SKI og forlagene er enige om modellen, der skal give flere lærerne flere læremidler at vælge imellem. Kriterierne, læremidlerne skal leve op til, har de endnu ikke diskuteret.

Ny aftale skal sikre kommunerne større valgfrihed på digitale læremidler til efteråret

Til efteråret træder en fælleskommunal indkøbsaftale i kraft, der skal give kommunerne mulighed for løbende at købe ind via "miniudbud" i stedet for de flerårige, centrale aftaler, flere kommuner har bundet sig til. I modsætning til KL's netop aflyste pilotforsøg med en Spotify-lignende indkøbsordning bakker forlagene denne gang op om modellen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For to uger siden annullerede KL udbuddet på et pilotforsøg, der skulle give lærere i ni udvalgte kommuner flere digitale læremidler at vælge imellem.

Nu ser det dog ud til, at alle landets kommuner fra efteråret får mulighed for at købe ind hos flere forlag, end det er tilfældet i dag, hvor flere kommuner fra centralt hold køber ind fra én leverandør til alle fag på alle skoler.

Kommuner køber tvungne kommune-pakker med læremidler

Her er en ny indkøbsaftale fra Staten og Kommunernes Indkøbcentral (SKI) efter planen klar.

Der bliver tale om en såkaldt dynamisk indkøbsaftale. Det betyder, at små som store leverandører løbende kan tilmelde deres læremidler, hvis de lever op til nogle krav, som en ekspertgruppe under SKI nu skal fastsætte i dialog med blandt andre Danmarks Lærerforening og Danske Forlag.

Indkøb via aftalen vil foregå som "miniudbud", hvor en kommune melder ind med deres behov, og så kan de leverandører, som findes på aftalen, byde ind, hvis de har et produkt, der matcher.

Rapport: Flere kommuner bør gå sammen om indkøb af læremidler

Aftalen er den første for SKI på området for digitale læremidler. Den forventes sendt i udbud i august og at træde i kraft i løbet af efteråret.

DLF: Vigtigt med større valgfrihed til lærerne

Formand for Danmark Lærerforenings undervisningsudvalg Jeanette Sjøberg hilser aftalen velkommen, hvis den ender med at betyde større valgfrihed for lærerne.

"Der skal være mulighed for, at lærerne kan være med til at påvirke indkøbene. Det er helt urimeligt, hvis lærerne står med ansvaret for undervisningen, men ikke har mulighed for at vælge de læremidler, der passer til den enkelte elevgruppe. Det er helt afgørende for undervisningens kvalitet", siger hun.

"Lige nu ser vi en centralisering, hvor forvaltningerne i højere og højere grad køber centralt ind ud fra økonomiske hensyn. Vi skal sikre, at det er den professionelle lærer, der sikrer valg af både metode og materialer. Ikke nødvendigvis den enkelte lærer, men fagteam skal tages med på råd".

Om SKI-aftalen er et skridt i den retning, har Jeanette Sjøberg dog svært ved at vurdere.

"Der ligger ikke så meget fast endnu, men som jeg læser aftalen, siger den ikke noget om, at lærerne får bedre valgmuligheder. Hvis forvaltningen beslutter, at man eksklusivt køber ind fra et af de store forlag, skal læreren stadig bruge deres materialer", siger hun.

Forlag: Lærerne bruger portaler tre gange så meget, når skolerne selv har valgt

"Det afgørende bliver, at forvaltningen på et tidspunkt i indkøbsprocessen lægger ansvaret for, hvad der bliver købt ind via aftalen, ud på skolerne. Og hvornår gør man det?"

Alt i alt vurderer Jeanette Sjøberg, at der kan blive tale om en fornuftig løsning set fra Lærerforeningens synspunkt, hvis der kommer nok leverandører med på aftalen, og kommunerne sikrer, at det endelige valg foregår ude på skolerne.

"Men der er endnu mange, mange ubesvarede spørgsmål, for indkøb af undervisningsmaterialer er noget helt andet end indkøb af kuglepenne. Hvis jeg sidder som lærer og skriver som kriterie i søgefeltet 'oplevelser med sprog', hvad kommer der så frem? Og kommer det billigste til at ligge øverst?"

"Vi skal nok passe på med at komme med en dom, for der mangler meget i processen, før vi ved, hvad løsningen konkret kommer til at indebære. Men vi vil følge det med spænding".

Opbakning fra forlagene

Ifølge direktør i brancheforeningen Danske Forlag Christine Bødtcher-Hansen bakker forlagene op om løsningen med en dynamisk indkøbsaftale.

"Det giver god mening, og det er en løsning, SKI ellers ikke bruger så meget. Det har den fordel, at nye produkter og leverandører løbende kan komme på aftalen, så når en kommune skal foretage et indkøb er kommunen ikke låst til de leverandører og produkter, som var på markedet, da SKI oprindelig udbød rammeaftalen", siger hun.

"Det skulle gerne bidrage til et mindre fastlåst marked, og det er rigtig fint".

Når det kommer til de krav, der skal afgøre, hvilke læremidler kommunen så skal vælge i den konkrete indkøbssituation, har SKI ifølge Christine Bødtcher-Hansen endnu ikke været i dialog med branchen.

Riisager roser KL-forsøg med digitale læremidler - forlag tvivler både på tidsplan og økonomisk model

"Der synes vi, at kvalitet i læremidlerne er det vigtigste. Hvis pris bliver for afgørende en faktor, så tvinges man typisk ud i at vælge det billigste produkt", siger hun.

