Lærerstuderende skal bruge 20 procent af tiden i folkeskolen

1. års studerende på Blaagaard/KDAS skal efter sommerferien have langt mere skoletilknytning. Det skal gøre de studerende klar til skolevirkeligheden og nedbryde grænserne mellem teori og praksis.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En af de store udfordringer ved at være lærerstuderende er at koble teori og praksis.

Blaagaard/KDAS, en del af den københavnske professionshøjskole UCC, byder efter sommerferien de 1. års-studerende velkomne med en ny konstruktion.

20 procent af tiden skal bruges med skoletilknytning, og 37 skoler i hovedstadsområdet er hoppet med på idéen.

"Skoletilknytningen er et tredje rum. Som det er i dag, skal alle praktikker bestås, så praktikken er en eksamensform. Skoletilknytningen bliver et mere uformelt rum", siger uddannelseschef på Blaagaard/KDAS Tove Hvid til folkeskolen.dk.

Tættere på skolen

De studerende skal bruge 20 procent af tiden i alle fag med skoletilknytning, tiden kan bruges på at observere eller at afprøve eksperimenterende undervisningsforløb. De studerende kommer til at følge eleverne over tid og vil i det hele taget komme tættere på folkeskolen. Samarbejdet kan for eksempel være om trainee-ordninger, tosprogsundervisning, temauger eller skole-hjemsamarbejde. Dermed bliver skolevirkeligheden en mere integreret del af uddannelsen til lærer

"Det har den effekt, at de studerende får en tættere relation til skolen. Som professionshøjskole er vi nødt til at åbne op og søge folkeskolen mere, og for de nye studerende kommer det til at handle meget mere om folkeskolen", siger Tove Hvid.

Eksempler på forløb:

Samarbejde med Stengård Skole i Gladsaxe

Læreruddannelsen Blågård/KDAS har indgået et samarbejde med Stengård Skole i Gladsaxe, hvor 1. års studerende med linjefag i idræt skal indgå i "skolens hverdag" i løbet af skoleåret 2011/2012. De studerende skal for eksempel deltage i elevtilrettelagte workshops og udføre professionsfaglige observationer i idrætsundervisningen, dels med fokus på eksemplificering af klasseledelse, dels rettet mod forskellene mellem teoretiske idealer og praktiske vilkår.

Samarbejde med Engelsborgskolen i Lyngby og Rosenlundskolen i Ballerup

Læreruddannelsen Blågård/KDAS har allerede erfaringer, der kan inspirere projektet om skoletilknytning: Som led i Experimentariets årlige Naturvidenskabsfestival har lærerstuderende på 2. årgang med fysik/kemi som linjefag inviteret 7.-9.-klasser fra praktikskoler til en hel dag i fysikken og kemiens tegn. Eleverne eksperimenterede og legede med taljesystem, røgkanon, hovercraft og kuldeblanding og dagen sluttede med et kemishow, hvor de studerende optrådte med spektakulære forsøg med overraskende effekter bl.a. i form af lyd, lys og farver. For de lærerstuderende var det et led i en anderledes praktik.

"De studerende fik erfaring med selv at have ansvaret for hele forløbet og især erfarede de at dagene krævede grundig planlægning og forberedelse, ligesom det stillede krav til deres didaktiske kompetence," fortæller underviser Marianne Beck Andersen. Det var elever fra Engelsborgskolen i Lyngby-Tårbæk og fra Rosenlundsskolen i Ballerup, som deltog i dagene.