tilsynsreaktioner (påbud, strakspåbud, vejledning mm.) på baggrund af dårligt indeklima i folkeskolerne, hvilket er det højeste antal de seneste fem år. I 2018 udstedte Arbejdstilsynet 76 reaktioner på dårligt indeklima, mens antallet i år allerede har nået 49.
Ser man på, hvor i landet, folkeskolerne har de største udfordringer med luftkvaliteten, er det værd at bemærke Region Sjælland. De sjællandske skoler har i perioden 1. januar 2018 til 1. august 2019 modtaget 43 tilsynsreaktioner, hvoraf 27 af dem er påbud, ni er vejledninger, mens de sidste syv er §21-påbud.
Til sammenligning har Region Syddanmarks folkeskoler i samme periode kun modtaget seks tilsynsreaktioner på dårligt indeklima. Når man sammenligner regioner, er det vigtigt at understrege, at der selvfølgelig er forskel på indbyggertallene i regionerne, og heraf antallet af folkeskoler.
Arbejdstilsynet slår hårdt ned på dårligt indeklima, men de fleste tilsynsreaktioner på folkeskolerne går fortsat på problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
Thomas Andreasen forklarer, at de seneste års omvæltninger på folkeskoleområdet har påvirket mange læreres trivsel.
- Der har været en udvikling de seneste år, hvor der er blevet lagt flere opgaver over til skolerne. Løsning af inklusionsopgaver, flere elever i klasserne osv. samtidig med, at man har nedlagt mange tusinde lærerstillinger parallelt med det. Gabet er simpelthen blevet for stort, og det er en problemstilling, der er massiv, og det giver sig til udslag i et belastet arbejdsmiljø, siger han.