"Vi ved til gengæld også, at lærerne stiller meget forskellige krav til læremidler, fordi de skal passe til forskellige elever i forskellige klasser og hver lærers forskellige undervisningsstil".

"I forlængelse af det er vores erfaring, at jo større indflydelse lærerne har på indkøb, jo mere bliver læremidlerne også brugt. Det må også være i kommunernes interesse, at de bliver det. Det er ligegyldigt, hvor billigt et produkt har været, hvis ikke det bliver brugt".

Et komplekst marked

Det gør det vel også svært at opstille nogle objektive kvalitetskrav til læremidlerne i forhold til indkøbsaftalen?

"Det er helt klart et marked, der er meget mere komplekst, end når man f.eks. indkøber toiletpapir og kuglepenne. Men der findes jo for eksempel kategoriseringer af digitale læremidler fra læremiddel.dk's forskning", siger Christine Bødtcher-Hansen.

"Så det er muligt at have en samtale om kvalitet, der for eksempel hviler på forskningsmæssige kriterier, men det er klart, at det ikke er nogen nem opgave".

KL har netop annulleret et udbud på et pilotforsøg, der skulle give lærerne adgang til flere læremidler, med henvisning til at for få leverandører ønskede at være med. Hvad er anderledes denne gang?

"Først og fremmest, at vi kan se ideen med modellen med en dynamisk indkøbsaftale. Flatrate-forsøget forudsatte en model, hvor alle læremidler skulle kunne hugges op i sammenlignelige enheder".

KL annullerer udbud af millionforsøg med digitale læremidler

"Det ville få en uheldig indflydelse på udviklingen af fremtidige læremidler - ja, det ville komme til at definere den. Vi gjorde opmærksomme på, at pilot-projektet ville have uheldige konsekvenser, som det ikke virkede som om, KL havde gennemtænkt. SKI's model har som udgangspunkt ikke de samme iboende problemstillinger. Men det afhænger naturligvis af, hvordan tildelingskriterierne bliver udformet."

Mange kommuner stadig bundet af flerårige aftaler

Ifølge SKI og KL skal aftalen være med til at modvirke en udfordring, hvor flere og flere kommuner køber centralt ind fra ét forlag til alle skoler, hvilket indsnævrer markedet og reducerer lærernes metodefrihed. Anerkender I den udfordring?

"Vi anerkender, at man i nogle kommuner har ønsket at opnå rabat ved at købe ind fra én leverandør fra centralt hold. Det går ud over diversiteten".

Riisager advarer: Monopol på læremidler kan skade skolen

"Det kan man i princippet fortsætte med, for det er frivilligt for kommunerne at benytte SKI-aftalen. Men det er vores oplevelse, at man ude i nogle kommuner har oplevet utilfredshed fra lærerne med den måde at købe ind på, fordi det indskrænker deres muligheder".

"Og igen: Så ender man i sidste ende med, at læremidlerne ikke bliver brugt i ønsket grad, og så er det ligegyldigt, hvor stor rabat man har opnået. Men det er ude i kommunernes indkøbsafdelinger, det problem skal løses". 

Hver femte lærer bliver en del af KL's pilotforsøg med digitale læremidler

Aftalen træder i kraft til efteråret, og til den tid vil mange kommuner vel stadig have flere år tilbage af en central aftale med en leverandør?

"Ja, og der er kommuner, der lige nu indgår aftaler vel vidende, at der kommer en aftale. Dem er de selvfølgelig forpligtede af. I forbindelse med flatrate-forsøget hørte vi fra KL, at man regnede med, at leverandører ville være fleksible i forhold til at opsige aftaler i de kommuner, der skulle indgå i det".

"Men forlagene er jo kommercielle aktører, der har lagt budgetter i forhold til indgåede aftaler for et vist antal år".

"Der er givetvis kommuner, der lige vil se an, hvordan det går de første par år med aftalen, inden de gør brug af den. Det er frivilligt for dem, om de vil benytte SKI-aftalen, og hvis nogle stadig mener, at det klassiske udbud er den bedste løsning for dem, så står det dem frit for at fortsætte med den model". 

(Opdateret den 29/4 kl 10:20)

KL har ikke opgivet flatrate-modellen

Folkeskolen.dk har spurgt KL, der ejer 45 pct af SKI, hvilke nuværende udfordringer den nye indkøbsaftale ses som løsningen på, hvordan man fra KL's side tænker, at der bedst kan sikres en balance mellem pris og kvalitet som indkøbskriterier, samt om der er en sammenhæng mellem det netop annullerede pilotforsøg med en flatrate-model og den nye SKI-aftale.

Per mail oplyser kontorchef Peter Pannula Toft, at KL ser positivt på den nye, dynamiske indkøbsmodel.

""Det er afgørende, at lærerne har metodisk og didaktisk frihed til at vælge de digitale læremidler, der giver den bedst mulige læring for eleverne. Her kan SKI forhåbentlig bidrage til en positiv udvikling", skriver han og tilføjer:

"Vi er dog også fortsat interesseret i at bevæge os videre ud af den vej, hvor vi med pilotforsøget tog de første skridt. Derfor vil vi gå i dialog leverandører og brancheforeninger om, hvordan vi  sammen kan finde en vej frem, der kan supplere SKI's model, så vi lykkes endnu bedre med at skabe de bedste muligheder for lærernes undervisning, så eleverne i folkeskolen lærer, trives og udvikler sig."