"Vi bakker 100 procent op om aftalen. Men vi gør ikke noget for at få de sidste kommuner med over på aftalen", siger formand for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler.

Nye arbejdstidsaftaler har sat positiv udvikling i gang

Planlægning af skoleåret er lettet, og der er mere fokus på undervisningsopgaven. Det viser en ny evaluering af lærernes arbejdstidsaftale, som er indgået i 84 procent af kommunerne. Teamsamarbejde og dialog mellem leder og lærer skal stadig udvikles

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Rapporten viser, at vi er på vej i den rigtige retning. Vi er ikke nået helt i mål endnu, men vi er godt på vej. Der skal stadig arbejdes på mange ting", siger formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.

Det er KL og DLF, der i fællesskab står bag evalueringen af arbejdstidsaftalerne, som er blevet indgået siden overenskomsten 2008. I 2008 og blev der centralt aftalt en ramme. Kommuner og kredse skulle så selv indgå lokale aftaler ud fra rammen. Alle kommuner har forhandlet om en ny aftale. 71 kommuner er blevet enige om en aftale ud fra principperne. Yderligere 11 kommuner havde allerede inden 2008 indgået lignende aftaler og fortsætter med aftalerne.

KL og DLF er enige om succes

Gordon Ørskov Madsen mener, at det er en succes, at så mange kommuner og kredse er blevet enige om en arbejdstidsaftale, der bygger på en fælles forståelse af den professionelle lærer og som er med til at skabe bedre rammer om hele undervisningen.

Formand for KL's løn og personaleudvalg Michael Ziegler er enig.

"Vi synes, det er en kæmpesucces, at mange kommuner er kommet med. 85 procent af kommunerne, hvis man tager dem, der er kommet over på en A08 og dem, er på en aftale, der kører efter de samme principper", siger Michael Zigler.

"Vi ønskede at få mere fokus på kerneopgaven - undervisningen - det siger både lærere og ledere er lykkes".

Svær dialog mellem lærere og ledelse

Evalueringen viser, at et af de steder, hvor der er brug for at arbejde med arbejstidsaftalen er i dialogen mellem ledelse og lærere.

"Vi har sat et arbejde i gang med Skolelederforeningen, som gerne skal resultere i, at ledelse kommer på dagsordenen og kommer til diskussion på alle skoler. Vi vil have lærerne og lederne til at diskutere, hvordan vi forstår ledelse på vores skole sat i relation til de nye arbejdstidsaftaler", siger Gordon Ørskov Madsen.

På nogle skoler er ledelsen rigtig gode til at støtte læreren i de prioriteringer og omprioriteringer af arbejdet som den nye aftale kræver. Men på andre skoler fungerer det ikke så godt.

"Skoleledelsen skal vise interesse for lærernes undervisning og gerne tage del i lærernes prioriteringer. Skolelederne skal vide noget om lærernes undervisning, og også indgå i en professionel dialog om, hvordan det går med undervisningen".

Teamsamarbejde er en udfordring

Evalueringen viser også, at lærerne synes, at teamsamarbejdet er en udfordring i forbindelse med overgangen den nye arbejdstidsaftale. Nogle lærere giver udtryk for, at de føler, de bliver hinandens arbejdsgivere.

"Det kan jeg godt forstå. Aftalen betyder, at man er nødt til at åbne mere op og tale med kolleger og ledelse. Man bliver nødt til at sætte ord på. Men de steder, hvor man lykkes med det, bliver det en kæmpesucces. Både for lærerne og ledelsen og ikke mindst for undervisningen", siger Gordon Ørskov Madsen.

Han mener, at der er god grund til at få samarbejdet til at fungere.

"En undersøgelse fra Clearinghouse viser, at der hvor samarbejdet fungerer, er også der, hvor man får de bedste elevresultater. Det er også med til at fortælle mig, at denne arbejdstidsaftale er den rigtige vej at gå".

KL vil ikke presse kommuner på A08

82 kommuner ud af 98 har en såkaldt A08-aftale, eller en aftale, der ligner A08. 16 kommuner har endnu ikke indgået en aftale, der ligger vægt på lærerens professionelle råderum.

"Det er stadig målet, at alle har en A08-aftale", siger Gordon Øskov Madsen. "I den her sammenhæng har samarbejdet med KL været rigtig godt. KL er ligeså opsatte som vi er på, at det her kommer til at fungere. Vi har et fælles ønske om at få de sidste kommuner med".

Han glæder sig over, at KL ligesom DLF har valgt ikke at stille krav om arbejdstid ved de i gang værende overenskomstforhandlinger.

"Det ville være godt at få en central aftale. Men forudsætningerne er ikke tilstede. Vi kunne ikke blive enige om en central aftale i 2008, fordi der var for store forskelle på resurseniveauet i kommunerne. Den situation har ikke ændret sig", siger Gordon Ørskov Madsen.

Også Michael Ziegler er glad for samarbejdet om de nye arbejdstidsaftaler.

Han fortæller, at KL ikke gør noget for at presse de sidste kommuner til at indgå en A08-aftale.

"Vi bakker 100 procent op om aftalen. Men vi gør ikke noget for at få de sidste kommuner med over på aftalen. Det økonomiske pres, der har været de her år, kan godt gøre, at der er nogle steder, hvor det er svært at få det til at gå op. Vi respekterer, at der er forskel på kommunerne", siger Michael Ziegler.